Kristian Harting: Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Kristian Harting, Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Kristian Harting: Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

I Pop Revo-kataloget står der oplyst, at Kristian Hartings musik er en inspiration af Mali-blues, lo-fi pop og avantgarde, som munder ud i et intimt og folket lydunivers. Dette er meget velbeskrevet og sigende for koncerten i går, desværre virkede det ikke, som om publikum på dette sene spilletidspunkt var indstillet til avantgarde og et intimt lydunivers. I stedet var der en del højlydt snak i krogene. Mest af alt summede salen af forventningsglæden til hovednavnet Future Islands' afslutningskoncert på førstedagen, hvilket gav et lidt utaknemmeligt job for den dygtige Kristian Harting. Inden han gik i gang, udbrød han således, dog med et smil på læben: "Hey, kan I så lige holde jeres kæft, det er mig, som skal spille".

Herefter går Harting i gang med musikken, som er nedtonet til blot ham og hans guitar. Ved andetnummeret "Sole Collector" dæmpes snakken efterhånden, og Harting trænger smukt igennem salen med distortet guitar og samplede vokalharmonier. Desværre varer det ikke længe, før snakken igen går, og da klokken nærmer sig midnat, virker spilletidspunktet for Harting også lidt malplaceret, hvor summen i salen desværre til tider overdøver det musikalske multitalent. Måske er en anden faktor også Swearing at Motorists vs. Snaredrums energiske koncertoptænding forinden, som gør genreskælvet lidt for stort, og nærværet mellem kunstner og publikum udebliver desværre koncerten igennem.

Kristian Harting har ellers med sit første engelsksprogede album i eget navn, "Float", tiltrukket sig stor interesse fra især det udenlandske publikum. Dette skyldes måske hans fortid som en del af gruppen DreamJockey. "Float" er udgivet via det tyske pladeselskab Exile on Mainstream, som ligesom for Ed Schrader's Music Beat har bragt opvarmningsgigs for Future Islands' forårsturne rundt i Europa. Kristian Harting er således ligeledes kurateret af Future Islands til årets festival.

Ind imellem sangene er der også momenter af dybe droonede lydbilleder, hvor singer/ songwriteren giver rum til de støjende kompositioner, som f.eks. på "Queen of the Highway". Overordnet formår han at få det maksimale ud af den, ved første øjekast, spinkle opsætning. Her benytter Harting sig af elektroniske virkemidler, hvor loops giver vokalen lag og medvirker til fine små detaljer i musikken. Men det skrabede lydbillede forbliver lidt for skrabet til det nu mere festhungrende publikum. Højdepunktet for koncerten er "Sole Dancer", hvor Harting også rejser sig fra stolen og giver koncerten et lidt mere livligt countryinspireret input med smukke drømmende toner.

Der er generelt ikke så meget at kritisere på selve koncertudførelsen, men desværre trækker det overordnede billede lidt ned og efterlader en med en lidt mat og tvetydig følelse i kroppen bagefter, hvor man kunne have ønsket sigat Kristian Harting havde spillet før Swearing at Motorists vs. Snaredrum og hermed overtaget Atlas' mere intime lokale, hvilket ville have fungeret bedre for helhedsoplevelsen af koncerten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA