D-A-D : Copenhell, Helviti

D-A-D , Copenhell, Helviti

D-A-D : Copenhell, Helviti

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Det var som om ikonerne stod i kø på dette års Copenhell – de ikoner, som mange af de nye bands står på skuldrene af med alle de gamles inspiration, fandenivoldskhed og kompromisløse insisteren på at være til. Bands, som for en generation siden definerede deres samtid blandt rockfolket. Især bands i år som Iron Maiden, Twisted Sister – og så D-A-D, der lukkede og slukkede et fantastisk vellykket Copenhell fredag nat. Udfordringen for de gamle bands på Copenhell mellem alle de unge drenge (hovedsageligt!) var ikke at komme til at lyde som en parodi på sig selv eller som støvede museumsgenstande fra noget, der var engang. Og endnu en udfordring for lige præcis D-A-D var, at de skulle afløse ligeså ikoniske Megadeth, der lige på Copenhell formentlig har flere tilhængere end D-A-D.

Den gode nyhed var, at D-A-D stod distancen. Og det på et sted, hvor partyrocken lige præcis var repræsenteret af førnævnte gamle bands som Iron Maiden og faktisk ikke mindst Twisted Sister. Det føltes ikke desto mindre som et dobbelt deja vu, da D-A-D insisterede på at spille samtlige numre i første del fra det sølvbryllups jubilerede album "No Fuel Left For The Pilgrims" – men leveret bagfra i forhold til albummets rækkefølge, så vi startede med "Ill Will" og sluttede af med monsterhittet "Sleeping My Day Away", som en hilsen til, hvad man har mest lyst til efter tre dages hårdt pumpet Copenhell.

"I aner ikke, hvilken mærkelig fornemmelse det er at stå og spille alt det gamle lort," sagde en glad Jesper Binzer, som udstrålede alt andet end lede ved at vende kludebunken fra loftets gemmer.

Og så leverede D-A-D hvad de selv syntes kunne være soundtracket til denne festival: En frådende version med et dybt groove af "Rim Of Hell". Himmelsk!

Jeper Binzer nærmest fløj rundt på scenen og var konstant til stede i, hvad der på papiret lignede et morsomt indslag, men endte som en regulær kærlighedserklæring fra både band og publikum til den tungmetal, der bærer Copenhell igennem til årets annoncerede publikumsrekord (præcist antal følger ved nærmere opgørelse).

I stedet for at lyde som fortiden fremstod D-A-D, som om de både havde noget på hjerte og kunne bevare deres skøre og skægge islæt på en dugfrisk måde, som var det ikke blot en gentagelse af de berømte fester, som D-A-D i tidens løb har stået i spidsen for på Roskilde Festivals Orange Scene. Lige præcis dengang med ballast fra albums som "No Fuel Left For The Pilgrims" og ikke mindst "Riskin' It All".

Det var ekstranumrene, som rev os ud af historieundervisningen. Det gjorde en verden til forskel for koncerten, da vi kom lidt længere op i tiden fra D-A-D's 11 album med ekstranumre som "Monster Philosophy" og "I Want What She's Got" fra udgivelserne i 2008 og 2011. Den historiske afdeling kom dog tilbage mod slutningen med "Bad Craziness" (1991) og "It's After Dark" (1986).

Vi fik altså at gøre med et band og et sæt, der ville festen, og et publikum, som tog i mod den. Tiden var ikke til udfordringer som hvis det havde været fantastiske, sataniske og polske Behemoth, der var sluttet af her. En vis metaltræthed måtte siges at have indfundet sig hos et hårdt prøvet publikum efter tre pragtfulde dage. Vi befandt vi os i en tryg hule – eller tidslomme – med D-A-D her ved festens slutning. Trommeslager Laust Sonne havde ved koncerten tilmed 15 års jubilæum i bandet, og da jeg stod helt oppe ved scenen forstod jeg, hvad der var med til at hæve koncerten fra at være en reminiscens fra fortiden: Laust Sonnes stortromme sad så så præcist og virilt i skabet, at skulle de ældre bandmedlemmer hvile på laurbærrene og rutinen, så var netop stortrommen et konstant wake up call, der piskede det hele frem ud over nattens fest.

Jacob Binzers leadguitar er bare blevet bedre og bedre, og han står i dag som en af vores helt store, stilskabende guitarister. Også når han ikke spiller twang, men får det hele til at hyle og skrige, så støvet letter fra også de gamle sange. Bassist Stig Pedersens arsenal af aparte basguitarer – dem formet som bl.a. krydsermissiler og med billygter – er jo en del af showet, men han virkede måske som den mindst oplagte fra holdet. Det være ham tilgivet denne nat, for det samlede indtryk var, at varen i den grad blev leveret.

Og så en lille historie om nattens cykeltur hjem, for den satte det hele i relief. Mellem cyklerne stod en af de virkeligt hard core metalfans og fumlede vredt med låsen, som ikke ville, som han vil. Man kan umuligt gøre alle glade. "Dansk røvbalderock, når det er værst," hvæsede han.

"Næh, når det er bedst," indvendte jeg – for uden D-A-D ville meget have set anderledes ud på den danske rockscene, og vi skal have respekt for rødderne – specielt når de insisterer på at blive ved og vil forny sig uden at glemme, hvor de kommer fra. Cykelturen fortsatte gennem Dronningensgade på Christianshavn, hvor Gasolin' i sin tid havde deres base (Beckerlee og Jönsson bor der endnu). Turen gik ud langs vandet i Valbyparken i måneskin, hvor flagermus baskede ildevarslende rundt op mod fuldmånens spejl i vandet ved Kalveboderne hele vejen frem til Hvidovre (hvor jeg bor). Og hvor King Diamond i sin tid boede i en lille lejlighed i Bredalsparken, mens ingen troede på ham, og hvor Michael Poulsen fra Volbeat stadig bor den dag i dag. Det var, som om en ring var sluttet – og tak for det, D-A-D.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA