x
Thomas Dybdahl: Tivoli, Plænen, København

Thomas Dybdahl, Tivoli, Plænen, København

Thomas Dybdahl: Tivoli, Plænen, København

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Trods hård konkurrence fra NorthSide i Aarhus, Folkemødet på Bornholm og VM i Brasilien (og i stuerne rundt om i landet) lykkedes det norske Thomas Dybdahl at samle en fyldt plæne med dedikerede publikummer fredag aften i Tivoli.

Over 350 optrædende kunstnere er det efterhånden blevet til på Plænen i Den Gamle Have, siden Tivoli første gang lancerede Fredagsrock i 1997, og det er da heller ikke første gang, at den vellidte singer/songwriter gæster Tivoli.

Ja, faktisk er Thomas Dybdahl en hyppig gæst i Danmark (og gudskelov for det) og har gennem årene oparbejdet et nært og tæt forhold til sit danske publikum. Senest besøgte han Danmark i november, hvor han spillede i Koncerthuset og til den årlige julekoncert i Store Vega i december, som efterhånden er blevet en kærkommen tradition. Men denne gang var der dømt udendørs sommerkoncert.

 

Kraftfuld skrøbelighed

Thomas Dybdahl og hans fire mands store band lagde sikkert fra start, og der var ikke et eneste øjeblik under den godt halvanden times lange koncert, hvor musikerne viste bare den mindste smule usikkerhed. Der var nærmere tale om musikalsk overlegenhed, når det er bedst. Fra band som fra Dybdahl selv.

Lyden var god hele koncerten igennem, og Dybdahls stemme lå hele tiden tydeligst i lydbilledet, så man for alvor kunne nyde den smukke, kraftfulde skrøbelighed, der hviler over hans stemme og endnu engang blive bekræftet i, hvor fantastisk en sangskriver og historiefortæller han er.

Med en inderlighed og ro bliver man grebet om hjertet af hans musikalske lydlandskaber, der gang på gang giver dybfølte oplevelser.

35-årige Thomas Dybdahl er aktuel med sit sjette album "What's Left Is Forever", og det var da også det muntre åbningsnummer "This Love Is Here To Stay" fra selv samme plade, der fik lov til at åbne aftenens koncert, efterfuldt af endnu et af Dybdahls nye, folkede uptempo-hits "Man On a Wire".

Det er efterhånden et imponerende bagkatalog, som Dybdahl har med sig, og hvis der er noget, man aldrig kan klandre nordmanden for, så er det kun at spille nye numre.

Denne aften blev der også udvalgt en række perler fra alle seks album. Blandt andre den dvælende og dragende "U" fra albummet "Science", der endte i et musikalsk klimaks, hvor de fem musikere smeltede sammen i en symbiose, mens de små nakkehår rejste sig. Og "My Little Friend" fra det noget mere skramlende album "Waiting For That One Clear Moment", som mest af alt er et kapitel i Dybdahls historie, jeg helst vil glemme.

Op til koncerten har Thomas Dybdahl udtalt, at der ville komme en overraskelse eller to. De synes dog desværre at udeblive, og endnu engang synes Dybdahl at trække nogle lidt for sikre kort. For eksempel kunne jeg godt undvære nummeret "Cecilia", som så ofte før endte ud i den velkendte fællessang "Heeeeere I am, flesh and bones". Men tilsyneladende var jeg alene om at have denne mening, for endnu engang storhittede "Cecilia" hos publikum, og så kan man vel ikke fortænke Dybdahl i at levere sangen. Jeg havde derimod håbet på en overraskelse i form af den smukke "The Willow" fra albummet "Stray Dogs".

 

A Lovestory

Jeg har efterhånden fulgt Thomas Dybdahl i en del år. Siden jeg i gymnasiet, uvidende om denne talentfulde nordmand, fik foræret albummet "One Day You'll Dance For Me, New York City", og der var dømt kærlighed ved første gennemlytning. Derfor har jeg også været til en del koncerter med ham gennem årene, og man kunne måske tro, at jeg var ved at have fået nok af ham. Men nej.

For på en aften som i aften bliver jeg atter bekræftet i, hvor magisk en musiker Thomas Dybdahl er, og hvor formidabel han er til at sætte en stemning. Som når han på nænsom vis synger den nye "Easy Tiger", der oprindeligt er skrevet til hans søn med farmands vise ord "There's a whole world to explore". Eller når han vender tilbage til en gammel kending som "Adelaide" og skaber et rum midt i menneskemængden, hvor man for en stund glemmer tid og sted, fordi nummeret leveres med så megen indlevelse, at man ikke er i tvivl om, at han mener det.

Men aftenens absolutte højdepunkt var den længselsfulde, melankolske "One Day You'll Dance For Me, New York City" om de uforløste drømme, der skjuler sig i Manhattens millionby, og hvor Thomas Dybdahl boede i en periode under tilblivelsen af "October Trilogy". Dette nummer, som jeg ubestridt vil kalde for et af de smukkeste numre, der nogensinde er skrevet, kalder på et af de øjeblikke, hvor man bare ville ønske, at man kunne sætte tiden i stå, og det er et af de øjeblikke, hvor musik er bedst.

Så nej, jeg har absolut ikke fået nok af Thomas Dybdahl. For gammel kærlighed ruster aldrig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA