x
Bryan Adams: Det Kongelige Teater, København

Bryan Adams, Det Kongelige Teater, København

Bryan Adams: Det Kongelige Teater, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

I foyeren hænger der lysekroner, og man kan andægtigt passere buster af blandt andre H. C. Andersen og Poul Reumert. Jeg kunne forledes til at tro, at jeg var gået forkert. Og så er der alligevel noget, der siger mig, at netop musikkens nøgne setup fortjener at blive understreget af særlige omgivelser.

På sin vis står Det Kgl. Teaters imposante omgivelser i skarp kontrast til to mænd klædt i sort med et sort bagtæppe i ryggen. Kun bagtæppets billede af et pirat-kranium iført høj sort hat samt turneoverskriften "Bare Bones" skiller sig ud fra de minimalistiske kulisser til et absurd teaterstykke. Og så er der alligevel fra allerførste takter aldeles jordnær kontakt med salen.

En mand og hans guitar er i hvert fald alt, hvad der skal til for at skubbe "Run To You" ud over scenekanten til et publikum, der kender tekst, mellemspil – og de synkoperede klap, som i fraværet af trommeslager og rytmesektion fastholder sangens drive. Et drive, der fortsætter i "It's Only Love", om end originalens seje riff ikke fuldt og helt kommer igennem på akustisk guitar. Til gengæld kommer der nærmest poetisk fylde over "Here I Am (End Title)", da Gary Bright på piano fordobler aftenens besætning.

 

Bryan Adams gør status

Med årene er der kommet en dybere refleksion over indholdet af Bryan Adams' sange. En udvikling, der på én gang inspirerer til at prøve kendt materiale af i nedbarberede arrangementer, til at fejre 30 året for udgivelsen af albummet "Reckless" med at finde ukendt materiale frem fra gemmerne, og til at lægge sidste hånd på en samling country- og folk-standards.

Efter et spinkelt arrangement af "I Can't Stop Loving You" er det umiddelbart svært at dømme, om det sidste er et overbevisende projekt. Til gengæld giver det en fornemmelse af, hvor og hos hvilke kunstnere Bryan Adams har sine musikalske rødder. På samme måde ligger der en kærlig respekt i hans mail til country-sangeren Kenny Rogers for at takke for dennes indspilning af "When You Love Someone". En mail, der oven i købet blev besvaret … hvilket blot fik ham til at tænke, at han måske hellere skulle ha' sendt en mail til Sandra Bullock, da selvsamme sang blev brugt i filmen "Hope Floats".

Bedst som man tror, at der er gået en blanding af sentimalitet og selvironi i løjerne, bliver der skiftet gear med "Can't Stop This Thing We Started". Med sangerens overbevisende pondus blev en sidste rest skepsis over det nedbarberede setup gjort til skamme af den charme og nerve, der blev lagt for dagen.

 

Fra drøm til stjerne

Så gør det ikke så meget, at en sang som "(Everything I Do) I Do It for You" minder én om den efter undertegnedes mening misforståede casting af Kevin Costner som Robin Hood. Eller at "All For Love" denne aften mangler nogle af de nuancer, som Sting og Rod Stewart lagde i originalen til genindspilning nummer gu' ve' hvad af "De Tre Musketerer". Næh, Bryan Adams bevæger sig alt andet lige hjemmevant i sine egne sange og kører aftenen sikkert hjem på charmen og ikke mindst på troen på sit eget bagkatalog.

Bryan Adams er en umiddelbart klichéfyldt historie om den håbefulde ungersvend, der tager skodjobs for at tjene til den første guitar. En historie, der har sin fortsættelse ved hans første besøg i København, hvor Bryan Adams optræder i ydmyge opgivelser, halvt sexshow og halvt spillested. Denne aften kunne han så stå på den danske nationalscene – og med kærlig ironi være bekymret over, om det var historien om sangskriver-makkeren Jim Vallances kat, der havde overpisset guitaren, som havde afholdt majestæten fra at troppe op i kongelogen.

 

Blev varen leveret?

Efter aftenens 26 numre prøver jeg ihærdigt at rette en gnaven gammel mands kritiske blik mod koncerten. Var der bare tale om en sympatisk sanger, der i sit materiale blot holder hovedet koldt og hjertet varmt? Eller var det oveni en erkendelse af og fornemmelse for egne begrænsninger og kvaliteter, der i optimal øjenhøjde med publikum fik spredt en både banal og ukuelig tro på livet og kærligheden? Jeg hælder så afgjort til det sidste.

Nok kan jeg ikke huske så meget fra sommeren '69. Jeg var lige fyldt 10 og kun lige begyndt at negle min brors lp'er med The Rolling Stones. Denne aften følte jeg mig nu alligevel ung igen, da Bryan Adams' slagsang om samme sommer fik det samlede publikum op stolene på parket og gallerier.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA