x
Cherry Ghost: Herd Runners

Cherry Ghost
Herd Runners

Cherry Ghost: Herd Runners

GAFFA

Album / Heavenly
Udgivelse D. 16.05.2014
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Egentligt var Cherry Ghost et alias for den britiske sangskriver Simon Aldreds solokarriere. Men under indspilningen af debuten Thirst For Romance udviklede albummet sig som et regulært bandprojekt. Gruppens tredje udspil Herd Runners har været fire år undervejs, fordi den hyperaktive Aldred søsatte og udgav debuten med sit nye soloprojekt Out Cold midt under indspilningen. Det har dog ikke påvirket Bolton-bandets sans for højstemte sange med de svimlende omkvæd. Albummet er et statement over, hvor habil en sangskriver Aldred er.

Han forstår om nogen at drysse sødmefyldt stjernestøv ud over den britiske sangskrivertradition på grænsen til det lidt for kvalmende. Balladen Don't Leave Me Here Alone vugger drømmende derudad med tårnhøje strygere, som kulminerer på Phil Spector-pastichen The World Could Turn med en understregning af bandets sans for at bygge sange op lag på lag. I den linde strøm af fornemme ballader, savnes der indimellem nogle musikalske udsving, som ville have krydret Simon Aldreds stilsikre sangskrivning en smule.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA