x
Karsten Jørgensen: George Harrison - Den spirituelle beatle

Karsten Jørgensen
George Harrison - Den spirituelle beatle

Karsten Jørgensen: George Harrison - Den spirituelle beatle

GAFFA

Bog / Haase & søns forlag
Udgivelse D. 30.05.2014
Anmeldt af
Espen Strunk

Når man som biograf kaster sig over en allerede ganske eftertrykkeligt portrætteret personlighed, kræver det en form for forklaring. En motivation, om man vil. Og når man som forfatter og selvbestaltet Beatles-ekspert i et lille sprogområde som det danske vælger at udgive en murstensbiografi om en af verdens mest berømte musikere, er behovet i ganske høj grad til stede.

Eller sagt på en anden måde: Kan den 59-årige Jørgensen noget, som utallige mere eller mindre navnkundige, internationale rockskribenter ikke har formået? Svaret blæser i vinden efter læsning af mandens aktuelle opus – ganske som det i øvrigt gjorde efter læsningen af hans to år gamle fanbiografi "Bruce Springsteen - en biografi" eller for den sags skyld hans "Bob Dylan Leksikon" – yes, med engelsk orddeling – tilbage i 2000.

Gennemarbejdet indtryk

Bevares, ikke fordi det her skal lyde som et karaktermord på den sikkert ganske sympatiske og dedikerede entusiast Jørgensen, som faktisk formår at gøre et både seriøst og gennemarbejdet indtryk med sine godt 450, nye sider om (sic) "den spirituelle beatle" - opdelt i 24 kapitler med underligt stikordsagtige overskrifter som "Dark Horse Records, nordamerikansk turné og Olivia (1973-75)" og så fremdeles.

Og i øvrigt ikke andre billeder end en collage af i alt tyve fotos optrykt på omslagets inderside – formentlig fordi det ville være umuligt for et lille, dansk forlag at betale sig fra rettighederne til at præsentere et stort og flot billedmateriale, som vi kender det fra større, internationale stjernebiografier.

For nej, det er ikke bare udtryk for jantelov og lyseslukkeri, når man kan tillade sig at have visse forbehold, når en ellers nok så entusiastisk og vidende dansk fan uden blusel påtager sig rollen som kronikør for nogle af popkulturens største koryfæer. Det handler også om helt konkrete forhold og begrænsninger, hvoraf copyright-forhold kun er en lille del.

Andenhåndskilder

Læg for eksempel hertil, at en dansk skribent umuligt vil have samme instinktive forståelse af en Harrisons kulturelle og geografiske referenceramme som en – eventuelt jævnaldrende – landsmand.

Eller vigtigere: At en Jørgensen alt andet lige ikke har adgang til samme kildegrundlag som en rutineret britisk eller amerikansk rockjournalist, hvor Jørgensen bøger – herunder "George Harrison – Den spirituelle beatle" - da heller ikke baserer sig på førstehåndskilder og forfatterens egne interviews, men derimod på den allerede foreliggende litteratur på feltet.

Fair nok – omend man kan hævde, at enhver sådan set kan gå på Statsbiblioteket og Amazon og erhverve en stak bøger om et givent emne. Og netop metoden her kan siges at adskille den regulære rockarkæolog fra den glade amatør. Sagt på en anden måde:

Jeg betragter i al ubeskedenhed mig selv som en nogenlunde kapabel kulturjournalist – men jeg kunne sgu aldrig drømme om at kaste mig ud i at skrive en biografi om Lennon, Dylan eller for den sags skyld George Harrison.

Sober stil

Nuvel, forfatteren holder en sober og seriøs stil gennem bogen, om end vi ikke undgår en række mindre flovsere undervejs: Fra unødvendige sproglige unøjagtigheder til irrelevante værdidomme og generaliseringer, hvoraf jeg kun skal nævnte nogle stykker her.

Jeg kunne for eksempel godt have undværet den bedrevidende skolemestertone, når forfatteren omtaler de hysteriske, kvindelige beatlesfans som "forskruede pigebørn," ligesom det virker ejendommeligt, når Jørgensen konstaterer at der på hovedværket "All Things Must Pass" er 'flere spirituelle sange end sædvanlig.' Øh, ja - for den tredobbelte lp var Harrisons debut efter hidtil at have haft stærkt begrænset spillerum mellem de kongeniale kolleger Lennon/McCartney.

Jørgensen finder også anledning til at genbruge en lidt letkøbt generalisering fra en af sine kilder, som 'med rette påstod, at 1970 blot var en gentagelse af 1967, bare "uden farverne, humoren og det vovede." Well, man forstår godt hvad der menes, men alligevel bliver generaliseringen næsten så bred, at den mister sin mening – hvortil jeg vil tilføje, at når denne signatur endelig sætter en Beatles-plade på – så er det faktisk "Let It Be" fra netop 1970. Og ikke den tre år tidligere "Sgt Pepper's Lonely Hearts Club band."

Hvor relevant det er at høre om forfatterens personlige vurdering af om det ene eller andet nummer står stærkest på en given plade, kan naturligvis også diskuteres. Det skal dog ikke skygge helt for, at det naturlligvis slet ikke er uinteressant atr læse om den sympatiske superstjerne med den sammensatte personlighed, splittet mellem seriøse spirittuelle aspirationer og de verdslige fristelser, som formentlig ikke har været ubetydelige, når man har et medlemskab af The Beatles på sit cv.

Flad finale

Ikke mindst gennemgangen af Harrisons senere år med kræftsygdom, økonomiske ærgelser og overfaldet i hjemmet er hjerteskærende læsning – hvorfor det da også synes lidt fladt, når den lange bog afsluttes uden antydning af retorisk schwung med nogle linjer om hovedpersonens søn Dhani, som 'siden har valgt at gå mere aktivt i sin fars fodspor og skabt sig en selvstændig karrirere som professionel musiker, bl.a. i samarbejde med Bob Dylans søn Jakob og som medlem af grupperne thenewno2 og Fistful of Mercy." 

Sådan en flad finale ville en god journalist ikke være bekendt - det er relevant information, men ikke den mest elegante kulmination på en 450 sider lang livshistorie. Til gengæld har Jørgensen set rigtigt ved i bogens begyndelse at lade Harrisons besøg som backingmusiker ved Delaney & Bonnies koncerter i Falconer Salen i '69 udgøre den retoriske forankring for den videre fortælling.

Men igen: Hvorfor har forfatteren dog ikke forsøgt at få en snak med for eksempel Bonnie Bramlett (Delaney døde i 2008, red.) – det kan ikke være umuligt, selv uden et stort medie i ryggen? I stedet får vi nogle oversatte citater fra Marc Shapiros tolv år gamle biografi "All Things Must Pass – The Life of George Harrison" (som i øvrigt her refereres med henvisning til den senere, amerikanske titel "Behind sad Eyes: The Life of George Harrison").

Sekundabiografi

Og sådan er det hele vejen igennem. Det er sjovt at høre om den unge Harrisons første tur til USA, hvor han besøgte en søster i Illinois og spillede country-covernumre med et lokalt band. Mens det er irriterende, når Jørgensen affejer Beatles-sangen "Revolution" som "John Lennons noget rabiate statement" (hvilket den netop ikke er, hvis man lytter efter teksten) eller beskylder Lennon for at være "lidt sarkastisk" i nøglesangen "God" fra "Plastic Ono Band" (1970).

Netop dén plades væsentligste karakteristikum er måske dens hudløse og direkte udtryk – 1:1, stærkt influeret af Arthur Janovs radikale psykoterapi og netop IKKE præget af den sarkasme, som ellers ganske rigtigt var et væsentligt træk ved jokeren John Lennon.

Well, well, well – for nu at ty til et andet citat fra samme album – Jørgensen har lagt et stort stykke arbejde i "George Harrison – den spirituelle beatle," og al ære respekt for det. Hvor uomgængeligt et bidrag til den samlede Beatles-lekture, en sekundabiografi som denne så udgør, er en anden snak.

Karsten Jørgensen: George Harrison - Den spirituelle beatle. Haase & Søns Forlag, 478 sider, udkommer 30. maj 2014. Vejl. pris 275 kroner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA