x
Zhala : Spot Festival, VoxHall, Aarhus

Zhala , Spot Festival, VoxHall, Aarhus

Zhala : Spot Festival, VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Nicoline Steen | GAFFA

Zhala er en svensk sangerinde og kunstner, der laver musik, som hun selv betegner som værende kosmisk pop. Zhala udgav sin første single "Slippin Around" i starten af 2012, hvorefter man ikke hørte fra hende i næsten to år, indtil hun blev den første kunster nogensinde til at signe med landskvinden og popdronningen Robyns eget label Konichiwa Records. Det første resultat af dét samarbejde sås i februar i år, hvor Zhalas debut-ep "Prophet" udkom.

Too much?

Da jeg denne tidlige aftenstund træder ind i et fuldkommen tomt VoxHall, er det første, der møder mit blik, en af de mest mærkværdige scenedekorationer, jeg til dato har set. I højre side af scenen ses, hvad der mest af alt minder om en talerstol beklædt i pastelfarvet lærred, tyl, glimmer og lyskæder formet som kunstige blomster. I midten, bagved scenens eneste mikrofon, ses en briks ligeledes polstret med pastelfarver, men i denne sammenhæng quiltet satin, små diodelamper og ej at forglemme det italienske flag. Too much?

Da koncerten skal til at gå i gang, og der heldigvis er kommet lidt flere publikummer til, træder aftenens hovedperson ind på scenen. Zhala matcher selvfølgelige den outrerede kulisse fra top til tå og er iført et stor-mønstret sæt og en kinesisk-inspireret jakke. Inspirationen til stylingen ser derimod ud til at komme fra helt andre kulturer: håret fra en spansk flamenco-danser og make-up'en fra en sydafrikansk stamme. Med andre ord var der kæmpe forvirring, allerede inden hun overhovedet var gået i gang med selve musikken.

 

En rodebutik af dimensioner

Forvirringen bliver dog ikke mindre, da Zhala så rent faktisk starter sin elektro-pop-maskine, der i dette tilfælde udelukkende består af en Mac-computer placeret oven på den alternative talerstol. Tonerne fra højtalerne lægger ud som tunge house-rytmer, men disse bliver dog hurtigt erstattet med skinger og hvinende elektro-lyd, der så igen fører os videre over i en mere mellemøstlig klang. For det ikke skal være løgn, sker der her endnu et stilskifte, som denne gang udmunder i en mere almindelig omgang dance - hvis man altså våger at kalde noget almindeligt i Zhala-regi.

Sangerinden afslutter nummeret med at stikke hovedet ned til talerstolen, hvor hun bliver indhyllet i tyk hvid røg fra en skjult røgmaskine. Efter at være blevet plaget med det gedemarked af et nummer, når vi heldigvis frem til aftenens højdepunkt: 2012-singlen "Slippin Around", der giver mig referencer til en blanding af pop og den for længst afdøde "new rave", som kom med britiske Klaxons. Scenen fyldes med strobelys, vokalen er veludført, og bassen går lige i mellemgulvet.

Det skal i den forbindelse nævnes, at det er mig en gåde, hvordan en og samme kunstner på den ene side kan skabe så vellykket et pop-nummer og på den anden side have så mange fejlslagne i kø. Resten af koncerten består nemlig endnu engang af en stor rodebunke af alt fra psykedelisk og trance til 80'er-pop og svensk melodi grand prix, som alt sammen selvfølgelig bakkes op af flagrende kropsbevægelser og lysekæde-blink fra den hjemmelavede scenedekoration.

Mit indtryk af Zhala bliver bestemt ikke forbedret af, at hun i koncertens næstsidste nummer vælger at spille playback. Om det skal forestille at være en del af det kunstneriske udtryk, eller hun blot ikke orker at synge det live, forbliver uvist, men hun vælger om alle omstændigheder at "synge" ned i en blinkende lyserød legetøjsmikrofon i stedet for selv at fremføre nummeret. De knap 35 minutter i Zhalas virvar af et show afsluttes med titelnummeret til ep'en "Prophet", hvor det igen tyder på, at der lip-sync'es.

Mislykket iscenesættelse

Idet Zhala balancerer på grænsen mellem at være musiker og kunstner og nok i virkeligheden søger at blive placeret et sted midt i mellem, vil jeg i så vidt mulig grad undgå at kommentere mere på selve det kunstneriske udtryk, men blot forholde mig til musikken og hvilken indflydelse kunsten har derpå. Den skader nemlig mere end den gavner, og de mange virkemidler transformerer sig til en hæmsko.

Zhalas tydelige søgen efter at skille sig ud fra musik-mængden bliver altoverskyggende og i stedet for at musik og kunst går op i en højere enhed, bliver slutresultatet blot én stor mislykket iscenesættelse. Det er i samme forbindelse ligeledes svært at gennemskue, hvorvidt der overhovedet er et talent gemt bag rollespillet (så måske er iscenesættelsen alligevel lykkedes?).

Det, der redder Zhalas optræden fra at være en total bundskraber er, foruden det tidligere omtalte nummer "Slippin Around", underholdningsværdien samt det faktum, at man må respektere Zhala som en kunstner, der gør tingene på sin helt egen måde og egentlig virker temmelig ligeglad med, hvad andre synes om det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA