x
Mont Oliver : NorthSide, Blue Stage

Mont Oliver , NorthSide, Blue Stage

Mont Oliver : NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

På GAFFA forsøger vi så vidt muligt at forberede os grundigt på de koncerter, vi skal anmelde. Herunder at lytte til de respektive kunstneres bagkataloger i større eller mindre omfang, så vi ved, hvad vi går ind til. Det er dog ikke altid praktisk muligt, slet ikke hvis musikken bliver programsat med få timers varsel. Det var tilfældet med dagens koncert med den københavnsk baserede Thy-gruppe Mont Oliver, der var blevet hyret ind som erstatning for det engelske psych-rockband Temples, som havde misset et fly.

I forvejen kendte jeg kun Mont Olivers tre singler, "White Sheets", "Give Me Nothing" og "19", der da også er en stor del af deres diskografi, som derudover kun tæller resten af ep'en "19". I alt seks numre. Til gengæld var jeg ganske fordomsfri og kunne lytte med friske ører – hvilket jeg tillader mig at antage også gjaldt for en stor del af det øvrige publikum, der jo var kommet for at høre noget andet.

Mont Oliver – i studiet en trio, live fire mand: vokal/elektronik, elektronik, trommer og slagtøj – stillede op klædt i sort og hvidt, ganske som Franz Ferdinand havde gjort det på samme scene et halvt døgn tidligere, om end vist i lidt billigere tøj. Hurtigt stod det klart, at de i Jakob Hammershøj har en stærk sanger, hvis vidtfavnende, let soulpåvirkede vokal var lige solid i det dybe og det høje leje tæt på falsetten. Stemmen var da også mikset langt frem i lydbilledet i gruppens musik, der blander pop, elektronika, hiphop og triphop. De groovy, velspillede trommer, der også var trukket langt frem, vidnede om tydelig hiphop-inspiration og nærmede sig flere gange et regulært, dansevenligt breakbeat, mens elektronikken var mere diskret, men effektiv.

Mont Oliver var veloplagte på scenen og takkede publikum for at tage pænt imod dem. De gav os ni numre, som hver for sig var fine, men syntes at minde temmelig meget om hinanden, også tempomæssigt, hvor vi hele tiden holdt os i down- og mid-tempo et stykke under 120 beats i minuttet. Bandet lægger da heller ikke skjul på, at de har lyttet til 90'ernes triphop-bølge med navne som Massive Attack og Portishead som spydspidser. Gruppens to største hits, "White Sheets" og "Give Me Nothing" kom til allersidst, og den ene af dem kunne med fordel have været lagt tidligere i sættet – så havde bandet nok tidligere fået bedre fat i det dog imødekommende publikum.

Absolut et band med potentiale, men lidt mere musikalsk variation ville ikke skade.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA