x
Diverse kunstnere: Vi Elsker 90'erne, Rødovre Rådhusplæne

Diverse kunstnere, Vi Elsker 90'erne, Rødovre Rådhusplæne

Diverse kunstnere: Vi Elsker 90'erne, Rødovre Rådhusplæne

Anmeldt af Henrik Jensen | GAFFA

90'erne. Det bekymringsløse årti. Efter fattig-80'ernes kartoffelkur og koldkrigstrusler kom et farverigt årti, hvor alt var lovligt. En tendens, der også sås på den musikalske front. Begrebet eurodance ramte specielt Skandinavien med en kraft større end MC Hammers bukser. En genre, der var lige så lyserød som candyfloss og havde lige så lidt budskab som en dåse makrelsalat. Navne som Haddaway, Snap! og Ace of Base fyldte dansegulvet og spredte bekymringsløs glæde hos diskoteksgæsterne. Datidens teenagere er nu blevet voksne og havde lørdag samlet sig i Rødovre for at genopleve en svunden tid. En tid, hvor Buffalo-sko og bagerbukser var moderne.

Arrangementet måtte siges at ramme plet. Alle vi, der dengang fik nakkeproblemer efter at have genlyttet det radio-piratkopierede kasettebånd med "What is Love?" lidt for mange gange, var samlet i Rødovre for at genopleve et årti, der på sin vis ligger langt borte, men alligevel bliver genspejlet i en del af nutidens musikbillede. Alle de store fra 90'erne var samlet i lille Rødovre. GAFFA har valgt at anmelde nogle af de største.

En af de personer, der for alvor skabte soundtracket til halvfemsernes musikalske platform, var trinidiansk-tyske Haddaway, og selvfølgelig var også han til stede på plænen. Han gav den fuld skrue og underholdt, som var det 1994. "Life" og "What is Love?" blev kastet i hovedet på plus 40-publikummet. Og de, som havde valgt at få børnene passet og havde lukket lågen i ligusterhækken, blev kastet tilbage til en tid, hvor Danmark kunne spille fodbold, og hvor MTV spillede musik. Haddaway optrådte, som om han aldrig var stoppet.

Man stod som publikum tilbage med et ønske om at være i samme form som kunstneren, når man selv når hans alder, det vil sige 49 år. Hvor man normalt ville efterspørge fornyelse, var situationen hos Haddaway helt modsat. Alt var, som det var engang, og sådan skal det nu engang helst være hos 90'er-dance-ikoner. Dog kastede kunstneren en coverversion af Mobys "Natural Blues" og Frankie Goes to Hollywoods "Relax" ud til folket, så lidt nytænkning var der da. Højdepunktet var selvfølgelig, da klassikeren "What is Love?" bragede ud over scenen. Og til og med i en up to date dance-version. Haddaway leverede, hvad han skulle. Alt lå i kortene. Heldigvis.

Dr. Alban, endnu et af 90'er-danceikonerne, var i mindst lige så god form som overstående. Den svenske tandlæge gav publikum en musikalsk rodbehandling og leverede, hvad der var forventet. Reggae- og dancerytmerne fyldte det efterhånden humlebefængte publikum, og modtagelsen var rørende. Doktoren fik dog først for alvor stemningen i top, da han udlagde sin livhistorie med "It's My Life". I modsætning til Haddaway kunne man fornemme en smule gigt i hoften hos den gode doktor, men det virkede ikke, som om hovedparten af publikum bemærkede det. Dog blev alle de store hits fyret af, blandt andre "Sing Hallelujah", og alle var glade. Garanteret også Dr. Alban, der har indkasseret et økonomisk supplement til den usle tandlægeløn.

Også Danmark markerede sig selv med dunsten af 90'er-dance. Daze var et af navnene. Daze plastrede i Rødovre publikum ind i et lyserødt candy floss-klæde, og alle elskede det. A blast from the past ville være den rette engelske sætning at bruge. For Daze må koncerten have været et kig ind i en sluthalvfemser-retro-jyde-diskoteksoplevelse. Og det kunne man mærke på bandet. De elskede at være tilbage, og publikum ligeså. Hvis man først har anerkendt, at man har lavet et par døgnfluer, der kun bliver spillet og memoreret til folk over 30's privatfester, og leverer et show derefter, så har man ramt rigtigt. Og det gjorde Daze. Man kan vel kalde det en form for betalt selvironi, men uanset hvad, så virkede det. "Superhero Lover" fik sin renæssance i et velvalgt forum.

Højdepunket for denne anmelders vedkommende var, da Jenny fra Ace of Base gik på scenen. Tiden stod stille, og i omkring 15 minutter blev kalenderen stillet tilbage til år 1994. Jenny var smuk som dengang og leverede fuldt ud uden resten af gruppen. Der blev spillet et par solosange, som fik stemningen til at gå et skridt tilbage og umiddelbart virkede som en selvpromovering af et patetisk comeback. Men når først Jenny fandt tidsskuffen frem, kom der gang i det 90'er-hungrende publikum, og med numre som "Life is a Flower" "Happy Nation", "Cruel Summer" og "The Sign" fandt Jenny sit rette element.

Ind imellem de optrædende stod blandt andre Dan Rachlin bag dj-pulten. Måske i virkeligheden det eneste nulpunkt ved arrangementet. Dan Rachlin er ifølge denne anmelder en irriterende 80'er-hashrygende pestilens, der burde gå på pension. Selvfedmen skinnede som altid igennem hos Rachlin, og som publikum ventede man bare på, at han skulle fjerne sig fra scenen og give plads til artister, der rent faktisk kan noget. Ikke rygklappende hashpromoverende 80'er-forsteninger.

Alt i alt var Vi elsker 90'erne dog et fantastisk arrangement. Arrangørerne har ramt en generation af dansehungrende halvfemserfans, der fik, hvad de havde betalt for: En enkelt dag i halvfemsernes tegn. Ligegyldig musik, der gør glad. Tilbage står spørgsmålet, om man kan lære noget af eurodance? En på sin vis betydningsløs musikask epoke, men samtidig et bevis på, hvad musik kan give lytterne. At flippe ud uden skrupler over omverdenens trusler. Måske vi alle kan lære af halvfemsernes tilbagelænethed?

Ved showet var der desuden optræden ved følgende navne:

Right Said Fred
Robin S. 
Culture Beat 
Snap! 
Whigfield
Cut'N'Move
Crystal Waters 
Layzee aka Mr. President 
Twenty 4 Seven
Me & My 
Barcode Brothers
Drömhus 
Blå Øjne 
Danny Cool


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA