x
Emilie Nicolas : Roskilde Festival, Rising

Emilie Nicolas , Roskilde Festival, Rising

Emilie Nicolas : Roskilde Festival, Rising

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jeg har en tilståelse, kære læser: Det er ved at være mange år siden, jeg sidste overnattede ude på campingområdet på Roskilde Festival. De seneste år har jeg enten sovet på medarbejdercampen (det gør jeg også i år) eller – i de særligt privilegerede år – i skurvogn. Derfor har jeg været lykkeligt uvidende om, hvor meget larm der er på campingområdet i dag, hvor boomboxe i stort set enhver lejr hele natten lang får Sodoma og Gomorra til at fremstå som to hospicer.

Derfor var det en lettere bizar oplevelse at bevæge sig til og fra koncerten med Emilie Nicolas på Rising-området i Camping East sent mandag aften. Den afdæmpede og eftertænksomme norske elektropop-sangerinde virkede som en lise for sjælen midt i syndens hule, og det var en fornøjelse at overvære hendes koncert, hvor publikum var lidt færre end til de mere kendte The Minds of 99 og Blaue Blume. Alligevel var – efter mit bedste skøn – mindst tusind personer, heraf tydeligvis mange nordmænd, mødt op for at høre sangerinden, der er ved at bryde igennem i hjemlandet, men endnu er temmelig ukendt på disse kanter.

Hvor både Blaue Blume og The Minds of 99 havde mindre lydproblemer med henholdsvis blæst og lidt for meget diskant, var lyden fremragende, om end forholdsvis lav til Emilie Nicolas. Mørket var faldet på, og derfor kom hendes stemningsfulde lysshow i nedtonet rød, blå og grøn helt til sin ret. Musikken var som nævnt elektropop i den lavmælte afdeling, med en lineup bestående af to keyboards, lejlighedsvis el-bas, elektroniske trommer og så Nicolas' smukke, lyse stemme som en nattergal i skumringen.

Irriterende var det dog, at hendes korstemmer var backtrackede, som man ser det så tit i disse år. Så dyre er korsangere vel heller ikke? Det virkede også en anelse kunstigt, at Emilie Nicolas talte engelsk til publikum mellem sangene – så langt er der vel ikke mellem norsk og dansk?

Tempoet var overvejende lavt, og sine steder manglede de ellers fine sange en smule kant. Derfor var det en kærkommen afveksling, når vi fra tid til anden fik lidt hård synth-bas, synkoperede drum'n'bass-rytmer eller en generelt groovy bund, som i det norske hit "Pstereo". En sang, der fik fællessangen frem blandt de mange nordmænd, og som lå det rigtige sted for en kunstner med endnu kun få hits i bagkataloget: Sidst i sættet, så publikum kan få forløst deres opbyggede forventninger, men ikke til allersidst, så koncertafslutningen kommer til at virke for brat.

Vi skulle lige lande, og det gjorde vi så med den rolige "Grown Up". Et fornemt punktum for en overvejende flot koncert med en lovende kunstner, vi forhåbentlig kommer til at høre meget mere til på disse kanter. Og så var det ellers ud til boombox-infernoet igen.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA