x
Lindi Ortega: Atlas, Aarhus

Lindi Ortega, Atlas, Aarhus

Lindi Ortega: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Hun bliver sammenlignet med både den ene og den anden i musikkens kvindelige superliga. Vi taler blandt andet om Dolly Parton og ikke mindst Emmylou Harris, så med andre ord var der lagt i kakkelovnen til et tirsdagsbrag på Atlas. Fremmødet var lidt sparsomt, omkring hundrede havde indløst billet, men igen… Bare det var de rigtige, som kom – og det virkede det til, for stemningen var både varm og med respekt til de optrædende. Det, jeg mener, er, at ingen sad og kaglede konstant, og det var dejligt at opleve. Og vi, der kom, fik en fin og fornøjelig oplevelse af en kvinde, som gæstede Aarhus for første gang. Ikke helt alene på scenen, for med sig havde Lindi Ortega en barfodet sidemand på elektrisk guitar, Mr. James Robinson, og han var medvirkende til at give det hele et ekstra pift.

Jeg ville gerne opleve Lindi Ortega, for hendes albums er sådan lige på grænsen til det virkeligt fornøjelige, men på Atlas nåede hun og makker James ikke for alvor ind til den der virkelige swing thing, som kan få det hele til at bryde sammen på den helt rigtige måde. Faktisk skulle vi et stykke hen, før talentet og de gode sange fik lov til at folde sig helt ud, men siden gik det så også slag i slag. Den første halvdel af den 80 minutter lange koncert mindede Lindi Ortega lidt for meget om en cabaretsangerinde. Her var hun uden guitar og kun håndholdt mikrofon, og det blev lige en tand for voldsomt på en eller anden måde.

Heldigvis blev det længere henne mere reglen end undtagelsen, at den akustiske Gibson tog plads på Ortegas spæde skuldre, og hendes fine fingerspil sad lige så fint i skabet på "Demons Don't Me Down" og ikke mindst "Cigarettes & Truckstops". Sidstnævnte blev koblet på en længere historie omkring det at have langdistanceforhold, og i det hele taget viste Ortega en nærhed over for det lydhøre publikum og underholdt os. Guitarsnedker Robinson spillede fremragende, men var lige så ophidsende at iagttage som en tandlægestol. Heldigvis kunne der lokkes et smil frem helt til sidst, hvor Lindi Ortega præsenterede ham. Han var i store perioder en formidabel ankermand, men til tider blev det for meget, og han overtog spotlight.

Aftenens hovedperson har tre albums på samvittigheden, men alligevel skulle vi trakteres på flere cover-sager. Det var hverken fugl eller fisk med Bee Gees' "To Love Somebody", hvor der måske gik lidt for meget karaoke i den, mens Hank Williams' "I'm So Lonesome I Could Cry" ramte nerven på en helt anden måde. Stemningen var opløftet, da Ortega og Robinson sluttede det ordinære sæt af en meget dansabel "Little Lie", og den afsluttende og afdæmpede "Desperado" satte et potent punktum for en koncert, som sagtens kunne tåle en gentagelse.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA