x
Kent: Store Vega, København

Kent, Store Vega, København

Kent: Store Vega, København

Anmeldt af Stine Lykkebo | GAFFA

De kendes som Nordens mest populære rockband, og om et år kan de fejre 25 års jubilæum med 11 album. De er både produktive og professionelle, og så er de ikke mindst folkekære med stort F. Det er gårsdagens udsolgte koncert i Store Vega et tydeligt eksempel på. Køen til garderoberne var både præget af stramme jeans og street caps, pelse og sixpencer, og adskillige fan-T-shirts gemte sig også under det våde overtøj. Kents fanskare favner bredt, modersproget kunne heller ikke være fællesnævner, for det var tydeligt at høre på køens mumlen, at hele Norden var jævnt repræsenteret i går. Til fælles havde de dog en dedikeret forkærlighed for de fire svenske mænd fra Eskilstuna.

 

Et lykkeberuset publikum

For der var en særlig stemning i Vega. En bred følelse af et afslappet og familiært fællesskab. Sjældent har jeg oplevet et så stemningsmæssigt afstemt og homogent publikum, hvor alle stod og svansede i et gyngende og roligt humør, og brugte mere energi på at lytte og absorbere fremfor at larme. Scenen blev iagttaget med et saligt og lunefuldt udtryk. Dog fik den hele armen mellem hvert eneste nummer, der blev sløjfet med et ordentligt bifald.

Publikum kunne dog ikke dy sig længere end til fjerde nummer "Socker" fra 2002, hvor hele salen sang med – højt og tydeligt – fra start til slut. En smuk akkompagnering til scenens to korsangere. Et andet tidspunkt, hvor publikum virkelig beviste sit skudsikre kendskab til Kent, var da første tone blev slået an til "Petroleum". Et begejstret suk løb gennem salen, og Kent fik løftet energiniveauet en tand og fik godt gang i gulvet. Det samme skete allerede ved næste nummer. Den ensomme guitar nynnede melodien til "Jag Ser Dig", og på et enkelt sekund var salen helt med på, hvad vi da skulle høre. Endnu engang assisteredes Kent med et fuldvoksent amatørkor fra den anden side af scenen.

Nummeret blev kørt af med et hidsigt strobelys, der i højfrekvensbrudstykker oplyste den dansende sal i hvidt. Men det var ikke en ren dansefest. Aftenen bød også på en romantisk kinddans med "Den Andra Sidan". En rammende intens oplevelse, hvor følelserne flød tykt blandt de vuggende, sammenflettede gæster.

 

En ubeskrivelig fornøjelse i levende live

Kent fik fra start tunet alle ører ind på den samme frekvens med en følelse af nordisk sommerhusidyl. Der blev skabt en fællesskabsfølelse og en stærkt iøjefaldende forbindelse både mellem scene og sal og publikummerne imellem.

Joakim Berg var nærværende bag mikrofonen, men samtidig utrolig fjern – drømt væk i gamle minder og følelser, der smittede af. Med lukkede øjne og vævende arme svævede han rundt på scenen i den "Kente" falset, og selv hvis man ikke forstod den svenske lyrik, var man ikke i tvivl om, hvad det hele handlede om. Følelserne af flerfarvet kærlighed krøb ubesværet ind under huden.

Ja, det var et dedikeret publikum, men den største cadeau må nu alligevel gå til Kent. Der kan være langt mellem snapsene, når det gælder en ren og overbevisende livepræstation, men ved Kents svenske frokostbord, vil det aldrig kunne komme på tale. Igen i går leverede de en kvalitet, der er til at tage at føle på. En lyd, der slår de indspillede originalversioner med flere længder, og som absolut må opleves på egen krop med egne ører. De er kendt som ikke mindre end Nordens største rockband, og det må siges at sætte barren højt. Men i går forsvarede de titlen med en energi, der næsten var for stor til Store Vega. Scenen virkede for smal til, at lys- og lydbølger kunne flyde frit ud til det oplyste publikum. De skabte en overvældende og voldsomt trang stemning, som ville de puste sæbebobler i en tændstikæske. De fremmødte blev stopfodret og sendt hjem med en propmæt fornemmelse.

Kent forstod at variere både med sætlisten, hvor især deres forrige album "Jag är inte räd for mörket" fik god spilletid, men også med sangenes indgang. Nogle numre startede stille, andre lige på og hårdt med den tunge og stålsatte trommegang. Dog løb alle numre i sidste ende samme sted hen. For Kent har skabt deres egen melankolske, let elektroniske rockgenre, der har overlevet flere årtier med utvivlsom succes hele vejen. I dagens musikverden, der er domineret af singlehits og radiodøgnfluer, der kan Kent være et overlevende særeksemplar fra den snart udløbne cd-kultur. De er overbevisende, genkendelige og vil aldrig gå aldrig af mode. Jeg tror, Kent er udødelige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA