x
Sepultura : Copenhell, Helviti

Sepultura , Copenhell, Helviti

Sepultura : Copenhell, Helviti

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Første gang jeg så det brasilianske heavy metal/thrash-band Sepultura var fra backstage på Roskilde Festival langt tilbage i 90'erne, hvor Peter A.G. fra Gnags stod og stønnede i scenekanten - for han skulle på bagefter. Sepultura er stadig ikke nem sådan at komme bagefter - trods adskillige udskiftninger af medlemmer under dramatiske opgør siden dengang.

Bevidstheden om det brasilianske bagland (og måske noget bold i disse dage) er noget helt specielt, for hvornår stikker det hovedet helt frem?

Som en gammel Storm P.-reklame sagde om, hvornår en Tuborg smager bedst: HVER GANG!

Det brasilianske islæt ligger især i Eloy Casagrandes elegante trommespil i hvert eneste nummer trods det, at han kun har været med siden 2011. Men her er der så meget samba, bongos og fill ins hele tiden, at det brasilianske bagland har sat sine spor i de tonstunge udladninger.

Især i nogle af de sidste numre, "Da Lama ao Caos" og "Ratamahatta", var inspirationen helt fremme og med til at give dette band sin helt egen lyd og feeling.

Og ja, de kan også det traditionelle.

Sepultura har endda været med i en reklame for Volkswagen i Basilien i 2008, hvor de spillede bossa nova under teksten, og det var første gang man så bandet spille sådan – og første gang, man så sådan en sedan-udgave af Volkswagen.

Umiddelbart virker det som en sær cocktail, og sandt for dyden er her langt mere Anthrax og lignende ingredienser i det rigtige Sepulturas musik, end der er samba og bossa nova.

Mixet betød blot, at lige præcis det rytmiske var klasser over meget andet i musik i den boldgade.

Derrick Green var vist desuden Copenhells første sorte forsanger, og glem alt om soul, hiphop og andet såkaldt "sort" musik, for her blev der growlet og brølt igennem, som gjaldt det livet. Tilmed med en præcision, som er få sangere forundt, men den var livsnødvendig, hvis han skulle gøre sig håb om at være med på beatet hos Derrick Greens trommer.

Den gamle kerne i bandet, Paulo Xisto Pinto på bas og medstifter og guitarist Andreas Kisser, stod som faste ankre i det kontrollerede kaos, som bandet lukkede ud over Copenhell.

Brødrene og medstifterne Max og Igor Cavalera er for længst røget ud i 1996 og 2006, da de satte sig på magten i bandet, men det afholdt ikke gruppen fra at spille gamle kendinge, som en trofast fanskare var helt med på. Der var rigeligt at tage af fra 13 album - ikke mindst slutnummeret "Roots Bloody Roots", hvor alle ret forståeligt gik "fucking crazy" på kommando. Jo, man kan godt mærke, at de har snuset til stjernerne og blandt andet spillet for 100.000 mennesker i 1991 på Rock in Rio II festival. Og ja, de har endda varmet op for vor danske King Diamond i New York.

Og hvad er det så der halter - siden stjernetallet ikke eksploderer?

Det ligger simpelt hen i, at bandet mangler en ekstra guitarist ud over Andreas Kisser, som spiller for enkelt til en til tider meget avanceret musik. Lyden er den samme, hans soli kedsommelige. Han ligger, hvor han skal, men så sker der heller ikke mere. Før i tiden var der faktisk en ekstra guitarist, og fandt bandet en stjerne af slagsen til at ligge ind over Andreas Kissers solide bund og lege der, så kan vi for alvor begynde at lade stjerneregnen eksplodere. Men ikke før.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA