x
Diverse kunstnere: Sweden Rock Festival, Sölvesborg

Diverse kunstnere, Sweden Rock Festival, Sölvesborg

Diverse kunstnere: Sweden Rock Festival, Sölvesborg

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

En rockfestival er mange ting: fed musik, fællesskab, venner, sommer og sol, afslapning, druk, grillmad og meget andet. Det blev der i rigt mål lejlighed til år, da vejret efter en lidt grå onsdag aften viste sig fra sin gode side og dryppede godt med solstråler ned på de vinterblege metalkroppe, og hvad der fra starten tegnede til at være et lidt svagere program end de foregående år viste sig at være helt forkert. Sweden Rock Festival 2014 var et festfyrværkeri af fantastiske optrædener fra en lang række særdeles veloplagte bands.

Sweden Rock Festival har altid været en af de mere nørdede af slagsen, da programmet dykker dybere i godteposen efter bands, der engang var rockhelte, men som ikke rigtigt fik foden indenfor kommercielt samt naturligvis de helt store rocknavne fra historiebøgerne. Vel og mærke fra den mere tunge ende af skalaen. Der er heavy metal, hard rock, progressiv rock, melodisk rock, blues og sydstatsrock mv. Rock er mange ting og alle rockfans har deres præferencer, så man går ikke helt galt i byen her, da der er rock for enhver smag og for alle aldre. Der er langt hår, skaldede isser, gråt hår, slidte jeans, sorte T-shirts med alverdens bandlogoer, tatoveringer, og på trods af det lidt hårde ydre er der en fantastisk stemning og fællesskabsfølelse hele vejen igennem. Sweden Rock Festival er en rockfest fra start til slut!

Med dette in mente skal jeg igen i år minde om, at med et program på omkring 80 bands er det ikke muligt at nå rundt i hjørnerne, og mine anmeldelser tager udgangspunkt i de bands, hvor jeg reelt kender historien, og hvor jeg således kan mærke, om de er på eller ej og om de yder deres bedste i løbet af disse 4 dage i den svenske ødemark. Jeg nåede at opleve cirka 25 procent af programmet og jeg skal beklage, hvis jeg ikke har anmeldt dit favoritband!

Sweden Rock Festival bevægede sig i 2014 på mange måder endnu et trin op ad stigen til den perfekte rockfestival. Først fremmest skal det fra starten fremhæves, at yours truly i mine 40 år som rockkoncertgænger aldrig har oplevet en bedre lyd på en hel festival. Bortset fra et par enkelte svipsere (der hurtigt blev rettet op) var lyden gennemgående aldeles fantastisk på alle scener. Det er en fryd for øret, når det, der kommer ud af højtalerne, er passende højt uden at give køb på et rigt lydbillede. Meget positivt og absolut med til at forbedre musikoplevelsen for de fremmødte, der jo også har betalt ca. 2.500 kr. for billetten, hvilket ikke er en pris i den lave ende.

Derudover skal festivalledelsen have ros for forbedrede forhold generelt. Maden var bedre, mere varieret og af en højere kvalitet end normalt, men også lidt dyrt. Placering af boder, toiletter etc. var også forbedret, og der var generelt ikke kø af nævneværdig betydning. Alt i alt en meget veltilrettelagt festival, der blev afviklet på forbilledlig vis.

Det gode program og den fine afvikling afspejler sig i min karaktergivning, der ikke har mange krummede tæer. Af de koncerter jeg så, var det kun det genopståede kult-rockband Q5, der faldt til jorden som en sten og dermed lagde bunden. Den gode lyd var sikkert medvirkende til, at skabe en lang række veloplagte koncerter.

 

VOLBEAT *****

Danmark havde for første gang et hovednavn på Sweden Rock Festival, da Volbeat fik lov at lukke og slukke festivalen med en koncert lørdag aften på Festival Stage. På forhånd havde mange svenskere på Facebook ytret sig negativt om Volbeat som et af festivalens tre hovednavne, men jeg tror nok lige, at Poulsen og kompagni trak stikket hjem med et brag af en koncert. Jeg må indrømme, at jeg stod med krydsede fingre, da lyset gik ud og tænkte "for fanden Volbeat, vis de svenskere, hvad I kan"! Men det tog cirka 30 sekunder at konstatere, at de var på, veloplagte og med et flot lys og sceneshow, der var et hovednavn værdigt. Sådan!

Volbeat lagde ud med "Doc Holliday" og "Hallelujah Goat" og der var smæk på fra starten. Tungt og fremført med en legende lethed. Formand Poulsen virkede frisk og afslappet og havde totalt styr på de ca. 30.000 koncertgængere. Han formår sgu at tale til mængden på nærværende måde og er samtidig ydmyg, uden at det bliver patetisk. Men også resten af bandet leverede en kompetent optræden. Rytmesektionen var stabil, og Rob Caggiano på guitar passer perfekt ind med originaldrengene.

Jeg bevægede mig rundt undervejs, og der blev klappet helt ud til pølse- og pizzaboderne og der blev vippet med foden, så ingen tvivl om, at svenskerne overgav sig til de danske rockhelte. Volbeat fik i øvrigt besøg af den tidligere Entombed-sanger LG Petrov, der sang med på "Evelyn". Volbeat fyrede 20 sange af og lukkede festen med "The Mirror And The Ripper".

Respekt og anerkendelse herfra. Mon ikke det bliver noget af en fest på Refshaleøen, hvor Volbeat spiller d. 1. august. Hvis dette var forretten, kan man kun gisne om hovedretten! Jeg reserverer en stjerne til Refshaleøen.

 

BLACK SABBATH ******

Årets hovednavn var uden tvivl Black Sabbath, der desværre nok synger på sidste vers. Men det er ikke nogen skam at stoppe, når man i den grad kan slutte på toppen. Jeg har egentlig altid syntes, at de var lidt tunge i røven, men hold da op for en opvisning, vi blev præsenteret for. Det var formidabelt og medrivende i en grad, jeg aldrig havde troet muligt.

Ozzy var i hopla, og Tony Iommi hældte den ene klassesolo ud af ærmet efter den anden. Særligt taget i betragtning, at han lever med sin kræftsygdom og sine snart 66 år. Nærmest majestætisk sikker og velspillende.

Det var et afkortet festivalsæt på præcis 90 minutter, vi blev præsenteret for. Måske en fordel, da koncerten på den måde indeholdt highlights fra deres omfattende verdenstour. Vi fik klassikerne "Iron Man", "N.I.B", "Children of the Grave" blandet med et par sange fra deres senest albume "13" fra 2013. Jeg forstår ikke, at "Symptom of the Universe" ikke bliver spillet, men vi får "Paranoid" som forrygende ekstranummer.

Det skal lige med, at Ozzy skal til at sige noget, men spotlyset går ud, så han står i mørke. Han holder en pause og siger herefter "kuk-kuk" på en måde, så han fik samtlige 30.000 til at bryde ud i latter. Det var humor ... og så fra The Prince of Darkness himself. Han har nok gjort det før, men vi fik et godt grin. Egentlig en skam, hvis de stopper ...

 

ALICE COOPER ****

Årets tredje hovednavn var horror-rockeren Alice Cooper, der med et yngre og velspillende band gennemførte et 100 procent indstuderet show under titlen "Raise The Dead". Alice Cooper havde valgt en for ham simpel sceneopbygning, og første halvdel af koncerten bød ikke på de store effekter, som han ellers er kendt for.

Først i "Feed My Frankenstein" bliver Alice grillet, og et stort monster løber rundt på scenen, og i "I Love The Dead" bliver han behandlet af en sadistisk sygeplejerske, der ender med at sende ham i guillotinen. I løbet af sættet får vi en veloplagt Alice og en stribe klassikere med blandt "Go To Hell", "He's Back", "Under My Wheels" etc.

Tourtitlen "Raise The Dead" hentyder til sidste del af sættet, hvor Alice genopliver fire klassikere med henholdsvis Doors, Beatles, Jimi Hendrix og The Who. Under ekstranummeret "School's Out" får Alice besøg af kollega Rob Zombie og dennes guitarist John 5, der normalt selv spiller "School's Out" under sine egne koncerter, så han behøvede ikke lære teksten. Det bliver en forrygende afslutning med fægtning, balloner med videre.

Det var en fed koncert med en glimrende sammensat sætliste, men jeg giver fire stjerner, da bandet er lidt anonymt, og det hele er envejskommunikation. Man har lidt følelsen af, at det bare er en almindelig dag på arbejdet ... men godt og gennemført arbejde, må man sige!

 

TED NUGENT ****

Når Uncle Ted eller Motorcity Madman, som han også kaldes, er i byen, er der ingen, der er i tvivl. Manden er et omvandrende båthorn, og alt er loud! Det er ikke for ingenting, at manden har et fysisk problem med hørelsen. Det tror da fanden. Han spillede højest og han snakkede mest pr. Sekund, og han spillede den mest beskidte guitar på festivalen.

Fra åbningsnummeret "Gonzo" er koncerten nærmest en lang guitarsolo med tilhørende speedsnak. Enten er man til det, eller også er man ikke. Der er dog noget fascinerende over den fandenivoldskhed, som Ted lægger for dagen. Ted er altid på, og han giver den max gas, men ind imellem bliver det lidt for meget. Simpelthen for støjende.

"Free-For-All" er en klassiker, og den sublime "Fred Bear", hvor man næsten kan mærke suset fra vildmarken, var et absolut højdepunkt. Vi får titelnummeret fra Teds kommende skive "Shut Up And Jam", og minsandten om ikke Mrs. Nugent kommer ud og danser på scenen under Wango Tango. Nydelig dame i øvrigt! Vi snydes ikke for "Cat Scratch Fever", som Ted har udråbt som det bedste guitarriff nogensinde, og sættet sluttes af med "The Great White Buffalo". En god koncert, der dog ind imellem bliver for støjende og for overgearet.

 

WITHIN TEMPTATION *****

Det publikum, der skal på Copenhell, kan godt begynde at glæde sig. Within Temptation er gennemførte perfektionister og det fungerede fremragende denne eftermiddag på Sweden Rock. Den stort anlagte scene med tilhørende ild og damp gør sig nok bedre indendørs eller senere på aftenen, men tager absolut intet fra den fine oplevelse. Det er flot iscenesat, og sangerinden Sharon den Adel synger som en drøm og arbejder hårdt for at holde dampen oppe foran scenen.

De har albummet "Hydra" fra 2014 i ryggen, og der spilles lystigt fra denne skive. Faktisk var nogle af de bedste numre fra denne skive. De åbner med "Let Us Burn" og glider over i "Paradise (What About Us?)", der har den tidligere sangerinde for Nightwish, Tarja med på gæstevokal. Et helt igennem fedt nummer med tempo, melodi og metal. Tarja synger med på den medbragte storskærm tillige med øvrige gæstesangere. "And We Run" og "Covered By Roses" hører ligeledes til højdepunkterne. Som et af ekstranumrene får vi en medrivende udgave af Lana Del Reys "Summertime Sadness", der dog på trods af sit fede drive nok er for poppet til Copenhell.

Sangene, stemningerne og Sharons vokal er de stærke kort i Within Temptation. Drengene spiller super tight, men hver især er de dog lidt anonyme. Men ingen tvivl om, at de godt ved, hvad der skal til.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at Copenhell måske ikke er det rigtige sted for Within Temptation, da de flirter alvorligt med melodisk rock, og nogle vil endda gå så langt og sige, at det er pop i metalforklædning, men jeg nød hvert et sekund uanset, hvad det er. En koncert i Falconer Salen havde nok været mere passende. Måske vi får fornøjelsen senere på deres tour. Den sidste stjerne er ikke med, da jeg godt kunne tænke mig, at de øvrige musikere var mere udadvendte, men det er en detalje.

  

BILLY IDOL ****

Billy Boy er jo bare god. Slidt som ind i helvede, men han er sgu en charmerende gavtyv, når han står der med sine attituder. Billy kan stadig få kvinderne til at skrige, når han viser krop. Han har glimt i øjet, og han kan stadig. Dog godt hjulpet af superguitaristen Steve Stevens, der er lige så meget idol som Idol selv. De supplerer hinanden godt og har klart karisma.

Ud over Billy og Stevens har de følgeskab af en samling habile rockers, der dog virker påfaldende heterogene. Respekt for det i øvrigt. Jeg har set Billy et par gange, og han er mere rendyrket Rock'n'Roll nu end tidligere. Ude er "To Be A Lover" eksempelvis og diskorytmerne ligeså.

Sætlisten indeholder selvfølgelig en god portion af de sange, som har udødeliggjort Billy Idol. Vi får "Rebel Yell", "Dancing With Myself", "Sweet Sixteen", "LA Woman" etc. "White Wedding", som er det første ekstranummer, sidder lige i skabet. Først akustisk med kun Billy og Stevens og efterfølgende med hele slænget. Sådan, og "King Rocker" er rendyrket Rock'n'Roll". Sidst, men ikke mindst får vi en forrygende udgave af "Mony Mony".

  

TESLA ******

Tesla var måske Sweden Rocks fedeste koncert. Tesla har så meget feeling, at man virkelig føler, at sangene lever. Sanger Jeff Keith er naboens dreng uden så meget som én eneste rocknykke. Helt nede på jorden og med en kraftfuld og personlig stemme, der nærmest er signatur for Tesla, selvom han faktisk bakkes op af et særdeles fremragende band med musikere af høj kvalitet. Jeff har god kontakt til publikum hele vejen, og det er levende og stemningsfuldt.

Tesla kan lidt af hvert, hvilket også afspejler sig i de spillede numre. Smukt og følsomt under "What You Give" og "Love Song", swingende og festligt med "Signs" og "Little Suzi" hen imod det mere rockende "Modern Day Cowboy" og "Cumin' Atcha Live", hvor guitarister Hannon og Rude får deres plads i rampelyset.

Tesla er et godt og gedigent liveband, der kommer ud over scenekanten, og som både mestrer det smukke og det følsomme og samtidig kan levere en ordentlig omgang catchy rock med guitardueller derudad. Jeg kan ikke finde én grund til, at de ikke skal have seks stjerner, så det får de.

 

JAKE E. LEE's RED DRAGON CARTEL ****

Jake E. Lee kom oprindeligt frem som guitarist for selveste Ozzy Osbourne og var efterfølgende guitarist i bandet Badlands. Nu gælder det dog Red Dragon Cartel med forsanger Darren Smith, der er kendt som trommeslager i Harem Scarem. Det skal siges med det samme, at han gjorde det fortrinligt som sanger og frontmand.

Bandet havde tekniske problemer undervejs, hvilket betød, at Jakes guitar flere gange satte ud. Det rystede dog ikke Jake synderligt, og de kom i mål på ganske udmærket vis. Man kan undre sig over, at der i mange år har været stille om Jake, da han gang på gang viste, at han er en fremragende guitarist, når han rullede sig ud i den ene fede solo efter den anden.

Sætlisten bar tydelig præg af føromtalte referencer, så ud over skæringer fra bandets første skive fik vi Ozzy- og Badlands-klassikere. Særligt skal fremhæves hyldest til afdøde forsanger i Badlands Ray Gillen "In A Dream / Rumblin' Train", der var 13 minutter med feeling og indlevelse fra såvel Jake og Darren. Koncerter startede med Ozzy-nummeret "The Ultimate Sin" og sluttede med Ozzy-klassikeren "Bark At The Moon".

 

Øvrige koncerter jeg så med korte kommentarer:

URIAH HEEP *****. Den bedste Uriah Heep-koncert, jeg har set til dato. Veloplagte (der var den igen) og med en gejst, jeg faktisk altid har savnet. Nu var den der, godt hjulpet at numre fra deres seneste udspil "Outsider". Særligt nummeret "One Minute" er en ørehænger.

MADAM X ****. En sjov historie. Bandet udgav i 1984 albummet "Reserve The Right To Rock" som fik en fin modtagelse dengang. De var en del af LA-bølgen, og pladen var faktisk skidegod om end lidt usleben. Bandet består blandt andet af den kvindelige trommeslager Roxy Petrucci fra Vixen og hendes søster Maxine. Hvorfor de så pludselig synes, at de skal spille på Sweden Rock 30 år efter, må guderne vide. Sjovt var det og medrivende, da numrene faktisk stadig holder. De er lidt i stil med Twisted Sister. Dog kikset, at bassisten smadrede sin bas to gange (to forskellige), da det vist gik galt første gang. Ren Spinal Tap.

THE RODS *****. Ronnie James Dios fætter David Feinstein og hans to medsammensvorne spillede et brag af en koncert på den lille 4Sound Stage. Det var så meget kick-ass, så enhver rockfan må kunne finde noget her. Simpelthen, lige på og hårdt Rock'n'Roll derudad. Ikke rocket science, men medrivende som ind i helvede. Dem gad jeg fandme godt se igen på dansk jord!

W.A.S.P. ***

Hmmm, bandleder Blackie Lawless har altid virket arrogant og selvhøjtidelig, og denne gang var ingen undtagelse. W.A.S.P har lige så meget udstråling som en granitplade i en smuk billedramme, og det er mørkt og tungsindigt. Men de har nogle fede numre, som de da også leverede på udmærket vis, men så heller ikke mere. "Wild Child", "I Wanna Be Somebody" og "Chainsaw Charlie (Murders In The Rue Morgue)" var blandt højdepunkterne.

Sweden Rock Festival har gjort det igen, eller også er jeg bare til den rock, de holder af på den anden side af Øresund. Flot program, flot tilrettelagt og flot gennemført. Jeg får ikke penge for at sige det, men det er fandme professionelt. Tak for endnu en stor rockoplevelse.

 

Kuk-Kuk!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA