Triptykon: Hades Stage, Copenhell

Triptykon, Hades Stage, Copenhell

Triptykon: Hades Stage, Copenhell

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Tom G. Warrior har igen og igen bevist, at metal kan genopfindes, uden at man behøver ændre på grundpræmissen. Det er massiv historie-undervisning og fedt at høre en mester i aktion. Man kan se, at det falder ham naturligt, og han hygger sig på scenen og ligner på alle måder en sympatisk mand, man lige så gerne havde stået og nydt koncerten sammen med.

På en scene virker det bare ikke særlig medrivende, og der skulle lidt mere til i går på pladsen, hvor koncerten var - om ikke i modvind, så i hvert fald kraftig sidevind. Store dele af lyden blev simpelthen blæst væk. Man skulle helt op blandt de forreste 10 rækker, før man egentlig kunne høre noget. Deroppe lød det til gengæld okay, men heller ikke meget mere end det. Bandet connectede aldrig rigtigt med publikum, og det er svært at sætte en finger på hvorfor, når nu de enkelte dele er så gode.

De har et jernhårdt bagkatalog, og de bliver fremført uden pis eller leflen. Selv det enorme sing-along potentiale bliver ikke overspillet, men får lov til at stå som en naturlig del af et stærkt udtryk. Triptykon kan noget særligt, hvor det tunge ikke ligger så meget i lyden eller tempoet, men snarere i tonerne og akkorderne. Det er også der, man ser en tydelig linje igennem heavy metal-historien, og ikke den ekstreme metal, som de ofte ligger mere op ad.

Der blev spillet sange fra det meste af kataloget, men det var først i de sidste endnu mere drævende numre, at gruppen kom helt ud over scenen. Man stod lidt uforløst igennem det meste af showet og ville sådan ønske, at enten forholdene havde været anderledes, eller at bandet/lydmanden havde taget kampen mere op.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA