x
Kasabian: 48:13

Kasabian
48:13

Kasabian: 48:13

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 09.06.2014
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Kasabian har løbende skubbet grænserne for deres musik og hævet barren for, hvad indierock kan drive den til. Det er derfor også lidt en overraskelse, at de på deres femte album tager en tur ned ad memory lane og leverer en mere klassisk omgang clubrock.

Bumblebee trækker tråde tilbage til debuten med et groovy beat, abrupte breaks og Tom Meighan som vital indpisker på vokalen. Glass, med sin messende sang og virrende electronica, lyder også som noget, man har hørt før. Det er solidt, om end den småfilosofiske og politiske spoken word-bid, der lukker nummeret, virker påklistret. Også Eez-Eh, et noget opskruet partynummer, lider under en kluntet tekst.

Stevie, og mellemspillene Levitation og Mortis, emmer af film noir, og særligt førstnævnte står stærkt på albummet. De andre virker mere som fyld.

Doomsday lyder lidt som 90'er-opkog tilsat en knivsspids reggae og lidt western-guitar, men klarer sig igennem på ren power. Mere trægt går det med den rolige lukker SPS, der godt kunne tage prisen som kedeligste Kasabian-nummer til dato.

Den næsten syv minutter lange Treat er en veludført ode til 90'ernes Madchester-clubbing- og trance-scene, med fine og dansevenlige passager. Clouds har klangen fra hovedinspirationskilderne i Primal Scream og masser at attitude og karakter på Meighans vokal og Pizzornos guitarspil.

Overordnet er det godt håndværk og umiskendeligt Kasabiansk, men samtidig første gang, bandet overordnet virker til at spille sikkert, og det giver altså kedelige ridser i klangen. Og kunne godt gå hen og skuffe en del fans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA