Hyldest til Hyldemor: VoxHall, Aarhus

Hyldest til Hyldemor, VoxHall, Aarhus

Hyldest til Hyldemor: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Lige nu er spørgsmålet så – hvor skal jeg starte for også at kunne slutte på et tidspunkt? For denne gang skal jeg simpelthen have det hele med. Jeg ved godt, der altid er noget, som må udelades og kill your darlings og alt det der, men nu giver jeg det her et skud alligevel. Here we go…

Jeg levede fuldkommen uvidende om bandet Hyldemor og i særdeleshed nu afdøde forsanger og troldmand, Hans Vinding, indtil en anmelderkollega gjorde mig opmærksom på bandet i forbindelse med genudgivelsen af "Glem Det Hele" i februar sidste år. Det var jo her, Hyldemor i ret heftig grad kom på landkortet igen – og ikke mindst ramte mig lige i den berømte hjertekule. Jeg elsker dansksproget musik, især af ældre dato, og derfor var det også en fantastisk opdagelse, jeg gjorde der i februar sidste år. De enkelte gange, de sprællevende rester af Hyldemor-holdet har indtaget hjemmebanen, Loppen på Christiania, har jeg været forhindret i at deltage i festlighederne. Derfor var det også en kæmpe glæde, da der blev annonceret koncerter herovre i det mørke Jylland. Jeg mener – hvornår gæstede Hyldemor sidst Aalborg og Aarhus? Well, det præcise svar må blafre i vinden, men det må være ret mange sæsoner siden.

Derfor havde jeg, og sikkert også arrangøren, forventet en rimelig stor publikumsopbakning, men da jeg ankom til VoxHall omkring et kvarter før musikbutikkens åbningstid, var der bortset fra nogle enkelte gæster i den bagtil liggende bar helt tomt. Vi endte vel med at blive lidt under hundrede mennesker, men det gjorde simpelthen ingenting, for de, der kom, var de helt rigtige. Der var stemning fra start, da Hyldemor satte i gang klokken 21, og VoxHall var omdannet til verdens smukkeste balsal, da der blev sagt farvel 23.30. Det var faktisk magisk.

Aldrig perfekt

Hans Vinding var en gudsbenådet sangskriver og tekstforfatter, helt på linje med Eik Skaløe og C.V. Jørgensen. Altså i verdensklasse. Hans Vinding var ikke nogen stor sanger – men han var sin egen sanger. Helt sin egen, selvom han lød ret meget som Sebastian, eller var det Sebastian, der lød som Hans Vinding? Det spørgsmål må også blafre i vinden.

Allerede fra startskuddet med den ret psykedeliske "Alene Igen" stod det soleklart, at især den ellers helt vanvittigt velspillende violinist, legendariske Steen Claësson, virkelig skulle anstrenge sig for at synge op med musikken, men det gjorde absolut intet, for det var virkelighedsnært, og der blev sunget og ikke mindst spillet med hjertet. En stor del af hjertet i Hyldemors univers er centreret omkring superguitarist John Teglgaard og førnævnte Claësson, og de fik med deres små frække dueller gryden helt op at koge, allerede i første sæt, hvor der blev brilleret i overordentligt stærke sager som "Drøm Eller Virkelighed" og "Alt For Meget At Gøre", der midt i første sæt høstede aftenens indtil videre største bifald. Himmelrummet blev besøgt i knusende smukke "Tusind År" med John Teglgaard agerende forsanger tilsat Jens Breums lidt slæbende (på den rigtig gode måde) trommer.

Nævnes skal absolut også den herlige unge, langhårede forsanger, Louis Puggaard-Müller, der blev opdaget af de gamle rødder ved et tilfælde og så blev headhuntet til at være med. Han spillede med hele sin enorme, ungdommelige energi, der også var med til at gøre resten af de optrædende yngre. Inden pausen blev vi serviceret med aggressive "Den Gennemsigtige Mand", hvor den unge forsanger nærmest rappede sig igennem Vindings på en og samme tid fabulerende og virkelighedsnære tekst med linjerne:

"Så går jeg op til min psykiater

Hvis De får stakater

Kan De sige mig

Om er jeg skizofren eller paranoid"

 

Heftig anden halvleg

De fem herrer på scenen greb samme fakkel, som de benyttede i første omgang. Faktisk blev anden halvleg om muligt endnu mere velspillet og med endnu mere kærlighed og musik i rummet. "Hvor er det fedt, I er her endnu", konstaterede Steen Claësson, inden der rundhåndet blev strøet store højdepunkter ud over os. For eksempel dobbeltpakken med "Lysene Tændes" og "Porten Står Åben", som Lone Kellerman fik et decideret hit med.

Publikum var i en eller anden form for ekstase, og der blev danset og skrålet med på de grønne sange. Også skønt at se så mange unge mennesker til koncert med nogle, de, ligesom jeg, aldrig fik mulighed for at opleve i velmagtsdagene. Fra midt i anden afdeling og til slut var det ligesom et langt klimaks med lange indslag som "Juletræet" og "Wah-Wah Pedalen", hvor John Teglgaard i den grad foldede sig ud.

Jo, det var en aften i musikkens tegn, og samtidig var det en tidsrejse, som selvfølgelig var nostalgisk, men stadig havde strejfet af nutidighed. Vi fik en formidabel finale bestående af "Hallo Hallo Frøken", som selvfølgelig endte i fællesskrål, og den afsluttende "Paranoia Banker På" forstærkede blot publikums krav om ekstranummer, der heldigvis blev indfriet med "Glem Det Hele". Jeg vil ikke glemme det hele, og…

"Hallo hallo frøken

kan De give mig nummeret på Jorden?"

Jeg er stadig på en anden planet og må jo nok komme tilbage til virkeligheden på et eller andet tidspunkt. Hans Vinding kunne mærkes i rummet hele aftenen, og jeg sender ham en kærlig tanke for sangene, som heldigvis stadig lever i bedste velgående. Trompeten gjalder, og folket jubler. Sublimt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA