Den Sorte Skole og DR UnderholdningsOrkestret: DR Koncertsalen

Den Sorte Skole og DR UnderholdningsOrkestret, DR Koncertsalen

Den Sorte Skole og DR UnderholdningsOrkestret: DR Koncertsalen

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Den elektroniske dj- og producerduo Den Sorte Skole har sat et interessant og ambitiøst skib i søen - tre års samarbejde med DR Underholdningsorkestret (DRUO). Denne lørdag aften skulle projektets første del af tre uropføres. "Symphonia". En rejse ud i musikkens univers, hvor DRs Koncertsal dannede rammen om det nykomponerede og nytænkende værk. Resultatet: En moderne symfoni.

Skæve toner og atypiske foreninger
Det er svært at sige andet end, at de to herrer, der sammen danner Den Sorte Skole, har en eminent musikforståelse. Det har de vist i deres tidligere udgivelser, og det blev ikke mindre synligt denne aften i forening med DRUO. Sammen med komponisten Karsten Fundal, produceren fra DRUO Karl Skibsted og dirigenten Hans Ek skabte de et helt særligt univers. Bølgende, dragende, meditativt, dramatisk og frem for alt anderledes. Klappetrangen var stor hos publikum, som ofte prøvede at komme til at anerkende og juble, men der var ikke rigtigt lagt pauser ind. Det var ét sammenhængende værk, der varede knap 80 minutter.

Det startede stille - en svag lyd, der langsomt voksede ud af højtalerne. Violinerne, der langsomt steg i volumen, og lidt efter lidt flettede de forskellige instrumentgrupper sig ind det samlede lydbillede, og igennem de næste 40 minutter blev salen indhyllet i en mellemting mellem drama og magi. Det var storslået, men også ladet med spænding. Det var ikke en romantisk komedie, vi var vidner til. Efter 40 minutter blev stemningen med ét anderledes. Nogle lange minutter gik med noget, der satte den vestlige musikforståelse på prøve. Det var disharmoni, skævhed og en underlig ulmende stemning. Alt sammen selvfølgelig nøje planlagt, for de var ved at skabe en interessant kombination mellem Mellemøsten og amerikanske sydstater.

Flyvende samples udfordrede niveauerne
Det lyder besynderligt - det var det på sin vis også - men Den Sorte Skole har en evne til at flette det hele sammen, gøre ubetydelige elementer vigtige, og på den måde skabe noget, der er anderledes. Afslutningen var asiatisk-inspireret og forenede igen dramatisk nærmeste grædende vokal med livesamples. Gentagelser. Genkendelse. Detaljer. Stort. Småt. Det er ikke så let at beskrive, for denne aften handlede mere end noget andet om en auditiv oplevelse - om musikalske stemninger, om kunsten at forene det elektroniske med det akustiske, og måder at lege ikke kun med musikken, men også med teknikken.

Den Sorte Skoles samples fløj ofte rundt i rummet, og det er nok netop derfor, DR Koncertsalen også er så spændende en koncertsal til et projekt og værk som dette. For akustikken tillader selv de mindste lyde at komme til deres ret - i hvert fald det meste af tiden. For der var desværre enkelte steder, hvor de elektroniske samples kom til at fylde for meget. Det var tydeligt at se, at eksempelvis violinisterne spillede som gjaldt det livet, mens deres indsats af og til druknede i det store lydbillede.

Og med det sagt må dette værk være en anderledes og udfordrende opgave for både dirigent og musikere. Klangene skulle flettes ind og ud af det elektroniske, og der skulle ofte spilles det samme mange gange. Fordi også orkestret skulle fungere som samples. På den måde havde de to percussionister også deres at se til, og fik i den grad mulighed for at vise, hvor mange instrumenter, de mestrer at spille på.

DRUO - nu med dj's
Og alt dette blev så flettet sammen med lys. Ikke at det på nogen måde var et bærende element, men det var dog en effekt der underbyggede musikken. Men uanset stemningen i musikken og uanset de skønhedsfejl, der var - især i forhold til niveauerne - så var der en altoverskyggende leg og et arbejde med de musikalske lag, der satte sig fast. En konstant vekselvirkning og et vanvittig detaljeret samspil mellem samles og livemusik, som var virkelig imponerende. Det var sådan en koncert, hvor det på forhånd var svært at vide, hvad der egentlig var i vente. Det er nærmest lige så svært at beskrive her på den anden side af det, men ét er sikkert: det er en spændende måde at tænke og lave musik på.

Det er et minutiøst gennemarbejdet vær,k som meget vel kan være en 2014-version af en symfoni, for det behøver ikke altid handle om at opfinde en masse nyt eller skrive noget besynderligt for, at det skal stikke ud. Her handlede det om at forene to verdener og kreere en regulær lydoplevelse. Og hvem ved, måske bliver dj-pulte en fast del af kommende underholdningsorkestre. Lige der mellem strygere, træ- og messingblæsere. Som om det var det mest naturlige i verden. Det var det denne aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA