Annasaid: Rite De Passage

Annasaid
Rite De Passage

Annasaid: Rite De Passage

GAFFA

CD /
Udgivelse D. 19.04.2014
Anmeldt af
Kristian Petersen

Fire år efter debuten og med udskiftning på halvdelen af posterne i bandet er aarhusianske Annasaid klar med deres andet udspil. Stilen er den samme, men udførslen mere sikker.

Albummet starter ud med en intro, der hen over to minutter, i heftigt stigende tempo, tegner bandets lyd. Flot leveret og fængende.

Produktionen er i top, og alle musikkens nuancer står tydeligt ud og danner et flot lydbillede med masser af kælen for detaljerne. Det løfter et nummer som Can't Stop the Ringing. Og selvom Martin Sahlertz i front ikke er udstyret med en markant vokal, spiller den fint op imod musikken, når vildskaben breder sig på for eksempel Collision, men falder lidt fladt på Do You See.

Ellers savner man mest mere variation blandt numrene. For når nu det er tydeligt, at Annasaid har styr på deres instrumenter og genren, ville det være klædeligt, hvis der blev prøvet lidt flere forskellige takter og ikke blot den samme ringlende mathrockguitar igen og igen. Overordnet er det dog et vitalt og godkendt overgangsritual, Annasaid har sendt på gaden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA