x
Jungle: Jungle

Jungle
Jungle

Jungle: Jungle

GAFFA

Album / XL Recordings
Udgivelse D. 14.07.2014
Anmeldt af
Simon Nathanael

Den London-baserede duo debuterer med en tour de force af et urbant chillwave-album, som i al sin croonende soul-attitude, udflydende akkorder og knitrende trommespor lægger sig som en blød pude omkring en forårskåd sommerkrop. Pladen åbner med sidste års ep-titel The Heat, et nummer i drømmende retro-atmosfære med bandets karakteriske falsetvokaler, som nærmest øjeblikkeligt hypnotiserer sjælen og sætter omverdenen ned i slowmotion.

Inden man har set sig om, er man forbi de lige så blødt sejlende, melodiøst bejlende Accellerate og Platoon (den fra viralvideoen med den breakdansende seksårige B-girl Terra), som fortsat udbygger universet med samplede guitarer og ikke-instrumentale knirkelyde. Den minimale Drops er albummets centrale sang, skåret helt ind til benet, hvor bas, trommer, blæs, guitar og tamburin skiftes til at "være den" og kun lige holdes sammen af en tynd, men umådeligt stærk melodisk tråd. Til sidst får den lidt mere energisk groovende Son Of A Gun tørret hypnosen ud af øjnene og sat lytteren op i stolen. Det her er ganske tæt på at være et mesterværk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA