x
Joan As Police Woman: Koncerthuset, Koncertsalen, København

Joan As Police Woman, Koncerthuset, Koncertsalen, København

Joan As Police Woman: Koncerthuset, Koncertsalen, København

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Joan Wasser – bedre kendt som Joan As Police Woman – er en ret enestående figur inden for nutidig americana, singer-songwriting, rock. Hun er en kunstner, der nok står på skuldrene af aldrende koryfæer som Rickie Lee Jones og Joni Mitchell (ikke noget dårligt sted at stå), men også en kunstner, som er helt sin egen. En kunstner, som åbenlyst elsker musik og som tilsyneladende naturligt og uden filter formår at videreformidle sin glæde ved musikken – i et til tider nøgent, til tider barnligt begejstret udtryk. Joan Wasser er indbegrebet af autenticitet på scenen – kropsligt, vokalt, musikalsk.

Søndag aften i Koncertsalen i DR-Byen fremstod hun dog – indledningsvist – lidt slidt. Men det forstod man egentlig godt, når hun nu fortalte, at aftenens koncert var den sidste på en tour, der havde strakt sig over to måneder. "We haven't been home for two months," sagde hun, idet hun balancerede på en knivsæg: Hun indikerede, at hun og orkesteret var trætte, fornemmede sikkert, at udsagnet kunne opfattes som om, hun hellere ville være hjemme i New York end her i København, men hun reddede sig om på den anden side af knivens æg, idet hun pointerede, at intet kunne være skønnere end at slutte touren i København i denne fantastiske koncertsal. Trods den slitage, som en to måneder lang tour nødvendigvis må afstedkomme, fandt hun da også efter et kvarters tid tilbage til sin åbenlyse glæde ved musikken, tilbage til sin autenticitet og tilbage til sin autoritet og det nærvær, som normalt kendetegner hende på scenen.

Touren var, som hun sagde, "in support of my new album The Classic," og det album understøttede hun fint – med sit keyboard, sin elektriske violin og sin enestående vokal – vidtfavnende i skalaerne, med fraseringer, der ikke bare foldede de enkelte sange ud, men sangen som kunstart ud. En lidt hård lyd og den indledningsvist lidt slentrende tilgang til musikken gjorde ganske vist enkelte flader lidt mudrede. Vokalen forsvandt. Koncerten virkede som uden retning. Men hen imod slutningen af det lange, tredje nummer, Good Together, som afsluttedes med rå guitarriffs ad libitum, var det som om, der kom retning på tingene. Også selv om det pågående nummer blev fulgt af stilfærdige Get Direct. Retningen blev holdt i og med, at Joan Wasser nu – med pondus – tog sin elektriske violin op og med den videreførte den fokuserede, fascinerende råhed, som hun også i dén grad rummer – og som hun tidligere i sin karriere demonstrerede som violinist for Rufus Wainwright og Anthony and the Johnsons.

Hvor Joan Wassers egen musik for snart ti år siden fremstod lidt indadvendt og melankolsk, er hendes øjeblikkelige univers lyst og udadvendt – om end stadig intenst og med tekster, der kredser om den vanskelige kærlighed som fænomen. Og da hun først havde fundet ind til lysten til at stå på scenen søndag aften – da hun først havde fundet sit fokus – var det den gode gamle, kantet rockende og soul-inspirerede ægthed, der manifesterede sig på scenen i Koncertsalen. Joan Wasser emmer af barnlig begejstring, naturlighed og – netop – ægthed.

Hvor ægte denne ægthed så er, kan være svært vurdere. Noget af den er ganske givet kalkuleret. Når hun f.eks. giver titelnummeret fra sit nye album, Classic, som ekstra nummer stående på rad og række sammen med sine tre sidemen, syngende a cappella – dette rigtige doo wop nummer, som minder om dem, man kunne høre i 50'erne og 60'erne – så virker det på en måde som om, det er noget unikt for koncerten i København, at de fire netop giver os den sjove og intense oplevelse (de fire vokaler klædte i dén grad hinanden). Men sandheden er, at det var kalkuleret. Lige som det afsluttende ekstra-ekstra nummer, Your Song, der af sangerinden blev lanceret som en spontan hyldest til de dygtige sidemen, som hun nu havde turneret med i to måneder. Også dét var kalkuleret. Ikke desto mindre formåede hun netop med dét solonummer at vise, hvor elementært intimt et univers hun kan skabe – selv i en stor koncertsal. Nummeret var formfuldendt som afslutning på en gennemgående god aften, med en svag start.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA