x
Wildbirds & Peacedrums og Copenhagen Phil: Store Vega, København

Wildbirds & Peacedrums og Copenhagen Phil, Store Vega, København

Wildbirds & Peacedrums og Copenhagen Phil: Store Vega, København

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Arkivfoto

Konceptet "60 Minutes of…" er skabt i et spændende samarbejde mellem Sjællands Symfoniorkester (Copenhagen Phil, som det så internationalt skal hedde) og udvalgte rytmiske musikere. Tidligere har bands som Efterklang og CODY været en del af samarbejdet, hvor et rytmisk band optræder med symfoniorkesteret i, ja, 60 minutter.

Da jeg træder ind på Vega fredag aften, bliver jeg modtaget af to seniorer, der byder velkommen og stikker mig et program til aftenens koncert. Stemningen er ikke just løssluppen, men behagelig og, hvad skal man kalde det, voksen! Det ligner og lyder som om, publikum primært er kommet for symfoniorkesterets skyld, med undtagelse af en lille gruppe mænd med fuldskæg, som man kan betegne som en flok indie-nisser.

Grunden til deres besøg på Vega er højst sandsynligt den svenske duo Wildbirds & Peacedrums. Ægteparret Mariam Wallentin (som vi kender fra Mariam The Believer) og Andreas Werliin udgør bandet, der udelukkende genererer deres lyd via Mariams stemme og Andreas' trommer.

 

Opvarmning

Jeg tager plads inde i Store Vegas sal, der i dagens anledning har fundet orange stole frem fra gemmerne. Det er en ny måde at besøge Vega på, og folk byder det velkommen. Som opvarmning får vi serveret fire numre af symfoniorkesteret, der til formålet er barberet ned fra 70 ti 30 medlemmer, der sidder klemt sammen på scenen. Et sjæleligt syn.

Det er fire numre af Wildbirds & Peacedrums, der er blevet fortolket og re-komponeret af komponisten Benjamin de Murashkin. Øregangen skal lige vænne sig til den mere poppede tilgang til klassisk musik, men som helhed er det faktisk forfriskende, og Vega leverer som altid en lyd til ug.

En kort pause og en velkomst fra en fyr bag konceptet, der lader publikum vide, at "Politiken faktisk har kåret os som det mest hippe symfoniorkester!", og så kan vi gå i gang.

 

Tilbage til dengang, der kun var stemmen og trommen

Salen lægges i mørke. Fra midten af Vegas gulv brager en tromme igennem. Så skærer Mariams stemme gennem mørket, og man er usikker på, hvor hun befinder sig, men hun er tæt på. Helt inde i kroppen. Langsomt skrues der op for lyset, og i en konstellation, der mest af alt minder om en ofringsceremoni, har vi Andreas Werliin i samspil med fem perkussionister fra symfoniorkesteret og Mariam som troldkvinden med ur-sangen, der bevæger sig rundt i en stor, sort kjole, tungt, mørkt hår og mørkmalede øjne.

Det her, det er en af de mest geniale introer til en koncert, jeg nogensinde har været vidne til. Mariams stemme er ganske enkelt betagende, og det er lige før, man får åndedød af den intensitet, de syv mennesker på gulvet får skabt i rummet. Som en anden Annisette (ja, jeg kom med referencen, der ligger lige til højrebenet, so sue me) vrænger hun, skriger og danser med stemmebåndet på en nærmest overnaturlig måde.

 

Man ville kunne høre en knappenål falde til jorden

Efter to numre går alle syv mennesker op på scenen, hvilket er lettende, da vi er placeret på stole med front mod scenen. Andreas Werliin sidder bag trommerne ude i højre side foran orkestret, og Mariam er placeret i midten, ved siden af dirigent André de Ridder.

Mariam synger "it will pour down on everyone" i sangen "The Wave" med en stemmeføring og en tilstedeværelse, kun de færreste artister besidder. Hendes stemme er et instrument, der kæler om strygere, blæsere og perkussion, og det giver kuldegysninger, når orkesteret smelter sammen med duoens sange. Det er en meget intens oplevelse, og det eneste, man hører efter første nummer på scenen, er et "klik" fra Mariams mikrofonholder, da hun sætter den på plads.

"Under Land And Over Sea" mangler lidt af den nerve, vi fik til at starte med, og her går der faktisk en smule musical i den, i og med Mariams vokal i denne sang er meget artikuleret og pæn, modsat de andre numre, vi får præsenteret. Men altså, det er bagateller, der er at sætte fingre på.

 

Det visuelle udtryk i smuk harmoni med koncerten

I baggrunden på en storskærm går en stor måne fra at være fuld til at være halv, hvilket er ret fint. Elisabeth Kiss og Morten Bencke fra K-O-N-T-O har stået for aftenens visuelle udtryk, der byder på den her måne, og en masse pastelfarvet stof i hver side af scenen og over publikums hoveder.

Til at starte med giver jeg ikke meget for det, men efter koncertstart kan jeg se pointen. Lys og projektor giver liv til stofstykkerne, med både stroboskoplys og nærmest hulemaleri-lignende tegn, der giver et ekstra boost til koncerten som helhedsoplevelse. Kudos.

 

Når man kun har 60 minutter…

…er det synd at bruge tiden på et langt instrumentalt mellemstykke opført af symfoniorkesteret. Man kan ikke gå fra Wildbirds & Peacedrums til dét, når man ved, man vil få mere om lidt. Det føles som afbrudt samleje, og det er synd, for musikerne gør det rigtig godt. Men det er lidt malplaceret af afbryde Mariam og Andreas på den måde. Heldigvis er affæren forholdsvis kort, og efter ti minutters tid er kompositionen "Linus & The Muses" ovre, og de to svenskere kommer atter på scenen.

 

Tæt på perfekt

Det er ubegribeligt, at Vega ikke meldte udsolgt til denne koncert. Ikke engang halvdelen af salen er fyldt op, ligner det. Og hvor er det en skam, for det her, det er sublimt. Det bliver ikke meget bedre. Vokalen er helt i top og som noget, man aldrig har hørt før. Den måde, det klassiske blander sig med trommen er helt perfekt afbalanceret.

Men det vigtigste i dette scenarie er og bliver Mariam Wallentin. "I fell and got smashed up it" går lige i hjertekulen, for hendes formidling og indlevelse er helt eminent, og man er der bare med hende, i det. I slutnummeret synger hun insisterende "I'm lost without your rhythm", og man tror hende.

Det er en lille perle, Mariam Wallentin og Andreas Werliin har opfundet med Wildbirds & Peacedrums. At tage noget så fundamentalt som stemmen og trommen og barbere alt andet væk, er noget, der har manglet på musikscenen. Sammen med konceptet "60 Minutes of…" var det stor kunst, bandet, Vega og Copenhagen Phil gav os fredag aften, og hvor er jeg taknemmelig for, jeg oplevede det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA