x
Psyched Up Janis : Roskilde Festival, Orange Scene

Psyched Up Janis , Roskilde Festival, Orange Scene

Psyched Up Janis : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen | GAFFA

Sune Wagner bød selv velkommen til en gang rocknostalgi her i 20-året for udgivelsen af deres skelsættende debutalbum Swell. At han mente, det var alvorligt blev understreget af, at bandet lagde ud med deres signatursang I Died In My Teens og lukkede og slukkede med den stærke Shudder. Så var ikke et øje var tørt i nostalgiens tegn.

Undervejs blev det klart, at Psyched Up Janis havde det ganske fint med nostalgien, der viste sig stærk og levedygtig. Nu er Sune Wagner heller ikke blevet nogen dårligere guitarist med årene, og som en de mest turnerende danske musikere var der ingen rust over hans voldsomt støjende guitarspil. Måske startede Psyched Up Janis som et dansk grunge-band, men her 20 år efter var det støjrocken, der havde overtaget.

Der blev spillet med en lydstyrke, der var en ægte rockkoncert værdig, og med Jakob Jørgensens tordenbas gik musikken lige i mellemgulvet. Det var på mange måder en opvisning i en klassisk rockkoncert, der også viste trioformens styrke og begrænsning. Med en hårdtslående Jesper Yebo sad de voldsomme energiudladninger helt tæt, mens Sune Wagner svøbte sangene i guitarkaskader.

Denne form for rockens urkraft viker umiddelbart stærk og overvældende, men skriger også nødvendigheden af et stærkt melodimateriale, så det hele ikke ender ud i en støjende ensretning. Her var alle bandets sange ikke helt med, og trioen havde lidt problemer med at fastholde det høje tændingsniveau i sangene. Eksplosionerne var konstante, men rykkede ikke altid sangene videre.

Men Psyched Up Janis havde heldigvis også et par af  mere melodiske esser i ærmet. Der var skub i The Stars Are Out, og Special One havde de ekstra facetter, der gør Psyched Up Janis til et fuldbårent rockband. Og krydret med de stærke klassikere formåede de at levere en solid og energifyldt  koncert.

Selv om en stor del af sangene har 20 år på bagen, så formåede bandet at give dem i en stram version og satte en streg under, at ægte rock'n'roll ingen alder har. Samtidig fornemmede man stadig sangenes ungdommelige rastløshed. Og med Sune Wagners vilde desperadoguitar blev det rocknostalgi, når det er bedst. 20 år er jo stadig en ung alder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA