x
Chorus Grant : Spot Festival, Øst For Paradis, Aarhus

Chorus Grant , Spot Festival, Øst For Paradis, Aarhus

Chorus Grant : Spot Festival, Øst For Paradis, Aarhus

Anmeldt af Rud Kjerstein | GAFFA

Åh, hvilken måde at behandle sine festivals-tømmermænd og søndagsblues på; et intimt og spartansk møde med en behagelig musiker i paradis. Egentlig er det regulære musikprogram overstået på årets Spot Festival, men festivalen sluttes af i byens kunstbiograf, Øst for Paradis, hvor Spot Film finder sted. Her var der dog blevet presset fire mini-koncerter ind i programmet, som blev afholdt i biografens lounge område i kælderen. Det var her, at Chorus Grant gav sin koncert foran et stort fremmøde af et siddende publikummer – stærkt overvåget af smukke Anita Ekberg fra "La Dolce Vita" på endevæggen.

I dagens anledning bestod Chorus Grant kun af hovedpersonen bag projektet, nemlig Kristian Finne Kristensen, der sidder, observerende, på en lille stol med benene over kors blot forsynet med sin mini Roland-forstærker og sin akustiske guitar. Spartansk og klassisk singer-songwriter-opsætning, som Kristian Finne blankt erkender, at han er ret nervøs for og spændt på, idet han normal i live-regi er akkompagneret af fire yderligere mand. Han har primært tænkt at spille sange fra sit nyligt udgivne andet album, "Space", blot i en forkert version, som han med et smørret smil siger.

Udover nervøsiteten beretter musikeren også, at han er ved at være temmelig brugt efter to dages musik, så nu skal det være dejligt afslappende, for, som han tørt konstaterer: "det er jo søndag for os alle".

Finne Kristensen starter ud med "Long Ride" i en langsommere udgave end studieindspilningen, og det første, der slår en er: denne mand er blevet belønnet med en utrolig bevægende stemme, som sådan en søndag eftermiddag fremstår endnu dybere end på studieindspilningerne. Det er dog blot lige indtil, han slår over i sin falset. Det er en hjerteskærende kontrast, der opstår fra dybet til den blide top. Finne behandler i dette nummer guitaren med sirlige, bløde anstrøg på strengene, der er tilsat en lille smule reverb, som skaber en fin dybde i denne sparsomme opsætning.

Da nummeret slutter, prydes rummet fluks af et stort bifald, og man bemærker straks, hvor stille og lyttende publikummet har taget imod musikken. Med det næste nummer viser Kristian, hvordan man som optrædende vender nervøsitet til magt. Han begynder på "8 Lanes", hvor de blide strenge-strøg er erstattet med kringlet fingerspil, alt i mens han lader sit trætte blik falde rundt i hele lokalet. Først iagttager han mængden, som står oppe på salen ovenover og kigger ned, herefter lader han, smilende, blikket fare ned på stort set samtlige blandt det siddende publikum. Således indtager Kristian allerede rummet ved at spille fra sit dybe søndags-indre krydret med en kropslig magtindtagelse, hvor han stort set får vendt nervøsiteten til publikum med sit borende, men yderst behagelige blik.

Efter denne magtdemonstration spørger Kristian, om vi har fået set nogle film til dette arrangement, men bliver ikke mødt af ét eneste svar. Det er ikke arrogance, men nærmere træthed og ærefrygt, som har ramt publikum. Rummet tilhører Chorus Grant, og det vil man ikke ændre på. Kristian mærker nok ikke selv, hvad han kan og gør med sit væsen, da han humoristisk reagerer med et langt og sarkastisk "Okaaaaaay". Dette bliver mødt med nervøs latter – ja, nervøsiteten har jo flyttet sig, Kristian!

Finne begiver sig nu ud i det vel fineste og bedste nummer fra "Space", nemlig "O Everyone", som han lunt introducerer som "En grimmer en". Tilbagelænet og nu fyldt med overskud inviterer han os nu indenfor i dét univers, hvor der er skåret helt ind til benet. Det, som Kristian kan i denne singer-songwriter-opsætning er nemlig at transformere indspilningernes dybde-elementer - bas og percussion – til brugen af stilhed. De steder, hvor nummeret normalt krydres med for eksempel bas, her læner Finne sig tilbage, i et øjebliks stilhed, og spiller dernæst videre. Og så giver han sangene en anden dimension ved at trække udvalgte ord længere ud – en teknik, som Bob Dylan har beriget denne verden og Kristian Finne med. Sikke en virkelig original måde at omdanne de rigtige versioner til de forkerte.

Det bliver til en enkelt sang fra Chorus Grant-debut-albummet "And The Villa Nova", som også er en af de sange på albummet, der er mest nedbarberet, hvorfor den gør sig perfekt i Kristians nye stil, som især i denne opsætning giver klare referencer til Cass McCombs take på folk.

Efter små 25 minutter forklarer Kristian, at han, meget passende i forhold til sit eget velbefindende, blot har en sang mere tilbage, "God Plans". Og nu giver Finne alt, hvad ens søndagsblues har brug for: mere reverb på guitaren, og han synger i langt højere falset end han tidligere har gjort – og den sidder lige i skabet. Facetterne i mandens stemme lader sig afsløre, og man sidder allerede og får lyst til mere skønsang, men herlighederne slutter brat til et stort bifald, og vi er tilbage igen fra en tur i et søndags-Paradis til Øst for Paradis' hyggelige rammer.

Spot Festival er hermed overstået, men hvilket afslutning, det blev. Chorus Grant præsenteres normalt i en band-konstellation til koncerter, men med denne session har Kristian Finne Kristensen bevist, at han med dette projekt også har en meget større palette at byde på – skulle lejligheden byde sig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA