x
Kill J : Roskilde Festival, Rising

Kill J , Roskilde Festival, Rising

Kill J : Roskilde Festival, Rising

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Duoen Kill J alias sangerinde Julie Aagaard og keyboardspiller/programmør Lennart Rasmussen har fået en del opmærksomhed det seneste år, blandt andet som opvarmning for Oh Land, som deltagere ved upcoming-festivalen Vegas Udvalgte i januar og med talrige koncerter, blandt andet på årets Distortion Festival. De har også fået roser i engelske The Guardian, og mange hundrede var da også mødt frem til deres koncert på Rising-scenen onsdag klokken 18.30.

Kill J kører en klassisk skønheden-og-udyret- og menneske-møder-maskine-dikotomi i musik og visuelt udtryk. Den meget blonde Julie Aagaard med den skarptskårne frisure har en imponerende, næsten opera-klingende sopranstemme, som kan nå meget højt op, hvilket den ofte gør i gruppens omkvæd. Omvendt sørger Lennart Rasmussen for dyb og metallisk synthbas og hårde elektroniske beats i de ofte langsomme sange, som sender tankerne tilbage til 90'ernes ellers ufortjent næsten glemte triphop-bølge.

Det lyder godt på papiret, og det fungerer også i praksis. Og helt så enkel som beskrevet er Kill J's musik heller ikke, for Julie Aagaard fusionerer de æteriske triller med en dybere, rap-inspireret vokal i versene, ligesom hendes vokale himmelfarter til tider bliver samplet og efterbehandlet af Lennart Rasmussen på både kreativ og underholdende vis. Godt tænkt, godt udført.

Kill J's musik har dog også visse mangler. Der var langt mellem de virkelig catchy melodier i deres Roskilde-sæt, og en vis ensformighed meldte sig undervejs i de mange langsomme sange. Derfor var det befriende, da et par af koncertens sidste numre satte tempoet lidt op, og Kill J kan med fordel variere hastighedsniveauet i sangene lidt i fremtiden. For talentet er der ingen tvivl om.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA