x
The Rolling Stones : Roskilde Festival, Orange Scene

The Rolling Stones , Roskilde Festival, Orange Scene

The Rolling Stones : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Lad det være sagt med det samme: Rock'n'roll-ollekollet The Rolling Stones leverede hit på hit, og det kunne næsten ikke gå galt. Magien og den kollektive samhørighed indtraf, men det lod så sandelig vente på sig. Navnet og honoraret taget i betragtning var det en umanerlig ringe start, de aldrende rullestene lagde for dagen. Det klassiske musikalske sammenspil varierede stærkt i kvalitet, og specielt det historisk guitarbaserede drive kom først frem efter, at mørket var faldet på.

Stjernen og vandbærerne

"It's only rock'n'roll but I like it", udbasunerede Mick Jagger, og det gør denne skribent også, men ikke i den uengagerede udgave, Stones leverede på dagen. Men ellers ikke et ondt ord om Mick. Han bar showet og har star quality, selv i en alder af 70, og i kølvandet på en kærestes død for egen hånd. Der er kun er, der "moves like Jagger", selv her 50 år efter, at bandet udgav første single.

Om man tager Black Sabbath, Deep Purple, The Who eller andre dinoer på de ældre dage, er det altid sangeren, der er hårdest udfordret. Men Mick kan fortsat synge, bevæge sig, er stadig åleslank - med bundesligahår - og så har han ikke mistet evnen til at kommunikere med publikum. Blandt andet en hel del på et nogenlunde dansk frit fra hoften. En hyldest til vores lille kongerige og den "berømte" Roskilde Festival, men ikke et ord om deres gamle Orange Scene. Det havde han nok glemt. Han fik rodet sig ind i noget om snak om "loppemarked" - og kommenterede sådan nærmest til sig selv, at han ikke anede, hvad ordet betød. Men et godt eksempel på den legende, skødesløse gavflab, urkraften, den frække dreng i klassen. Der er bare god stemning over Mick, hvilket jeg selv erfarede ved et længere solointerview med manden for et årti siden.

En gammel ven kom forbi

Men hvad resten af holdet angik tog det lang tid, før de koblede ud af autopiloten. Charlie var som altid "steady as a rock", kedede sig længe bravt - det er på en måde meget fedt, manden er jo også til jazz. Ron daskede rundt, og Keefer var der kun i glimt. Trods hitmaskine nærmest fra start til slut var engagementet til at overse. Så skulle Keith også synge lidt, det sku' han la' vær med. You Got Silver var skramlet, ikke på den fede måde.

Der skulle en gammel kending til for alvor at sætte gang i festen. Mick Taylor, guitaristen fra storhedstiden 1969-74, ligner en, der godt kunne bruge en time eller to i et fitnesscenter, til gengæld kan han spille spade. Hvad skete der lige der, nu havde man hørt på ikonerne Keef og Ron i en lille time, men da Taylor tog fat om den seks-strengede, så skete der pludselig noget. Efterfølgende var der supergodt sammenspil mellem Taylor og Jagger på mundharmonika, men efterfølgende noget underligt rodet guitarjam, som man ikke havde givet fripas til den rytmiske højskole i Lemvig. Men alligevel, rullestenene var kommet i gang, og herfra gik det mærkbart fremad. Miss You vuggede og gyngede på den seje måde og viste, at der ud over rock'n'roll også både er soul og en snert af tidlig disco gemt i de gamle drenge.

Folkefesten indtraf

Pludselig var det ikke kun Jagger, som viste engagement og syntes, det var sjovt. Selv Keith vågnede såmænd også af tågerne og gav træfsikre smagsprøver på, hvorfor han er kendt som andet end et levende kemisk laboratorium og Jack Sparrows far. Super skåret riff, vi taler Start Me Up, som gik rent ind, og det, som startede som en potentiel katastrofe, udviklede sig stille og roligt til den forventede og imødesete folkefest. Samtidig sneg mørket sig på, og smukkere syn end Orange Scene badet i lys, rødglødende delaytårne, lys overalt fra boder, der omkredser menneskehavet, små mørke lammeskyer på en lun sommernat med pæne temperaturer findes næppe. Også lige Stones, der banker hit, på hit, på hit ud, og folket, der synger med. Det er sgu i orden.

Historiens vingesus

Og mod slutningen blev det helt tunge skyts fyret af. Gimme Shelter og Sympathy for the Devil er klassisk rock'n'roll af fineste skuffe. Det var i hvert fald en gang farligt, osede af sex, frækhed, rebelskhed, og nogle af de skæringer, hvor Stones' særlige rytmiske varemærke står aller stærkest. Det kneb lidt med at finde tempoet i Gimme Shelter, men det kom. Og trods mange år på bagen er sangenes klassikerstatus uomtvistelige. Andre - også store hits - virker knap så overbevisende.

Der er ikke meget rytmisk udvikling i You Can't Always Get What You Want, og Honky Tonk Women er ren røvballe, også når Rolling Stones giver den krop. Verdens største rock'n'roll-band lyder prædikatet, jeg er ikke selv så sikker, men da de udødelige toner til hittet over dem alle, Satisfaction, fra 1965, tonede ud over Roskilde og omegn, og det helt store fyrværkeri samtidigt oplyste nattehimlen, mærkede man historiens vingesus fra scenen til nabokommunen. Nostalgi, når det er bedst. Folkefesten var en realitet, men det tog sin tid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA