x
Lewis Watson: Ideal Bar, København

Lewis Watson, Ideal Bar, København

Lewis Watson: Ideal Bar, København

Anmeldt af Nicoline Steen | GAFFA

Den 21-årige singer/songwriter Lewis Watson har, ligesom flere af hans jævnaldrende kollegaer, kick-startet sin egen karriere som et YouTube-fænomen. Engelske Watson begyndte for omkring fire år siden at lægge coverversioner af numre fra blandt andre The Knife, Bon Iver og José Gonzalez op på videomediet, og opmærksomheden omkring ham tog hurtigt fat. I 2012 udgav Lewis Watson sin første ep af fire og er i starten af juli klar med sit første fuldlængdealbum, "The Morning".

 

En ven

Koncertpublikummet denne sommeraften bevidner på flere måder både Watsons karrierevej og alder. De fremmødte består primært af helt unge teenagere, den generation, der er vokset op med de sociale medier og ser det som altoverskyggende, lige såvel som aftenens hovedperson selv gør det. De unge viser derfor også fra starten en helt særlig dedikation til Danmark-debutanten. De har jo fulgt ham hele vejen, og med hans insisterende brug af sociale medier, føles han nok nærmere som en ven end en distanceret popstjerne.

Den stilfærdige og uskyldige, ja man fristes til at kalde ham dreng, virker yderst imponeret og taknemmelig over fremmødet, da han træder ind på Ideal Bars scene. Og Watson får da også nervøst fremstammet et par ord derom, inden han slår over i koncertens første indslag "Stones", der viser sig at være et udmærket startnummer, hvilket også bliver dets placering på debutpladen.

 

Ikke mange klichéer

Lewis Watson bakkes denne aften op af henholdsvis trommer og percussion, keys, bas og ikke mindst hans egen akustiske guitar, hvor han i øvrigt er autodidakt, om end det ikke er mærkbart. Guitaren spiller den dominerende rolle på instrumentsiden alle numrene igennem, hvilket er med til at understrege de folk-rødder, der tydeligvis er i Lewis Watsons musik. England har en svaghed for singer/songwritere med et touch af pop og folk, for at nævne i flæng: Nick Drake, John Martyn og yngre skud på stammen som Ben Howard og Ed Sheeran, og Watson er bestemt ingen undtagelse. Efter at have været vidne til en optræden som denne, samt hypen omkring nogle af førnævnte, kunne man mene, at det samme gør sig gældende herhjemme – de danske pendanter har jo ligeledes stor succes.

Den britiske charmør fortsætter med numrene "Outgrow", "Windows"og "Sink or Swim", der alle introduceres med lange forklaringer om indhold og tilblivelse, som får samtlige af de hengivne teenagepiger til at fnise betaget. Sangene flyder en anelse sammen, men viser alligevel, at Watson har et stort sang- og sangskrivningstalent. Numrene indeholder ikke så mange klichéer, hverken hvad angår sprog eller rim, som man kunne have frygtet, og er langt mere fortællende og interessante end man havde turde forvente af såung en herre - hvilket må siges at være særdeles beundringsværdigt for en fyr, der har samme alder som landsmændene og popikonerne One Direction.

Næste indslag er nummeret "Ghost", et bemærkelsesværdigt et af slagsen, der understreger Lewis Watson som baryton og i høj grad ogsåsom brite, idet hans dialekt for alvor træder frem. En cool af slagsen, som mange nok ikke vil mene er helt af vejen, snarere tværtimod.

 

Mobil fåreflok

Watsons tilstedeværelse har pånuværende tidspunkt ikke været overvældende. Sangeren har nemlig sine øjne lukkede under næsten hver eneste sangstrofe, og om det skyldes dyb indlevelse, generthed eller nærmere en blanding af de to, skal jeg ikke gøre mig til herre over, men lidt flere stunder med øjenkontakt havde nu gjort godt for det samlede billede af sangfuglen. Denne opfattelse forsøger Lewis Watson imidlertid nu at gøre noget ved, som om han har kendt til undertegnedes forundring. Med ordene "Make a circle in the middle, please!" adlyder teenagepigerne straks Watson og samles som en fåreflok med respekt for deres hyrde i en tætsluttet kreds omkring ham. På gulvet, i hans helt egen fold af piger, fremfører Watson tre numre akustisk: "Halo", "#3"og "12/Good Morning". Alle tre småfølelsessymfonier, der gør sig særligt godt påden helt akustiske vis.

Lewis Watson leverer det, hans hungrende pige-flok vil have, nemlig ham og gerne helt tæt på. Om det unge publikum overhovedet begriber Watsons talent eller blot er småforelskede i teen-crooneren, er ikke helt til at bedømme. Ikke ud fra ansigtsudtrykkene i hvert fald, eller rettere mangel på samme, da disse er dybt fokuserede på deres telefoner, der har så travlt med at optage nuet, at de glemmer at være i det.

Med hvin og klapsalver forlader Lewis Watson iPhone-hæren og fortæller, at der nu kommer mere tempo på igen. Det er måske så meget sagt. Men tre vellydende, melodiøse og ikke mindst fængende popnumre bliver det da til. Indslagene er som sagt fængende, men den ømme og underspillede singer/songwriter-rolle med de svævende og rørende sange er uden tvivl den, Watson udfører bedst. Hans up-tempo-pop er mere gennemsnitlig og underspiller hans upåklagelige talent og higen efter at være oprigtig og følelsesladet – selvom han selv ihærdigt forsøger at få dem til at synes lige såfølelsesladede og troværdige ved også her at holde øjnene lukkede.

Aftenens afslutning var også dens klimaks, om end vejen dertil ikke ligefrem var støt stigende på kvalitetskurven. Singlen "Into the Wild"udkom sidste år, og det glimrende nummer vakte stor genkendelsesglæde hos de tilhørende, der igen kvitterede ved at filme samtlige af Watsons bevægelser pådiverse digitale apparater. For at sætte prikken over i hvert fald teenagepigernes I afrundede Watson med at sige, at han ikke ville spille ekstranumre, men i stedet komme ud og hilse på bagefter. Lykke-suk bredte sig i lokalet, for hvilken fan vil ikke have taget et selfie med selveste Mr. Watson?

 

Todimensional og uprætentiøs oplevelse

En aften i Lewis Watsons selskab er uden tvivl en fornøjelse. En uprætentiøs, ukompliceret og ubekymret fornøjelse. Teen-croonerens talentniveau når, trods hans autodidakthed og alder, mange af hans kollegaers. Foruden hans indlysende musikalske talent må man ligeledes bifalde hans evne til at skabe sin egen karriere uden hjælp fra Simon Cowell eller andre musikpersonligheder, men udelukkende påbaggrund af sit talent - for såvel musik som sociale medier.

For det er netop ved hjælp af sidstnævnte, at Watson har fået fat i kraven på publikum, og det er grunden til, at de fleste er mødt op – de har mødt ham på YouTube, Twitter med videre, og han er blevet deres ven. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle Watsons mange danske virtuelle venner vil tildele ham flere stjerner end mig, men skulle der være drysset flere ned over den kære brite, ville det kræve en mindre todimensional oplevelse, hvor andre end Watson og de forreste teenagepige-rækker, bliver lukket ind.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA