x
Julias Moon : Spot Festival, Scandinavian Congress Center, Aarhus

Julias Moon , Spot Festival, Scandinavian Congress Center, Aarhus

Julias Moon : Spot Festival, Scandinavian Congress Center, Aarhus

Anmeldt af Sidsel Thomassen | GAFFA

Elektropoptrioen Julias Moon har fået en fornem start på den spæde karriere. Førstesinglen "Bay" har været i ivrig rotation på P3, efter radiokanalen udnævnte den til P3's Uundgåelige, og drengene var tilmed nomineret til P3 Guld i to kategorier - både som "Talentet" og "Årets Lytterhit". Det lægger naturligvis et stort pres på de unge drenge, der i dagens anledning stiller op i en konstellation bestående af fem. Undertegnede har store forventninger til det her. Den store sal i Scandinavian Congress Center kan virke som en stor mundfuld, men fremmødet er flot.

Med stort fokus og fuld smæk på røgmaskinen åbner de ballet med sangen "Delirium". De tunge beats fylder rummet, og man må sige, at de her har ramt noget, som vi ikke ser meget af i Danmark i disse dancehall-dage. Inspireret af både amerikansk r&b, neo-soul, 80'er-synthpop og 90'er-eurodance har Julias Moon en meget international lyd. Til tider så international og poppet, at jeg helt uvilkårligt leder tankerne mod en vis hr. Justin Bieber. Sammenligningen er sikkert ikke kærkommen, bevares, men det er ikke desto mindre det, der sker i hovedet. Jeg tror,det er en blanding af tøjvalget og stemmen, der er så kontrolleret og ren, at man næsten mister pusten. På den gode måde.

Tredjesangen er det store hit og førstesinglen "Bay", og publikum kan lide det. Der er respons, og kontakten er ved at være en kendsgerning. Desværre forbliver den lidt overfladisk hele showet igennem. Hitsinglen vækker dog stor begejstring, hvilket vidner om, hvor godt skruet sammen det nummer egentlig er. Det munder ud i et stort bifald og en ydmyg tak fra forsanger Louis Samson Myhre.

De efterfølgende numre "Strawberry", "Sunrise" og "Mirage" flyder lidt sammen i lyduniverset. Publikum rocker moderat med og virker begejstrede, uden overhovedet at nærme sig det overstadige, som er det, en god koncert skal kunne – efter min mening. Der bliver spillet på alle klichéerne fra scenen, og fremtoningen nærmer sig det kiksede til tider. Der knipses og hæves hænder til den store guldmedalje, hvilket i denne sammenhæng virker en smule påtaget.

Syvende og sidste nummer er den nye single "Lipstick Lies". Den sang er intet mindre end fantastisk. Falsetten i omkvædet går lige i hjernens huskecenter (eller hvad det nu hedder), og da jeg forlader salen, kører den stadig rundt inde i hovedet. Jeg kan tilmed høre flere gå og nynne hooket. Cadeau! Det ændrer dog ikke på en lidt sløj helhedsoplevelse.

Der er ingen tvivl om, at de her drenge har fat i den lange ende. Teksterne, lyden og ikke mindst Louis Myhres fantastiske stemme overbeviser mig om, at Julias Moon muligvis er Danmarks svar på det næste boyband – med substans. Ikke desto mindre må jeg sige, at koncerten til Spot Festival 2014 ikke vil gå over i historien som værende banebrydende eller helstøbt. Fremføringen skal helst leve op til potentialet, materialet samt ambitionerne, og det er ikke tilfældet i aften.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA