x
Lykke Li : Roskilde Festival, Arena

Lykke Li , Roskilde Festival, Arena

Lykke Li : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Peter Ramsdal | GAFFA

Denne her anmeldelse begynder bagfra. Lykke Li hopper ud af scenen til tonerne af The Beatles' "Don't Let Me Down". Hvilket var alt for velvalgte linjer, for koncerten var noget af en skuffelse.

Der var ellers stuvende fuldt på Arena, og ikke mindst unge pigehjerter med sans for ulykkelige kærlighedssange havde mast sig helt op foran. Stemningen var nærmest på kogepunktet, allerede inden Lykke Li overhovedet var kommet i gang, men efter de første tre numre "I Never Learn", "Sadness Is A Blessing" og "Just Like A Dream" var brusen gået af den svenske sukkerdrik.

Først med "No Rest For The Wicked" i en dejlig aggresiv og pågående version blev publikum livet lidt op efter den søvndyssende indledning, men helt godt blev det aldrig. Lykke Li koketterede selv med, at hendes nye album "I Never Learn" er fyldt med "nederen" ulykkelige kærlighedssange og spurgte publikum, om de var klar på det, og inden "Dance, Dance, Dance" sagde hun: "Nå, så I keder jer? Har I lyst til at danse?" Og selv om det blev udtalt med et glimt i øjet, så var det alligevel tættere på sandheden end godt var. Selv ikke hendes glansnummer "Little Bit" kunne for alvor sætte gang i festen. Hun forsøgte undervejs i koncerten at sætte gang i publikum med kampråbet "Come On", måske også i et forsøg på at hive sig selv op ved hårrødderne, men lige lidt hjalp det.

Uptempo numre som "Dance, Dance, Dance" og "I Follow Rivers" fungerede absolut bedst, men de ulykkelige kærlighedssange var i overtal, og dermed blev koncerten en noget traurig oplevelse. Det kan godt være, at ulykkelig kærlighed er det bedste brændstof til at skrive sange, men det er ikke nødvendigvis det bedste materiale til en god koncertoplevelse.

Skaf hende en kæreste. Eller noget.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA