x
Les Ambassadeurs feat. Salif Keita m.fl.: Roskilde Festival, Arena

Les Ambassadeurs feat. Salif Keita m.fl., Roskilde Festival, Arena

Les Ambassadeurs feat. Salif Keita m.fl.: Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Den med spænding imødesete koncert med det gamle Mali-orkester, som oprindelig hed Les Ambassadeurs du Motel de Bamako, blev både for kort og en skuffelse. Vi snakker trods alt Salif Keita i spidsen for en perlerække af Mali-scenens fremmeligste stjerner. Folk som Amadou Bagayoko, ene halvdel af duoen Amadou & Mariam. Eller dennes mangeårige partner, både i dette band og på blindeinstitutet, Idrissa Soumaorou, eller den allestedsværende keyboardkæmpe, Cheikh Tidiane Seck. Og det var tydeligt, at nok hyggede Salif Keita sig på scenen, men arrangementerne og manglen på timer i øvelokalet gjorde, at arrangementerne ikke sad lige meget i skabet. Meget rust skulle bankes af den skonnert.

Det var som om, man søgte at stille sig mellem to stole. Dels med hints til Salif Keitas repertoire, som ikke stammer fra 1970'erne og 1980'erne, og så alligevel med svinkeærinder ind i nogle af de gamle sange fra den gyldne tid. Som da Salif styrede os solidt gennem det kendte groove til Mbife og så lige tog os inden om det berømte Les Ambassadeurs-nummer N'toman, for så at vende tilbage til den relativt nære fortid igen. 

Det var ret fedt, når der gik congolesisk rhumba i den og specialisten på jægernes klassiske kamele n'goni-lyre gik frem på scenen og spillede solo. Så var der et nærmest disco-agtigt flow, som i de gyldne tider, da orkestret havde forladt Mali og flyttet til Elfenbenskystens hovedstad, Abidjan, hvorfra mange fik deres internationale kontakter på plads i et miljø, hvor der både var bedre studier og især afsætningsmuligheder. Herfra fløj både Salif Keita og Amadou & Mariam, for nu at tage et par nærliggende eksempler.

Så selv om groovet kørte godt, og vi ind i mellem fik forløb, der for alvor ville noget, var det for lidt og for kort. Intet ekstranummer og et band, som forlod scenen uden de store protester hos et publikum, der havde fortjent mere investeret energi.

Det var okay og Salif Keita sang fint. Men legendarisk? Nej.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA