x
Various: Living Heart vol. 1

Various
Living Heart vol. 1

Various: Living Heart vol. 1

GAFFA

Album / XTM.Nation
Udgivelse D. 15.03.2014
Anmeldt af
Henrik Bæk

Living Heart Vol. 1 er et far/søn-album, der symboliserer en overdragelse af stafetten fra en generation til den næste. Kareem Burrell er en del af den ny Reggae Revival bølge fra Jamaica, der repræsenterer de samme kulturelle værdier, der strækker sig tilbage til Bob Marley-tiden.

Kareems far var Philip "Fatis" Burrell, der indtil han lærte sit producerhåndværk i den tidlige dancehall-æra, var kendt som en berygtet leder for en af Kingstons voldelige bander. Han blev dog hurtigt en af de mest indflydelsesrige producere i halvfemsernes roots-reggae-renæssance og var blandt andet manden bag navne som Luciano, Buju Banton og Sizzla. I 1989 etablerede han pladeselskabet Xterminator Records, der havde sin egen unikke og spirituelle lyd - klart modelleret i Fatis' billede.

Albummet Living Heart Vol. 1 er en hyldest i anledning af Xterminator Productions 25 års tjeneste inden for jamaicansk musik og en hyldest til dets grundlægger Philip "Fatis" Burrell, der for mange af disse kunstnere var som en farskikkelse. Fatis var af den gamle skole, hvilke betød, at han ud over at producere indspilninger af særdeles høj kvalitet også stod bag pr- og bookingarbejdet, ligesom han tog sig af de kunstnere, der indspillede i hans studie og tog med dem på turné.

Opsamlingsalbummet rummer blandt andet indspilninger med reggaestjerner som Beres Hammond, Buju Banton, Ini Kamoze, Gentleman, Lee "Scratch" Perry, Sizzla, Jesse Royal, Luciano og fælles for dem er, at de er produceret af Fatis eller Kareem. De fleste af numrene har ikke tidligere været udsendt, men er fundet frem fra gemmerne, og dét er der blevet et rigtig godt album ud af.

Særligt skal fremhæves Lucianos stærke hyldest til Fatis familien i Part Of One Big Family, men også Buju Banton i nummeret Oh, My Father og Pressure Busspipes eminente 'Shield And Guide, illustrerer tydeligt, hvilken betydning Fatis har haft for disse kunstnere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA