Iron Maiden : Copenhell, Helviti

Iron Maiden , Copenhell, Helviti

Iron Maiden : Copenhell, Helviti

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Ingen tvivl om, at der var enorme forventninger til legenderne fra Iron Maiden på årets Copenhell.

Alene det, at man har rykket hele festivalen frem to dage blot for at få plads til de aldrende engelske jernmøer siger lidt om, hvor meget man har gjort for at få lokket Bruce Dickinson og co. til byen.

Og hvor man sidste år kunne møde voksne mænd med falset klædt ud som King Diamond, var der i år ingen tvivl om, at det var de gamle cowboy-jakker med Maiden-logoerne, der skulle luftes på Refshaleøen.

Derfor var det bestemt heller ingen nem opgave for de storsælgende 80'er-ikoner at levere den folkefest, som alle forventede.

Indledningsvis var der dog ikke meget fest over Maiden-maskinen, der trods forsangerens smittende energi fremstod noget hakkende.

Klassikere som "Can I Play With Madness" ramte ikke rigtigt plet, og det virkede ærligt talt som om, Maiden ikke rigtig var landet. Heldigvis var publikum tålmodige, og et par numre inde i sættet fik de så endelig fuld valuta for pengene.

"The Trooper" gik rent hjem, og da først Maiden for alvor fik gang i hitparaden med metal-slagere som "Number Of The Beast" og "Run To The Hills", kom der i den grad både gang i nakkehvirvlerne og fællessangen.

For selv om gruppen på mange måder lever på fortidens bedrifter takket være en række klassiske udgivelser i 1980'erne, har de skæringer stadig masser af relevans i et heavy-miljø, der i den grad har ændret sig noget siden Maidens absolutte storhedstid.

Jernmøerne kan dog stadig sagtens være med, og man må blot konstatere, at hvor mange dømte dem fede og færdige i midten af 1990'erne, har Maiden i den grad modbevist sine kritikere og samtidig overlevet mange af de metalbands, der dengang truede med at snuppe metal-tronen fra de hårdtslående englændere.

Det var i den grad småt med nyere numre fra Maiden på Copenhell, og hvor gruppen tidligere har gennemspillet selv nyere albums for deres krævende publikum, så valgte de klogeligT at satse på et rendyrket nostalgi-trip onsdag aften.

Men når man råder over træffere som "Seventh Son Of A Seventh Son" og "Fear Of The Dark", så kan det næsten heller ikke gå galt. Især sidstnævnte var decideret smuk på en aften, hvor solen kiggede frem trods de kraftige regnbyger tidligere på dagen, der havde truet med at oversvømme metal-festen igen i år. Nummeret er et af de sidste fra Maidens klassiske ære, der sluttede brat i starten af 1990'erne, hvor gruppen pludselig begav sig ud på en truende slingrekurs.

Selv under de evergreens var det dog stadig som om, Maiden manglede en smule for at ramme det topniveau, vi ved, de har.

Det var bestemt en godkendt indsats, men det var hele tiden, som om bandet og fly-fanatiske Dickonson levede en smule på skjult autopilot. Der manglede kort sagt de sidste 10 procent, før man for alvor kunne overgive sig til de hårdtarbejdende heavy-ikoner.

Folket fik deres fest, men som publikum var i humør, var der næsten blevet fest lige meget hvad. Der var derfor mere arbejdssejr end triumftog over englædernes optræden på Copenhell onsdag aften.

Men Maiden gav aldrig op og fik trods en noget sløv start alligevel leveret et medrivende show, især takket være Duracell-kaninen Dickinson i front.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA