x
One Direction: Parken, København

One Direction, Parken, København

One Direction: Parken, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Det er alt for nemt at lave grin med et boyband i mandemodelklassen, dets horder af teenagepiger forvandlet til skrigende, hysteriske fans - og tilhørende markedsføring, som blev der solgt tandpasta - og ikke musik. Men et band som One Direction på "Where We Are"-turen fik billetterne revet væk på en halv time til mandag aftens koncert i Parken – og de smarte markedsføringsfolk tør sagtens binde an med endnu en koncert tirsdag aften den 17. juni.

OK - sådan et band må tages alvorligt. På et eller andet plan.

Som sagt så gjort. Arbejdsopgave: Ned med paraderne og find ud af, om der bag al den glatte markedsføring, merchandise, hysteri og hype rent faktisk gemmer sig noget kvalificeret musik og underholdning, der holder til en stadionkoncert af Parkens kaliber.

Harry Styles, Zayn Malik, Niall Horan, Liam Payne og Louis Tomlinson gjorde det, de skulle, professionelt og godt. De leverede varen til deres fans. Vi behøvede hverken Megafon eller lignende analyseinstitutter til at lave den analyse med en indlysende konklusion, der ville svare til at foretage rundspørge til landets direktører om, hvorvidt de ønskede profit.

Tilbage er så, om de også står distancen til at blive kigget lidt i kortene i spillet om kommercielle tricks og smart markedsføring, der i tilfældet One Direction i sig selv er værdig til en pris.

Jeg ved, hvad jeg taler om: Jeg er vågnet op på et lånt børneværelse under et besøg hos en kammerat i Aarhus, hvor jeg kiggede lige ind i øjnene på en fotostat af Liam!

De kunstigt sammenbragte britiske X Factor-bronze-vindere fra 2010 (de startede alle som solister i konkurrencen) lagde an med titelnummeret fra deres seneste album "Midnight Memories" (der i øvrigt er en ret sød video fra med bandet op ad Themsen forbi Whitehall ect. i en politibåd.)

Det er faktisk en rigtig god sang – og hvineriet blev ægget godt af fyrværkeri fra toppen af Parken – og så var vi ligesom i gang!

Overraskelser var der ikke så mange af i numrene. Der er jo ikke så meget at vælge imellem til en stadionkoncert, når der kun er tre albums i baggagen, som i øvrigt for det meste er skrevet af alle mulige andre end drengene selv.

Det gælder "Up All Night" (2011), "Take Me Home" (2012) og "Midnight Memories" (2013).

Sjovt nok handler det åbenbart om at producere derudad, mens bandnavnet er hot. Bandet har i deres unge alder allerede vundet to Brit Awards. De har også vundet to amerikanske American Music Awards, og er det første britiske band siden The Beatles, som havde to førstepladser for deres album det samme år i USA. Og så er der lige den snes millioner followers på Facebook og 71 millioner på Twitter.

OK – skal vi sige, at One Direction i hvert fald kan lave penge, men det er ikke alene noget, de fem unge forsangere har udtænkt. Pengemaskinen bag dem og deres mørkemænd, som hiver i trådene, har utvivlsomt taget deres del af kagen, mens maskinen kører. Med en frontgruppe på fem knægte med en alder først i 20'erne ville det være underligt andet, end at der også blev plads til mere ligegyldige popnumre som "Live While We're Young", der kunne være en titelsang til drengene selv.

Man kan håbe, at de midt i det kæmpe cirkus også holder fast i sig selv: Koncerten i Parken viste i hvert fald, at de stadig er stadig en flok glade drengerøve med humor og tro på, hvad de selv laver. Alene det giver pluspoint herfra, når man tænker på, hvad de skal trækkes med af stylister, PR-folk, managers, mediespecialister og strategifolk. På den baggrund er det faktisk forbløffende, at varen virkede ægte nok.

Når det så er konstateret, så var der mildt sagt også nogle tynde kopper te undervejs i repertoiret.

"Right Now" går der rent "uuuuh, uuuhh" i under et kedeligt clifhanger af et omkvæd med pseudo-inderlighed. Men det er så en mening, jeg vist sad ret alene med i hvinekoret af eksalterede piger.

"Thorugh The Dark" og "Happily" har heller ikke kvaliteten af det stof, som gode popsange er gjort af: Det twistede, den overraskende harmoni, det dybe groove. Her var det lige ud ad landevejen. Glat og ufarligt leveret uden kant. Muligvis er den type numre udtænkt af bandets bankrådgivere: Let fordøjelige kalorier, som man ikke skal forholde sig til - endsige have en mening om. Det er sådan set okay og kan gælde for mange popbands. Underholdning er nok i sig selv, men det kan gøres mere eller mindre talentfuldt. Her kunne et tons konfettistrimler ud over pigehavet dække over, at der ikke var så meget andet indhold, der ligefrem satte sig fast og blev umulig at banke ud af hovedet igen – sådan som de største perler af popsange tillader sig at opføre sig i erindringens kæde.

Så jo, der var god grund til i flere omgange at takke "de bedste fans i verden" – for de fans havde tålmodighed til at stå det igennem.

I to sjælere i træk i, "Little Things" og "Moments" med akustisk backing blev det til gengæld afsløret, hvorfor Simon Cowell havde ført dem sammen: De kan rent faktisk synge!

Det er en af grundene til, at manglende kvaliteter i en del af materialet absolut ikke er grund nok til at afskrive dem som gigantiske døgnfluer.

Rent faktisk var også nogle af Beatles' tidlige numre ret pinlige, og Beatles havde heller ikke skrevet de numre selv.

Og som de unge drenge fra for en krig siden har nu One Direction noget nær et helt liv foran sig – efter de blev dannet for blot fire år siden.

Jeg kan sagtens se dem komme til at overraske i årene fremover. Sammen eller solo.

Var der ikke også en Robbie Williams engang med nogenlunde samme boy band-baggrund?

I "Better Than Words" lå der noget af det groove med et tungt guitar-riff nedenunder. Igen: Drengene kunne synge det op, så det swingede på den fede måde. Det blev fulgt op med mere fyrværkeri og et rocket twist i "Alive", der lød som det stof, som stadion-rock er gjort af. Med guitarsoli ude på kanten af den lange løbegang, og med til den lille scene i midten af Parken, der elegant og med flot lysgrafik hævede sig en halv snes meter op over publikum.

Som de øvrige numre skred frem, så blev det faktisk mere og mere flot.

Det helt anonyme band 100 meter fra forhøjningen stod og spillede præcist og godt, men vi var til en idolaften, hvor de var og blev statister.

Også selv om de blev hyldet pænt hver især med små solostykker inden "What Makes You Beatiful", som havde masser af de popkvaliteter, der manglede tidligere på aftenen: Et solidt, fængende omkvæd, et godt swing og super publikumsvenligt upbeat rytme til en danseaftenen.

Jubii! Vi var ved at finde formen!

Men det kom for langt henne.

Gudskelov blev et ABBA-potpourri skrottet denne aften i Parken. Af sætlisten fra koncerter i Sverige var det brugt. Men her – i denne sammenhæng – ville oldtudsegamle pophits have trukket hele koncerten ned i sølet.

Vi var klar til ekstranumrene:

Ak ja – hvis man fortæller, at titlen blev "You & I", så er der allerede lagt gulvvioliner ind over soundtracket til blødende pigehjerter.

Behøver jeg at skrive, at der blev taget godt imod det? Lysende og vajende mobiltelefoner over alt fremfor lightere. Sødsuppestemningen blev fortsat i "Story of My Life", men denne gang kom vi op i den gode sangs kvaliteter. Den gode stil blev fortsat i slutnumrene "Little White Lies" og i en flot, flot finale i "Best Song Ever, hvor bandet og de fem sangere virkeligt gik op i en enhed, der berettigede til den superklasse, som bandet kommercielt er kommet i.

Fyrværkeriknald, flot lyd og lys, genial fællesfølelse og publikumskontakt og ekstatisk jubelstemning.

Jow, One Direction leverede det publikum forventede – professionelt og godt.

Set med de kritiske briller på – som det er en anmelders lod at bære - var det blot en alt for svingende en aften til, at alle stjerner kom hjem. Men for hulen – det var sjovt at se - og være med i, så det er tre stjerner med pil opad. De er jo et fænomen.

Og derfor en besked til de virkeligt skeptiske i forældregenerationen over for den slags teenagefænomener med sølle fire år på bagen:

Det er alt, alt for tidligt at afskrive One Direction som noget, børnene bare vokser fra. Der er potentiale til, at de kan vokse sammen med dem!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA