x
Current 93: Jazzhouse, København

Current 93, Jazzhouse, København

Current 93: Jazzhouse, København

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Arkivfoto

Nogen helt almindelig aften var det ikke, denne lørdag aften på Jazzhouse. Det britiske (ok)kult-band Current 93 med karismatiske David Tibet i front gæstede nemlig København for første gang i bandets 32 år lange karriere. Current 93 har kun én gang gæstet Danmark. Tilbage i 2011, hvor de spillede en koncert på VoxHall i Aarhus, der også var bandets første koncert i Skandinavien.

Forventningerne var derfor høje, da jeg i selskab med en flok klædt i goth og et par husmødre, der i dagens anledning havde fundet stilletten og nylonen frem, forsvandt ned i Jazzhouses mørke kælder, hvor supportband var byttet ud med kirkeklokker. En dyster stemning var sat fra starten.

Jeg havde heller ikke forventet andet efter at have lyttet til Current 93's mørke og på sin vis smukke, nye album "I Am the Last of All the Field That Fell", der flere steder er udråbt til bandets hovedværk. Og det er noget af en bedrift, eftersom det legendariske band har over 50 album og singler i bagagen.

Det blev da også dette album, der var omdrejningspunkt for aftenen. Eller med andre ord: "I Am the Last of All the Field That Fell" var koncerten, for som aftenen skred frem stod det klart, at aftenens sætliste var albummet fra A-Z, dog med undtagelse af den ellers så smukke "Mourned Winter Then", der til min store ærgrelse var udeladt. Måske fordi det på albummet er Antony Hegarty, der krydrer "I Am the Last of All the Field That Fell" med sin vokal, hvor også Nick Cave er på gæstelisten.

Ryst posen, kunne man være fristet til at sige. Men lige netop i Current 93's tilfælde gør det ikke spor, at sangene kommer i samme rækkefølge som på albummet, da David Tibets teksttunge, poetiske og ofte kryptiske univers føles som én lang fortælling. En fortælling, der kredser om døden, religion og det okkulte, og på smuk vis bliver fortællingen rundet af, da David Tibet i den dragende og nedskalerede "I Could Not Shift The Shadows" mystisk synger om "your invisible church" og "the sex of stars", som han også indledte aftenen med i det uhyggelige åbningsnummer "The Invisible Church".

 

En fortæller af hjertet

Der er en særlig aura omkring David Tibet, lige fra han entrerer scenen med et glas hvidvin i hånden til en ellers noget tam og skuffende applaus fra publikum, der forsigtigt har bevæget sig helt op til scenekanten.

På nærmest hypnotiserende vis begynder han sin fortælling, og man står hurtigt som en urokkelig statue og lytter andægtigt til hans apokalyptiske tekstunivers, der dragende bliver udført med skiftevis en gysende hvisken, hæse hvæs og primale vokaludladninger. Alt sammen som var det taget ud af en Hitchcock-film. Det er heller ikke svært at forestille sig, at denne mand har sit eget bogforlag Ghost Stories Press, der udgiver obskur, gammel skræklitteratur med okkulte temaer.

Det har heller aldrig været nogen hemmelighed, at David Tibet interesserer sig for okkult litteratur og bibelsk mytologi. Tidligere er han blevet kaldt dommedagsprofet. En titel, han ikke selv er glad for, da han efter eget udsagn bruger det religiøse til at udforske sig selv og sit eget liv.

Men under aftenens koncert forstår jeg i enkelte øjeblikke, hvad der hentydes til, for under numre som den lidt for støjende "And Onto PickNickMagick" ledes tankerne mere i retning af et vækkelsesmøde end en egentlig koncert.

Der er ingen tvivl om, at David Tibet og hans formidable evner som fortæller er det alt overskyggende omdrejningspunkt i Current 93's univers, og det kommer lige fra hjertet. Han leverer med så stor indlevelse og nærvær, at man godt kan tilsidesætte, at koncerten bliver en anelse statisk i længden, og at enkelte af numrene bliver en smule langtrukne.

 

Eksperimenterende lydlandskaber

Vi anmeldere har det ofte med at ville genrefastsætte musik. Men her bliver jeg virkelig udfordret, for eklektiske Current 93 har, lige siden David Tibet, bandets eneste faste medlem, startede Current 93 tilbage i 1982, været i konstant forandring.

Gennem årene har betegnelser som apokalyptisk folk, introspektiv rock, mørk avantgarde-jazz og neo-folk været brugt i beskrivelser af Current 93, men én ting er sikkert. Hvis man vil udfordres rent musikalsk, er Current 93's eksperimenterende lydlandskaber det helt rette univers at gå på opdagelse i. For her er virkelig tale om en kompleks, musikalsk oplevelse.

Nok er David Tibet i centrum hele tiden, men nævnes skal også hans dygtige musikere, der i aften består af guitaristen Tony McPhee, Carl Stokes på trommer, bassist James Blackshaw, Andrew Liles på "det tekniske", som Tibet siger, og sidst, men ikke mindst hollandske Reinier van Houdt, der tryller på sit piano, så de små hår på armene rejser sig.

Efter at have leveret "I Am the Last of All the Field That Fell" vender bandet tilbage til en noget mere varm og insisterende applaus og leverer tre ekstranumre fra bagkataloget, der viser en noget mere varieret og aggressiv udgave af Current 93.

Med "Imperium II", "Lucifer Over London" og den guitarbårne "Sad Go'Round" bliver en helt særlig, musikalsk oplevelse rundet af. En aften, der gentagende gange har krydset grænsen mellem at være smuk og skræmmende, gal og genial.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA