x
Per Chr. Frost med gæster: Spot Festival, Spot Royal, Aarhus

Per Chr. Frost med gæster, Spot Festival, Spot Royal, Aarhus

Per Chr. Frost med gæster: Spot Festival, Spot Royal, Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Skæbnen har villet, at jeg de seneste måneder har skulle forholde mig til både den ene og den anden af de to Pe(e)r Frost'er, vi har herhjemme - dels den københavnske veteran, som i sin tid spillede i Savage Rose og Young Flowers, dels hans aarhusianske navnebror med en fortid i Gnags. Det er naturligvis sidstnævnte, som står på scenen denne køligt blæsende eftermiddag på festvalens gratisscene Spot Royal, hvor en hel del mennesker har samlet sig i, hvad der kunne ligne et forsøg på at trække Spot-publikummets gennemsnitsalder op.

Frost lægger ud med sin småfunky versionering af det gamle Dylan-outtake "Only a Hobo," og så er han allerede klar til at tage imod første gæst på scenen. Det er den ligeledes lokale - men væsentligt yngre - sangerinde Esther Maria, som får lov til at præsentere to af sine egne sange akkompagneret af Frost og band. Vrede kærlighedssange i kvindeperspektiv er hørt før og også mere uforglemmeligt end i "What is it You Want," hvilket dog ikke forhindrer gæstesolisten i at gøre en overbevisende, vokal figur. 
 
Herefter er det den charmerende bluesrock-entertainer Mike Andersen - frontfigur i Mike Andersen Band - som kommer på scenen og fremfører et par sange - veloplagt, udadvendt og i "Over You" måske også en kende velfriseret og forudsigeligt. Så siger Frost er par ord om, at det er dejligt at spille i sin hjemby, inden han selv genindtager hovedrollen og lader minikoncerten nå sit klimaks. 
 
I "Sinkin' Like a Stone" spiller han og bandet seriøst med musklerne, inden punktum sættes med instrumentalnummeret "Cardenas Revisited," som - fortæller Frost - blev undfanget under en jamsession engang han turnerede med resten af Gnags på Cuba. Og jo, han spiller blændende Telecaster, den gode Frost - ubesværet, uprætentiøst og af den gamle skole i ordets bedste forstand. 
 
En af rockmusikkens arketyper er den unge fyr Johnny B. Goode i Chuck Berrys gamle sang, som "never learned to read or write so well, but he could play the guitar just like ringing a bell." Uden på nogen måde at stille spørgsmålstegn ved Frosts evner til at læse og skrive er det omtrent det indtryk man får af Frost i eftermiddag: En guitarist så rutineret, at instrumentet nærmest synes en forlængelse af kroppen, og de fuldfede soli leveres med samme selvfølgelighed, som vi andre klør os i skægget eller tænder en smøg. 
 
Og som sådan antager lørdagens koncert med Frost og venner karakter af et velgørende veteranmøde midt i weekendens til tider meget ungdommelige, musikalske udbud.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA