x
Pat Metheny Unity Group: Falconer Salen, København

Pat Metheny Unity Group, Falconer Salen, København

Pat Metheny Unity Group: Falconer Salen, København

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Pat Metheny entrede scenen på sædvanlig vis. Iført stribet T-shirt, stort krøllet hår, bredt smil og skabte et stemningsfuldt lækkert soloforspil med sin 42-strengs(!) Pikasso-guitar. Men hvis man troede, at denne aften ville blive lækker, som i Pat Metheny Groups (PMG) velmagtsdage i 80'erne og 90'erne, tog man grueligt fejl.

Det skal ikke være yndigt

For Pat Metheny Unity Group er en ganske anden kompromisløs affære. Andet nummer, "Come And See", bliver et hurtigt hard bebop nummer med virtuose soli i et hæsblæsende overlæs af toner. "Roofdogs" er et ditto af slagsen - kulminerende i far-out free jazz med Methenys skrigende synthguitar, som ville den amerikanske mester skræmme pop-tilhængerne ud af Falconer salen fra start.

Ingen i Methenys mange konstellationer over årene har været fakes, og hans nyeste konstellation kan spille lige så forrygende hurtigt som kapelmesteren. Men Metheny kender sit publikum og slår over i den pæne bossa "The Bat" med en god tenorsaxsolo af Chris Potter. Han er udråbt til at være en af tidens nye mestre, men ligeså klangligt varieret som f.eks Michael Brecker er han ikke. Og jeg er generelt ikke begejstret. Dog spiller Potter fint i "Two Folks" fra gruppen 80/81's repertoire, som både Metheny og Brecker var en del af.

Nonstop fuld fart

Albummet "Offramp" fra 1982 var noget af et gennembrud for Metheny, og publikum glædes over genhøret med "James", selv om Metheny gør sit bedste for at forvandle melodien og bl.a kaster sig ind i en tromme/guitar-chase med Antonio Sánchez, som lyder som en stresset jetjager ude af kontrol. Sánchez er dygtig, i den værste betydning. Efter min mening overbroderer han de fleste sange, og det bliver ofte overload oven i Metheny og Potters kaskader af toner.

Pat finder Pat

Pianist Giulio Carmassi kommer ind på scenen, men gør absolut ingen forskel, som Lyle Mays fra hedengangne PMG ville have gjort. Til gengæld mener Sánchez, at han ikke har spillet nok, så han leverer en lynhurtig og rodet trommesolo.

Videre til "One" fra Unitys nye album "KIN", som minder om det gamle hit PMG-hit, "First Circle", men slet ikke er ligeså så god en komposition. Til gengæld er Metheny færdig med at lyde som den "nye, mere frie Metheny" og spiller en melodiøs solo, med mange af de smukke fraser, han har opfundet og er kendt for.

Ro på

"Born" er en ballade fra "KIN", og en dejlig en af slagsen. Endelig stopper Sánchez sit allesteds-trommeværende overgearede spil, og giver plads til en af aftenens bedste Metheny-soli. Det er lige før, at vi sovses ind i minderne fra populære Pat Metheny Group. Og den skal stoppes, mener Metheny, og bandet bralrer ind i atonal freejazz i et veritabelt plinke-plonk-helvede.

Enhver Metheny koncert, og jeg har vel været til en 10-15 stykker, er en varieret rejse mellem det smukke og det grimme, og tak for det. Via vekselvirkningen påskønner man sangenes virkemidler og funktioner i særlig høj grad. Men denne koncert er lige lovligt tænkt og hæsblæsende virtuos.

En evergreen og en Nickelodeon

Med på scenen er også Methenys fejlslagne Orchestrion-projekt, som var en gigantisk maskine med selvspillende instrumenter, denne aften dog kun med klokkespil, to vibrafoner og et trommesæt, og sættet undrer mig. Kapelmesteren har hyret en trommeslager der oveni spiller for tre slagere! Flere numre uden nævneværdige melodier, akkompagneret af denne Nickelodeon, passerer over stok og sten, indtil Metheny spiller duo med bassist Ben Williams i nummeret "Bright Size Life" og det er tiltrængt at høre en klassiker med kun to musikere. Gammel, men fortjent en evergreen, og Williams viser, at han kan spille på højde med strenge-kollegaen. Det er åbenbart blevet tid til, at Metheny opfører flere tete-a-tete-numre med hvert bandmedlem, og han og Potter fremfører hæslig speed-freejazz, som ikke tilføjer nyt til showet. Jeg var meget tæt på at gå ud i foyeren efter en bajer.

Drømme om gamle dage

Heldigvis bliver jeg dog i mit sæde for at opleve Giulio Carmassi solo synge PMG-nummeret "Dream Of The Return", som giver mig gåsehud og endnu mere fryd, da Metheny slutter balladen på akustisk guitar. Et klart højdepunkt for mig, men det skulle blive endnu bedre i "Road To You" og publikum er begejstrede. Stående applaus og glade miner og endnu større smil, da Metheny og co. spiller ekstranummer, og endnu et hit fra "Offramp"; nemlig "Are You Going With Me". Potter griber en tværfløjte og opfører alle Lyle Mays' vidunderlige undertemaer, og Metheny spiller sin legendariske synthguitar-solo, og nummeret går op i en højere enhed.

Begejstringen i salen vil ingen ende tage, og Metheny kommer igen på scenen og spiller solo et medley på akustisk guitar over mange af sine bedste melodier; bl.a "Phase Dance" og flere ballader. Medleyet redder aftenen for mig og redder hér et par ekstra stjerner til Unity Group. Sært at Pat Metheny, som har kreeret et stort katalog af udødelige evergreens, vælger at spille så mange letforglemmelige kompositioner i 2014. Måske var det derfor, at Falconer salen ikke var udsolgt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA