x
Jason Isbell and the 400 Unit: Roskilde Festival, Pavilion

Jason Isbell and the 400 Unit, Roskilde Festival, Pavilion

Jason Isbell and the 400 Unit: Roskilde Festival, Pavilion

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Er man egentlig bare interesseret i at høre nogle koncerter og er inderligt ligeglad med det institutionaliserede initiations-rite, som Roskilde Festival også er, kan man indimellem føle sig ganske malplaceret her - især, hvis man har glemt at tanke op med den ene eller anden form for rusmiddel.
 
At der heldigvis også præsenteres underholdning med appel til den modne eftertænksomhed, bliver dog slået fast fredag eftermiddag, hvor den 35-årige sangskriver Isbell fra Green Hill, Alabama, ruller en pletvis fremragende voksenkoncert ud. 
 
En seance med naturlig vægt på sidste års rigtig gode udspil "Southeastern," efter at ensemblet lægger overbevisende ud med "Flying over Water" klokken fire.
 
Stærkt materiale
 
"We're having a fucking awesome time," siger Isbell og roser festivalen. "By the way, er der nogen som har prøvet "Dixie-burgeren"? (i en madbod overfor Pavillion-teltet, red.)? Sounds like my kinda thing....," bemærker hovedpersonen til det sympatisk lyttende publikum med overvægt af (formodentlig) følsomme, yngre mænd.
 
Det er en af de koncerter, denne signatur har glædet sig til på årets festival, og bliver da også en lille fest at høre ikke mindst det stærke materiale fra "Southeastern" rullet ud, inklusive adskillige gnisterende, elektriske soli fra Isbell selv, som tilmed er en særdeles udtryksfuld sanger.
 
"Travelling Alone" tindrer - ligesom på albummet - smukt i eftermiddag, men også uheldssvangre "Live Oak," "Cover Me Up" og "Relatively Easy" mod slutningen af det fem kvarter lange sæt står stærkt.
 
Magnoliaduft
 
Isbell har tidligere ladet en bemærkning falde om rullestenenes talrige skjorteskift ved gårsdagens koncert på Orange Scene: 
 
I dag vælger han sammen med sit glimrende backingband at lade en veloplagt version af "Sticky Fingers"-skæringen "Can You Hear Me Knockin'" lede hen til afslutningen med rockeren "Super 8" fra det seneste album. Her rockes igennem - igen med hilsner til Stones anno cirka 1971-72.
 
Forinden har vi fået et flot, fem kvarter langt sæt - "Decoration Day" er endnu et højepunkt idag ("I sobered up / I swore off that stuff / forever this time") - hvor Isbells magnoliaduftende mandeballader har stået som et velkomment afbræk fra den omgivende, overdimensionerede ungdomsfest.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA