x
Dirty Loops: Loopified

Dirty Loops
Loopified

Dirty Loops: Loopified

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 19.05.2014
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

Den svenske YouTube-trio Dirty Loops har de sidste år opnået stor bevågenhed på de sociale medier grundet deres spektakulære covere af blandt andre Lady Gaga og Britney Spears. Her har gruppen kørt klassiske popsange gennem deres musikalske vanvidsmaskine baseret på jazz og fusion-funk. Med deres nye debutalbum, indeholdende 10 egne kompositioner, fortsætter Dirty Loops trofast deres selvskabte genre. Det lyder ikke som noget andet, jeg nogensinde har hørt før – og så alligevel. Det bedste bud må vel være en blanding af Stevie Wonders vokal tilsat Aviciis EDM-lyd, Herbie Hancocks akkorder og Red Hot Chili Peppers bas og trommer. Sådan cirka.

Det er ikke til at sætte i bås, men det er også fuldstændig ligemeget, for det er knaldhamrende godt. Dirty Loops er avanceret pop-funk-jazz udført af ekstremt dygtige studie-musikere, som får lov at udfolde sig kreativt og lege røven ud af bukserne. Det er velskrevet, det er vildt, og nogle gange er det lidt for meget. Men når de rykker, så gør de det 110 procent, som under åbningsnummeret Hit Me eller på Sayonara Love og Die For You. Også to covers har sneget sig ind på pladen i form af Aviciis Wake Me Up og Justin Biebers Roller Coaster. Særligt sidstnævnte ville jeg aldrig have gættet på var et Bieber-nummer med dets funky blæser-tema.

Selvom Dirty Loops er studie-musikere, lyder rigtig meget af deres materiale live-indspillet, og det tekniske niveau er ekstremt højt. Man taber let kæben op til flere gange, når de tre herrer hver især udfolder sig på bas, trommer og vokal, og med god grund har prominente musikere som Brian McKnight og Quincy Jones meldt sig som fans af gruppen. Jeg melder mig hermed også under fanerne. Loopified er et album, jeg i dén grad glæder mig til at høre live, næste gang bandet kommer til Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA