x
Die Nerven : Roskilde Festival, Pavilion

Die Nerven , Roskilde Festival, Pavilion

Die Nerven : Roskilde Festival, Pavilion

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Om tyskerne kan vinde VM i fodbold, vides på nuværende tidspunkt ikke. Derimod er det sikkert, at bandet Die Nerven vandt en kæmpe musikalsk og tysk sejr lørdag aften på Pavilionscenen. Bandets Danmarksdebut på Roskilde var som at holde en skarpladt pistol for banden, og med tre album på samvittigheden var vejen banet for et velplaceret sæt. Med en gearopstilling, der ikke så ud til at kunne flytte bjerge og en indadvendt attitude var der ikke meget, som talte bandets vej. Men sandheden skulle vise at blive en helt anden. 16:30 blev kørt i frontal stilling, og med dens forvredne udtryk og sylespidse guitarstikninger var der rigeligt at spidde sig på. Allerede her viste bandet sig yderst kompetente musikere i det akrobatiske mellemstykke.

"Alles wie gehabt/Nicht hat sich verändert" råber den Ian Curtis-lignende frontmand og guitarist Julian Knoth på den hårdtpumpende og iørefaldende Eine Minute Schweben. Trioen, der har rødder i industribyen Stuttgart bruger ofte hjemstavnens grå kulisse og den tyske ulighed i samfundet som tekstmæssig parameter. Det fungerer det på nervepirrende vis. Vred og utilpasset fyres Hörst Du Mir Zu? og Irgendwann Geht's Zurück som en sprængfarlig dynamit, der kan detonere når som helst. Sidstnævnte bliver leveret i en 15 minutters udgave, som det ene øjeblik eskalerer vanvittigt for derefter at gå ned i tempo og begive sig ud i et repeterende og motorisk beat på vej over i krautrockens hellige arsenaler.

På sigende vis bliver det tyske flag til stor begejstring bredt ud over publikum. Die Nerven har hverken storhedsvanvid eller et stort ego. De har tværtimod bare noget at have deres musikalske arv i. Blau Flecken, Angst og Der Letzte Tanzende er som skarpslebne perler på en snor, hvor Joy Division nok lurer i kulissen, men ikke mere, end at bandet med deres pågående lyd og forcerende tempo er fuldstændig overrumplende. Gennemslagskraften i guitarudladningerne er totalt overlegen, hvilket sammen med bandets melodimateriale rammer en som et lynnedslag. Selv et meget lydigt og intenst lyttende publikum lod deres begejstring mærke. Tysk post-punk og ungdommelig energi i spitzenklasse, intet mindre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA