x
Blaue Blume : Roskilde Festival, Rising

Blaue Blume , Roskilde Festival, Rising

Blaue Blume : Roskilde Festival, Rising

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Roskilde Festival har i år fået en ny scene, Rising, som erstatning for upcoming-scenen Pavilion Junior. Rising ligger i modsætning til Pavilion Junior på campingområdet, nærmere betegnet Camping Øst, og minder derfor en del om den hedengangne Campingscenen, der dog befandt sig i Vest. Altså en scene ude på campingområdet tæt på gæsterne, inden den egentlige festivalplads åbner torsdag.

Rising-scenen præsenterede sin første koncert tidligt mandag eftermiddag, og årets tredje band var københavnske Blaue Blume, der det sidste halve år har gjort sig meget positivt bemærket med singlerne "Lost Sons of Boys" og "In Disco Lights" og den nyligt udgivne ep "Beau & Lorette". Adskillige tusind publikummer var da også dukket op, og de blev mødt af et veloplagt band, hvor forsanger Jonas Smiths særegne stemme var lige så smuk og spændstig som på gruppens studieindspilninger.

At lytte til hans vokal var som at køre i en højt beliggende rutsjebane med masser af kurver og stejle stigninger og fald. Ofte i god fart i falsetten, men med pludselige dyk ned i fuldt register, som i "In Disco Lights", hvor ordet "lights" bliver sunget i et markant dybere leje end "in disco". Stemmen sender visse tanker i retning af Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine og Antony Hegarty fra Antony and the Johnsons – også i de let affekterede fraseringer – men uden at virke som et plagiat, blandt andet på grund af Smiths mere bratte skift mellem registrene.

Nu er musik jo ikke en sportsgren, så i sig selv er Jonas Smiths vokalgymnastiske evner ikke det, der sikrer det høje kvalitetsniveau hos Blaue Blume. Det er gruppens sans for at inkorporere dem i stærke sange, som aldrig svigter den gode melodi og også byder på masser af overraskelser som skift i dynamik, taktart og tempo samt finurlige detaljer som det synkoperede spil på tam'erne i "Lost Sons of Boys" og en lang, virtuos, næsten blueset guitaroutro i samme sang.

De mange musikalske krinkelkroge hos bandet tyder på en inspiration i 70'ernes progressive rock, ikke ulig den, man kan finde hos Mew, mens brugen af chorus-guitar kombineret med den luftige vokal flere gange gav behagelige associationer til 80'er-post-punk/dreampop-bands som Cocteau Twins og The Sundays. Ikke mindst i "In Disco Lights", hvor guitarintroen lægger sig tæt op ad åbningen af Cocteau Twins' "Iceblink Luck". Lige her var Blaue Blume dog hæmmet af at spille i den fri luft, for vindpust greb af og til fat i den ellers fine lyd og førte den på afveje, der var mindre velkomne end Jonas Smiths stemmemæssige afstikkere.

A propos fri luft, så fandt koncerten sted under høj sol, og selvom man dårligt kan lade godt vejr spille negativt ind i en koncertanmeldelse, tror jeg, Blaue Blumes eftertænksomme og drømmende toner ville fungere bedre under et telt, gerne efter mørkets frembrud, hvor deres stemningsfulde lysshow også ville komme langt bedre til sin ret. En overbevisende koncert var det dog, og det syntes publikum tydeligvis også. Blaue Blume har helt sikkert fremtiden for sig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA