x
Steen Jørgensen: Magasinet, Odense

Steen Jørgensen, Magasinet, Odense

Steen Jørgensen: Magasinet, Odense

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Inden vi sådan for alvor går i gang - jeg skulle egentlig ikke have anmeldt denne koncert, men vedkommende der skulle, måtte springe fra, og så blev jeg kaldt ind i 11. time. Derfor vil jeg lige indledningsvist sørge for at spille med åbne kort. Jeg kender Steen Jørgensen en lillebitte smule på personligt plan, og jeg har arbejdet musikalsk sammen med Tonje Terese, der ved koncerten var med i hans band på synthesizere og vokal. De andre musikere har jeg dog aldrig modtaget julekort fra eller delt romersk bad med.

Sidste år udgav Steen Jørgensen "Standards For Living", et album med coverversioner og fortolkninger, og her ca. et halvt år efter er han klar til at præsentere musikken live med band. Der var vel dukket små 300 mennesker op på Magasinet i Odense, en pæn del tilhørende det grå guld-segmentet, og måske ikke så mærkeligt endda, for en del af aftenens musikalske repertoire stammede da også fra dengang, det gik sådan til, da farfar var ung. Og så kan man jo altid indlede med den samme gamle dans - har koncerter med rene fortolkninger nogen kunstnerisk berettigelse? Er det ikke bare sådan noget, man kaldte for jam-bands i halvfemserne? Tjah, tjoh, det må vist være op til den enkelte, men at fortolkningen har sin plads i rockhistorien er indiskutabelt, og at visse navne på det mere eksperimenterende overdrev, så som f. eks. slovenske Laibach og amerikanske Residents, har løftet opgaven til ligefrem konceptuelt kunstneriske højder, er vel også indiskutabelt.

Omkring kl. 21 gik Steen Jørgensen og hans seks musikere på scenen, og blev klappet godt i gang af det fremmødte publikum. Der var desværre indledningsvist nogle problemer med lyden, noget kabel drillede og skrattede, og alle niveauer var ikke lige godt afstemt. Det betød, at Jørgensens vokal ikke trængte helt tydeligt igennem til at begynde med, men det blev heldigvis hurtigt rettet, og så kunne man høre ham bedre. Det kneb dog desværre stadig med de andre vokaler undervejs.

Spil noget vi kender!
Og det gjorde de så, stort set hele tiden. Det var de gamle traveres Paradis, og klart nok, nu koncerterne baserer sig på "Standards For Living"-albummet. De var der alle de gamle mænd fra Den Gode Smags Klub; Bob Dylan, Leonard Cohen, Neil Young - et fint, men også meget forudsigeligt selskab. De lidt mere skæve indslag fra albummet såsom Kraftwerks "The Model" og Village Peoples "Go West" (udødeliggjort af Pet Shop Boys), var filtreret fra til denne livesammenhæng, så den overordnede lyd var meget rock med rock på, undervejs med enkelte afstikkere i retning af postpunk og country samt en hel del ballade og croon.

Og hvis vi hiver fat i det der med croon, så skal det naturligvis nævnes, at Steen Jørgensens vokal fungerede godt - som altid, fristes man til at sige, og han lavede i øvrigt meget andet end blot at croone. Det hører nok også med til historien, at Jørgensen er en større vokalist end arrangør, for selvom musikken bestemt lød fint - og musikerne spillede absolut godt sammen - så var nogle af arrangementerne vel i virkeligheden ret klassiske, nogle vil måske sige konservative. Dette muligvis af respekt for originalnumrene, muligvis for at lade Steen Jørgensens vokal stå stærkt i lydbilledet; og det må man bestemt sige at den gjorde, så ud fra den præmis fungerede det fint.

Visse arrangementer formåede også at skille sig ud, bl.a. "White Room", hvor både det instrumentale såvel som duet Steen Jørgensen og Tonje Terese (der nu var bevet skruet op) imellem fungerede godt og skabte en god dramatik, helt klart et af koncertens højdepunkter. Selv samme Tonje Terese stod for kompositionen bag aftenens eneste reelt nye nummer, "Angry Mystics", der lagde godt ud med sin elektroniske indledning, hvilket skabte fin kontrast, for så at bevæge sig mere i retning af rock, velsagtens lidt en udebane i forhold til det, der er hendes bagland og stærke side.

Nostalgiske fornemmelser
Steen Jørgensen og hans musikere gjorde det godt. Teknisk set var der ikke mange fingre at sætte på særlig meget undervejs. Men kunne en koncert som denne sige sig fri for dybest set at være lårtyk nostalgi? Nej, slet ikke - at fortolke Lana Del Rey i den sammenhæng tæller højst som retro-nostalgi. Og nostalgi er jo, som bekendt, en pestilens for dem, der har noget nyt at sige. Men det har Steen Jørgensen bare ikke haft i forbindelse med dette projekt, og han har ikke lagt skjul på, at disse koncerter skulle tage udgangspunkt i "Standards For Living".

Så kan man være mere eller mindre enig, men det må til syvende og sidst være Steen Jørgensens egen afgørelse, og den tror jeg, han har truffet primært, fordi han er vokset op med de her sange og holder af dem. Og det synes jeg ikke rigtig man kunne være i tvivl om efterhånden som koncerten udfoldede sig. Jørgensen selv virkede rigtig godt tilpas i sit repertoire, og de seks musikere gjorde det godt. Ganske vist var lyden lidt rodet til at begynde med, men jeg synes man fik rettet op på den, hvilket gav de rette betingelser for resten af bandet også.

Som man måske kan fornemme, så deler jeg ikke samme nostalgiske forhold til Van Morrison, Johnny Cash et. al. som Steen Jørgensen. Jeg er også lige en generation yngre. Men jeg kunne sagtens se flere af mine ældre koncertmedgængere reagere meget positivt undervejs, og hvis en sang er god nok, så ser jeg dybest set ikke noget galt i at opføre den både tredive, fyrre og halvtreds år, efter den blev skrevet. Jeg går også stadig, med stor fornøjelse, til Mahler-symfonier i Koncerthuset, ingen sammenligning i øvrigt.

For mig var samspillet mellem de forskellige medbragte musikere og så Steen Jørgensens vokalarbejde de bedste elementer denne aften, for andre har det nok været et glædeligt genhør med barndommens toner. Og det er vel helt fint, alt sammen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA