x
Diverse kunstnere: Nordic Noise, Pumpehuset, København

Diverse kunstnere, Nordic Noise, Pumpehuset, København

Diverse kunstnere: Nordic Noise, Pumpehuset, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

De var i gang også fredag, men lørdag kunne dette mini-Copenhell i form af "Nordic Noise" levere rigeligt af Helvedes stikflammer mod himmelske fornemmelser. Niveauet var så højt, at et par påstande er på sin plads: Hvis nogen efter denne lørdag aften påstår, at rocken er død, så er det fordi man hverken kan høre eller se – alternativt har fået et kronisk hjertestop, så det alligevel kan være lige meget.

Det VAR også en stjerneparade: Foruden Freak Kitchen (SE) bestod den af Electric Guitars (feat. Søren Andersen & Mika Vandborg), Denner's Trickbag (feat. Michael Denner), Fate, L.A. Collection (som nu vil hedde Lucer), Sea, Statement og The Boy That Got Away.

Til at lede publikum gennem denne aften kom en stemme fra dybet, som havde han skreget "It´s Only Rock & Roll" hele aftenen. Jam' det gjorde han næsten også – denne konferencier, rockanmelder-ikonet Steffen Jungersen (.dk). Både musikere, konferencier og publikum var nemlig særdeles hengivne til denne ædle musikart. Og når det nu er sådan fat, så kan ingen tillade sig at sjuske med tingene.

Alligevel var det ingen konkurrence al den stund, at der ikke fandtes tabere. Og når der alligevel falder stjerner, og et par hug hist og her, så skyldes det mest, at det er altså en anmelders lod også at have det kritiske blik på - selv når festen nærmest er uimodståelig.

The Boy That Got Away ****

Aarhusianske The Boy That Got Away sørgede for en god start med Tim Alvin Boström (vokal/guitar) i front. Han blev fulgt godt på vej af et meget tight tromme- og basspil fra Casper Simonsen og Matias Bager. Der er ingen tvivl om, at det har kostet meget slid at nå til, hvor de er nu – og rigtigt mange klubjobs. Nummeret The Politics er kommet på video, og det var en del af styrken på Nordic Noise, at man også kunne høre potentialer på ikke fuldt udviklede bands. The Boy That Got Away er sådan en størrelse. Der er egentlig ikke en finger at sætte på bandet, men man kan også høre, at der er masser tilbage i posen, som bare venter på at komme ud med endnu mere sammenspil. Energien, viljen og spilleglæden er der – så keep it up drenge!

Sea ***

Sea var et behageligt bekendtskab. De var ikke bange for det storladne og nogle gange ligefrem lange, melankolske numre. Men det var som om, bandet ikke spillede helt så tæt og overbevisende, som musikken lagde op til. Sea ville lige nu gøre sig mere i det enkle, indtil teknikken kan følge med alle ambitionerne. Når det er sagt, så var det ingen dårlig optræden. Der skal bare mere af det samme til – og spillet mere overbevisende - før vi når op på fire stjerner.

Denner's Trickbag ****

Teknikken drillede et andet band, og Denner's Trickbag måtte gå på før tid. Hold nu k… hvor kan han dog stadig spille guitar, denne Michael Denner, som er kapelmester i dette sympatiske projekt.

Jow - "stadig", for han har medvirket på et par plader med en mand, som blev berømt bl.a. for at være okkult og male sig i hovedet med bøssecreme, som han selv har kaldt det over for denne skribent, der lige som han er fra Hvidovre. Navnet på den bemalede mand er ikke nævnt - for her er det Michael Denner & band, som det skal handle om.

Denner selv har rødderne solidt plantet i den hårdeste metal, og han har også stået på samme scene sammen med de gamle venner i Metallica. Selv om det vist ikke er meningen, kan man sagtens høre det, når resten af bandet leverer en mere mainstream klassisk, hård rock. Det er ingen ueffen kombination. Alting bliver sparket en ekstra gang frem mod scenekanten i flot sammenspil med resten af bandet. Faktisk lå bandet til de fem stjerner, men noget gik galt med forsangeren Lars Berthelsens vokal. Han trængte ikke helt igennem. Blev for lys og luftig på nogle meget bastante riffs, hvor en flaske Jack burde være pligtmedicin. Måske var det bare lyden. Eller måske skal der arbejdes mere med at give sangen fylde for at leve op til den bastante, velkvalificerede lydmur?

Statement ***

Statement gik på med en helt vildt smittende spilleglæde. De fik lidt teknikbøvl, men gik proff videre, og havde de holdt dampen helt oppe uanset afbrydelser, så havde de nok fået en stjerne mere. Niels Alex (lead guitar og vokal) var en god indpisker for et band, som helt tydeligt bare ville denne fest. Deres største problem er, at der mangler et nummer, som man husker meget fra bagefter. Det hele var mere en totaloplevelse frem for et riff, der blev hængende i erindringen efter stikket blev trukket. Skal man pege på en mangel, kniber det med melodimaterialet, men som sagt: Energien er der. Og når et band forlader scenen, og man stadig står med et kæmpesmil bagefter, så har de gjort en vigtig forskel.

Electric Guitars ***** (billedet, arkivfoto)

Guitaristerne Mika Vandborg og Søren Andersen er naturlige fikspunkter i et band med verdens mest uoriginale, men meget sigende bandnavn, når man nu spiller den slags: "Electric Guitars". Her var en opvisning ikke blot i teknik, men også evnen til at dosere den i perfekt, afmålte mængder. Når de to drenge spiller et riff, så må englene holde op med at synge og skrue op for Marshall-forstærkeren i stedet. De to guitarister kan samtidig synge, og udfordre publikum i numrenes nuancer, der ikke altid tager den nemmeste eller mest lyttevenlige genvej. De to tør lege med udtrykket, og bliver derfor aldrig kedelige. Trommeslager Morten Hellborn og bassist Peter Kjobsted lægger ikke blot en bund, men har en væsentlig andel i de to guitaristers muligheder for at variere og drive frem. Traditionel rock, ja, men ikke uoriginal. Stor, stor oplevelse!

Lucer ***

Lucer var annonceret under navnet L.A. Collection – et bandnavn, som gruppen havde bestemt sig for at begrave samme aften. For mange vil aftenen med Lucer være noget, man husker: Et purungt band – absolut aftenens benjaminer – som med old school rock a la tidlig AC/DC i uptempo tegnede konturerne af noget, som godt kan blive stort. Trioen er ikke bange for at hive solidt fat i den simple rocks rødder, men det er som om, at de slet ikke er gamle nok til at have et sentimentalt forhold til det. De spiller det, som var det hele deres helt eget, og den magiske illusion virker. Originalt? Nej. Effektivt? Gu' fanden ja!

Fate ****

Fate skal have point for at turde tage 90'er-agtig stadion metal ned i klubplan. Det oprindelige line-up blev også dannet i 1984. Mest velbevarede medlem fra dengang var bassisten Pete Steiner, som kunne alle de svulstige basgange, som den slags musik kræver. Forsanger Dagfinn Joensen har kun været med siden 2009, men mindede i sine bedste øjeblikke om en erfaren og mere melodisk Bruce Dickinson fra Iron Maiden. Virkede det? Ja, og det så man så bort fra fornemmelsen af en åben tidslomme fra noget forgangent. Bandet har både nye og flotte numre, der gjorde Fat til en god og vedkommende oplevelse. De har sangene – og de kan spille. Om man kan lide snerten af symfonisk rock er så som så meget andet en smagssag.

Freak Kitchen ****

Aftenens grin stod Freak Kitchen fra Göteborg for. Frontmand Mattias Eklundh kan sige så meget nonsens, at han bliver hylemorsom. For eksempel da han foreslog at ruske kinder frem for det traditionelle syng med, som han ikke gad. Det kan være, det ikke lyder morsomt, når det bliver skrevet, men tro mig: Manden er vanvittig morsom. Tilmed kan trioen spille så fandenivoldsk og teknisk begavet, at det blev den perfekte afslutning på en laaang aften. En aften, hvor totaloplevelsen var større end summen af de enkelte dele, og vi derfor ender på fem stjerner.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA