x
Metallica: Fængslet, Horsens

Metallica, Fængslet, Horsens

Metallica: Fængslet, Horsens

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Før Metallica indtog scenen ved det gamle statsfængsel i Horsens denne tirsdag aften i juni, blev vi trakteret med koncerter fra et imponerende line up af yderst prominente navne inden for genren, hvor hardcore heavy-hoveder uden tvivl – og med rette – vil finde flere mindst lige så interessante som Metallica. Og hvordan var det så? Svaret er "fremagende!" 

Ghost, Gojira, Mastodon og Slayer *****

Først giver Ghost en opvisning i, hvordan en storslået, melodisk metal-rockoptræden skal skæres. Effekten af deres koncert bliver en kende påvirket af dagslyset, som lægger en dæmper på bandets horrorprægede univers. Men selvom en sort midnatsmesse med Papa Emeritus og hans navnløse spøgelser havde været at foretrække, spiller de gæve svenskere røven ud af maskerne, og det er let at overgive sig til deres melodiske – nærmest poppede – teatermetal.

Næste band på plakaten var franske Gojira, der med sympatisk skrålende Joe Duplantier i front leverede en regulær magtdemonstration og nærmest prøvede at flå ansigterne af publikum, med dere bidske, brutale og miljøbevidste metalsammensurium. De viste stort format i løbet af deres halve time, og ventetiden på opfølgeren til "L'Enfant Sauvage" synes pludselig helt urimeligt lang. Kom snart igen!

Mastodon ruskede os på mesterlig vis igennem metalmanegen, og bød endda på to smagsprøver på "Once More 'Round The Sun", som er lige om hjørnet. De gale amerikanere tog publikum på en tungt, tonsende og tryllebindende rundrejse gennem deres komplekse kompositioner, hvor fantasien ingen grænser sætter. Mageløst, mastodontisk og ikke til at stå for.

Legenderne i Slayer valgte at flå sig igennem et hektisk og intenst sæt, der tog afsæt i en højoktanfyldt udgave af "World Painted Blood", og bandet viste, at de trods Jeff Hannemans tragiske bortgang og Dave Lombardos fravær stadig er et satans vitalt (War)ensemble. "Hate Worldwide" slår gnister, og halvtredsårsfødselaren Kerry King (tillykke!) og hans kampklare kumpaner så sig ikke tilbage i det hæsblæsende ridt, deres timelange sæt udgør. Jo, Slayer bider så sandelig stadig fra sig og står så absolut mål med de yngre kræfter, der også har stået på scenen i dag. 

Fem stjerner samlet set til supportnavnene

 

Metallica By Request – sådan får man to timer til at flyve af sted

Da klokken slår 21.55 er det blevet hovednavnets tur til at gå på. Præmissen for aftenens koncert er som bekendt, at publikum har kunnet gå ind på sitet metallicabyrequest.com og stemme på, hvilke Metallica-numre de har haft lyst til at bandet skulle fremføre i aften, og man kan altid diskutere sæt-lister, men det kunne nu være forfriskende, hvis flere havde benyttet lejligheden til at få de garvede drenge til at diske op med flere af de sjældnere luftede sange. Men der er nu engang lidt fadølsfest over en Metallica-koncert, så selvfølgelig står metal-evergreens som hyppigt luftede "Enter Sandman", "Nothing Else Matters" og (evigt(t)unge) "Master Of Puppets" også på programmet denne aften i Horsens. Herligt er det dog, at ellers så udskældte "St. Anger" har fundet vej til publikumsønskerne i aften, selvom det må være en lidt flad fornemmelse for bandet, at ikke en eneste sang fra "Death Magnetic" har fundet vej til aftenens ønskekoncert.

Sidst Metallica spillede op til metal-bal uden for det gamle statsfængsel, var det også med en i forvejen offentliggjort sætliste i form af det selvbetitlede "Black Album" i omvendt rækkefølge, og det slår unægtelig en flig af spændingen ved en koncert, men lad nu det ligge, for James, Lars, Kirk og Rob har tydeligvis sat sig for at underholde i aften.

Traditionen tro går bandet på til tonerne af "Ecstacy Of Gold", og så gjalder "Battery" ud over pladsen – tungt og triumferende. Og så er vi ligesom i gang. Vi bliver i "Master Of Puppets"-land med titelnummeret fra netop den plade og "Welcome Home (Sanitarium)", der må bringe mindelser om 9. klasse, knallertkørekort og "Master Of Puppets" på repeat på konfirmationsanlægget for andre end overtegnede.

Kirk Hammetts grånende manke har ikke ligefrem nogen negativ effekt på hans coolness-faktor. Det samme kan ikke helt siges om Lars Ulrichs hestehale, men lad os nu blive ved musikken, for bandet sprudler under Puppets-numerene af liv og spilleglæde, og der vises tænder som det frådende metalmonster, de stadig har i sig. Særligt i kraft af Hetfields imponerende overskud som både vokalist og guitarist.

Ekstra Tyngde

De gamle sange besidder stadig fordums styrke, og bandet holder let de 35.000 foran dem i deres hule hænder. En noget dvask "The Unforgiven" får mobildisplayene i vejret, og Hetfield giver på troværdig vis udtryk for stor taknemmelighed for, at publikum til stadighed dukker op til bandets koncerter nu på 33. år, og herefter får vi den nye "The Lords Of Summer". En rask lille thrashet sag, der gladelig galopperer ud over folkemængden – dog uden at stinke langt væk af nyklassiker.

"Wherever I May Roam" tilføres en portion ekstra tyngde, der vejer op for lidt halten fra trommerne. Pludselig går der en smule gøglershow i koncerten, da der på bedste Vild Med Dans-maner skal tælles sms-stemmer op for at se, hvilken sang, der skal være ekstranummer, og Janne fra København hives af en eller anden grund ind for at introducere "Sad But True". Hvorfor hun er der, præciseres ikke – hun har vel vundet en eller anden konkurrence. Heldigvis swinger klassikeren, så det gungrer godt og grundigt i den jyske muld. Herefter følger lidt Trujillo-baslir og en flot "Fade To Black".

Obligatoriske "One" suppleres af nogle afsindigt flotte visuelle effekter med silhuetter af soldater i krig, før en brutalt buldrende "For Whom The Bell Tolls" tager over, og endnu en københavnsk fan får lov at råbe til publikum og introducere et nummer – denne gang en halvrodet, men ikke desto mindre charmerende "Whiskey In The Jar", der sikrer højt humør blandt publikum.

Glædeligt genhør

"Nothing Else Matters" er hørt mange gange før, men det er nu som om, Hetfield får vredet lidt ekstra følelse ud af soloen, der går over i "Enter Sandman". Det virker lidt fjollet, at bandet herefter forlader scenen, når nu alle ved, at der stadig er numre tilbage på sætlisten, men nogle koncerttraditioner skal nu engang holdes i hævd, og da de kommer ind igen, viser "St. Anger" sig som et glædeligt, groovy genhør – også trods lidt rust i kanterne.

Vinderen af sms-afstemningen blev "Creeping Death", og "Seek And Destroy" sætter et gedigent punktum for en storslået dag i metallens navn, hvor hovednavnet fik en smule baghjul af kollegaerne, men i det store hele – trods elementer af familievenlig fredagsunderholdning, let forudsigelighed og lidt rust hist og her – har bevist deres værd og fortsatte berettigelse. De skal være mere end velkomne på dansk jord for fjerde år i træk i 2015 – især hvis de tager en lige så stærk samling supportnavne med.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA