x
Blondie og Billy Idol: Esbjerg Rock Festival

Blondie og Billy Idol, Esbjerg Rock Festival

Blondie og Billy Idol: Esbjerg Rock Festival

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Se masser af billeder fra Billy Idols optræden i GAFFAs gallerisektion

Esbjerg Rock Festival har gjort det til lidt af en mission at præsentere navne, der var kæmpestore i firserne, og således også i år, hvor de to hovednavne var hentet fra den mere rockorienterede ende af det, der dengang med en lidt vag samlebetegnelse blev kaldt for new wave; en term, som dækkede over både punk, synth, goth og mere til. Nærmere bestemt to af firsernes ikonisk platinblonde skikkelser, nemlig Debbie Harry i spidsen for legendariske Blondie og Billy Idol med velspillende band.

Så kan man give sig til at diskutere værdien af og berettigelsen i den slags mere eller mindre historiske projekter - er der blot tale om rendyrket nostalgi, eller hvad? Tjah. Nostalgi fylder naturligvis noget i konceptet, ingen tvivl om den sag, og en del af det i øvrigt ret talstærke publikum havde vel også rundet de 45 år. Omvendt kan man stadig høre indflydelse fra både Blondie og Billy Idol hos mange musikere den dag i dag, og genrer som new wave, synth, goth, postpunk dyrkes stadig flittigt i undergrunden, hvor der sker nye og spændende ting. Hertil kommer at Blondie også er album-aktuelle. Så nostalgi, jo, men også med forbindelse til nutiden, bestemt.

Blondie
Omkring kl. 20 gik Blondie på scenen, under høj sol og noget nær ideelt vejr, om end lidt mørke ville have været godt for lysshowet. Men man kan jo ikke rigtig få begge ting på én gang. Første nummer var "One Way Or Another", som naturligvis vækkede genklang hos publikum, der tog godt imod. På mange måder et nummer, der egentlig meget fint viser Blondies særpræg, nemlig kombinationen af noget med smag af new wave-punk og så en forbindelse tilbage til tressernes popmusik og melodiforståelse.

Gruppen fejrer fyrre års jubilæum, og der er faktisk hele tre af de gamle medlemmer med endnu, Clem Burke på trommer, Chris Stein på elguitar og så naturligvis Debbie Harry på vokal, og lad det være sagt med det samme, der er ingen af dem, der er pensionsmodne endnu. Burke er stadig mere tight end de fleste på sine trommer, Stein leverede sine guitarmelodier med en kenders præcision, og Harry hverken lignede eller lød som en på 68. Stemmen var der endnu, og den platinhvide hårpragt lignede stadig noget selv Andy Warhol ville misunde et eller andet sted i efterlivet. Og vi kommer jo ikke uden om at selvom Blondie bestemt altid har været en gruppe, så har Debbie Harry også altid været det ikoniske ansigt udadtil. I en sådan grad at den nyligt afdøde surrealistiske kunstner H. R. Giger nåede at portrættere hende. Og så spillede hun også med i Cronenbergs dystopiske "Videodrome", begge dele noget, der giver vildt mange seje-point hos science fiction-nørder, horror-freaks og goth-typer.

Hele gruppen, også de yngre medlemmer, gjorde det godt, og lyden var generelt fin, om end Harrys vokal nok skulle have været skruet en lille smule op - den forsvandt lidt fra tid til anden, når der var tryk på bandet. Dog ikke i en sådan grad, at det blev et voldsomt problem. Der blev præsenteret et par nyere numre i løbet af koncerten, og publikum tog faktisk ganske godt imod dem også, men det var selvsagt perlerækken af hits, der for alvor hev stikkene hjem.

Og sådan må det nødvendigvis være med en gruppe så legendarisk som Blondie. Vi fik "Maria", "Call Me", "Hanging On The Telephone", spredt med rund hånd gennem sættet, og man kender dem jo naturligvis godt, men det er dejligt, når en koncert kan minde en om, hvor godt materialet rent faktisk er. Kombinationen af punk, disco og tresser er på en og samme tid uskyldig og nævenyttig, men til syvende og sidst handler det jo om, at der er tale om rigtig velskrevne melodier og arrangementer. Og selvfølgelig fulgte den største af dem alle, "Heart Of Glass" som rosinen i pølseenden, et fremragende nummer, der udmærkede sig denne aften ved en længere instrumental afslutning. Som eneste ekstranummer fik vi "Dreaming", som også fungerede fint.

Blondie mere end flashede bagkataloget, og som ventet. Og lad os være ærlige - man havde været fælt skuffet, hvis ikke man fik serveret klassikerne. Var der en vis rutine i det? Ja, det var der da, men det er nok svært helt at undgå, når man har været i gang i så mange år. Til gengæld tror jeg godt jeg tør skrive under på at de fleste unge musikere i dag ville takke ja til stadig at lyde lige så godt efter fyrre års tro tjeneste.

Billy Idol
I programmet var koncertstart annonceret til 22:15, men Billy Idol gik i gang allerede kl. 22. Måske fordi nogen skulle nå at være færdig inden fodbold på tv? Mørket havde ikke helt sænket sig endnu, men det var godt på vej, hvilket betød, at lysshowet nu kom bedre til sin ret. Også lyden var god, med veldefineret bas og, naturligvis, god plads til guitarerne i lydbilledet, ikke mindst Steve Stevens, som selvsagt var både her, der og alle steder, spillende på mindst 120 forskellige guitarer undervejs, fra tid til anden også bag nakken, jo-jo.

For det er jo altså sådan, at en seance med Billy Idol er rockkoncert og gøglershow par excellence. Det er alle attituderne - lad os bare være ærlige - det er alle klichéerne, og så lige lidt mere til, og det er ikke nødvendigvis sådan, at man lige skal tænke lidt over tingene bagefter, lad os bare sige det sådan. Det er lige på, det er energi, og det fangede bestemt publikum, ingen tvivl om den sag. Og så kan og skal man ikke tage fra Billy Idol, at han har stage-presence. Det er alle trickene fra Rockstjernens ABC, og hvis man fik en krone for hver gang jakken røg af for at vise den nøgne og stadig ganske veltrænede overkrop, så kunne man købe en stor is med en del kugler. Lakrids, naturligvis, for Billy Idol går i sort læder. Der findes et sted i England, en hemmelig bar, hvor Billy Idol og Dave Gahan mødes, når det er fuldmåne, nikker lidt til hinanden over en kop eddike og bliver enige om, "at sådan skal en sceneoptræden skæres."

Tidligt i koncerten fik vi serveret "Dancing With Myself", og folk dansede med. Og det er da også et fremragende nummer, ikke så lidt iørefaldende, men stadig med smag af new wave og punk. Og skulle nogen være i tvivl, så holder Billy Idols stemme ganske fint endnu. Lidt senere gik der ballade i den, selvsagt med sangene, "Sweet Sixteen" og "Eyes Without A Face", der også begge i sin tid var hits. Senere fulgte en længere instrumentalpassage, hvor Steve Stevens fik lov at underholde på guitar, og vi kom vidt omkring, fra flamenco til Pink Floyd-agtigt arpeggiospil, fra hardrock-fræs til melodiske passager a la Mike Oldfield. Stevens er guitarhelt, som man lavede dem i gamle dage, og det er lir af den slags, man nok i virkeligheden skal have en blegvasket cowboyvest for helt at kunne forstå, men at manden er dygtig er der slet ikke tvivl om. Og netop fordi han er så dygtig har han, undskyld det håbløse ordspil, mange strenge at spille på, hvilket gør ham en del mere interessant at lytte til end horderne af pik-guitarister derude.

"Rebel Yell" var, ikke overraskende, endnu et højdepunkt, hvor energien samtidig var helt i top. Det burde den også have været i "White Wedding", en fremragende sang, som Muse i øvrigt burde huske at sende jævnlige takkekort på baggrund af (lyt til guitartemaet i "White Wedding", lyt herefter til synthesizertemaet i Muses "Uprising" og skift taktarten fra 4/4 til 12/8 og man vil forstå, hvad jeg mener), men en i mine ører ikke specielt oplagt akustisk indledning tog lidt gassen af dén ballon.

Jeg er af den klare opfattelse, at det er de helt store hits, der rent faktisk ér guldet hos Billy Idol. Mange af de andre rocksange fungerer også fint, men er noget mere rudimentære, også hvad komposition og arrangement angår. Den opfattelse ændrede denne koncert bestemt ikke på. Men hele baljen blev serveret med showmanship og teknisk dygtighed, og publikum virkede helt bestemt også godt tilfreds.

Se masser af billeder fra Billy Idols optræden i GAFFAs gallerisektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA