x
Fire! Orchestra: Roskilde Festival, Avalon

Fire! Orchestra, Roskilde Festival, Avalon

Fire! Orchestra: Roskilde Festival, Avalon

Anmeldt af Peter Ramsdal | GAFFA

Da scenetæppet blev trukket fra på Avalon tidligt lørdag eftermiddag åbenbarede sig et imponerende syn. Et 28 mand m/k stort orkester. 3 sangere, 3 trommeslagere, 3 bassister, 3 guitarister, en blæsersektion på en halv snes mand plus det løse. Altså var der næsten lige trangt på scenen, som der var blandt publikum.

Anført af dirigent og orkesterleder Mats Gustafsson spillede de "Enter", den samme komposition, som de spillede på Copenhagen Jazzhouse tidligere på året. Fire! Orchestra er lidt af en sammenrend af stjernemusikere, der blandt andet tæller sangerinden Mariam Wallentin fra Mariam The Believer, trompetisten Goran Kajfes, der for to år siden vandt Nordic Music Prize og Martin Hederos, der var med i The Soundtrack Of Our Lives på orgel.

Kompositionen lægger ud med hypnotiserende repetitive orgelrytmer fra netop Martin Hederos, Mariam Wallentin lægger sin smukke vokal, der er næsten lige så hjemsøgende som Beth Gibbons fra Portishead, på top, de øvrige vokalister Sofia Jernberg og Simon Ohlsson stemmer i, blæsersektionen sætter ind, skærende og skurrende guitarer bliver lagt til alt imens rytmetoget bare kører derudad. Der bliver lagt lag på lag på musikken. Til sidst griber orkesterleder Mats Gustafsson selv saxofonen, og det hele kulminerer i et skønt inferno af lyd.

Derefter går trommesektionen amok og pisker tempoet i vejret, vildmanden Simon Ohlsson med sit lange flagrende hår og fuldskæg tager over på vokal, som er lige så vild som han ser ud. Tempoet er manisk og trommeslagerne tæsker løs på trommerne, mens Simon Ohlsson nærmest mere skriger end synger. Mats Gustafsson holder snor i orkestertoget, mens det hamrer derudad med hundrede kilometer i timen. Forestil dig Jim Carrey i rollen som "Bruce The Almighty", hvor han som Gud trækker i månen, så er du ved at have et billede af dirigenten. Skiftevis peger han på den ene, så den anden sektion, der skal i aktion, så skal tempoet op, siden ned. Nummeret slutter i et tordenvejr af knitrende støj, som leder over i ti minutters freejazz, eller dét som jazz-hadere vil kalde for fri jazz-onani, og som blev lidt af en ørkenvandring i en ellers forrygende koncert. Det kan godt være, at det fungerer i en jazzklub, men på en festival giver den slags sig udslag i almindelig udvandring og småsludren blandt publikum. Uden en bærende rytme til at føre tingene videre kommer det let til at lyde som en formålsløs kakofoni af truthorn.

Langsomt fører de frie jazzimprovisationer dog alligevel Fire! Orchestra ud af freejazz-dødvandet, og vokalisten Sofia Jernberg giver imponerende prøver på stemmeleg, og jazztoget kommer igen på rette spor og kulminerer i endnu en forrygende top i koncerten.

Herefter binder orkesteret en forrygende sløjfe på koncerten. Martin Hederos gentager det hypnotiserende tema fra koncertens indledning, der bliver igen lagt lag på lag, Mats Gustafsson hæver begge arme i vejret, op, op, op med alt hvad der kan spilles på. Derefter bliver tempoet trukket ned igen, op igen, ned igen, for at slutte i det mest vidunderlige crescendo. Hurtigere, højere, vildere. Dirigentens hænder kan ikke komme højere, lydniveauet kan ikke komme højere op. Og SLUT. Stilhed. En forrygende koncert var forbi.

"Tack danskdjävlar" lød det fra dirigenten.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA