x
Spids Nøgenhat : Roskilde Festival, Avalon

Spids Nøgenhat , Roskilde Festival, Avalon

Spids Nøgenhat : Roskilde Festival, Avalon

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Aftenens energiske konferencier i Avalon-teltet indrammer egentlig (ufrivilligt) seancen meget godt, da hun klokken 22 præsenterer københavnske Spids Nøgenhat og fortæller om de tolv års albumtavshed efter debuten "En mærkelig kop te" fra 2001 og kalder sidstnævnte "en dansk rockklassiker." 
 
Godtnok er Nøgenhatten et stilsikkert og seriøst sammenspillet band, men alligevel - og ophøjelsen af en veludført stiløvelse til regulær rockklassiker er så absolut i overkanten.
 
Ufortyndet
 
På den anden side: Hvis (rock-)historieløsheden således er et grundvilkår, en uomgængelig del af konteksten ved disse festivalkoncerter - ja, så gør det måske mindre, at det, bandet (som selv synes alt andet end historieløst) præsenterer, først og fremmest er en velkommen og velspillet pastiche over en forgangen epoke i rockhistorien. 
 
Eller med andre ord: Hvis man ikke på forhånd kender Alrune Rod, Hyldemor og de andre, er der da al mulig grund til at feste uforbeholdent igennem til Spids Nøgenhats ufortyndede syrerock, som ikke mindst kommer til sin ret i koncertsituationen.
 
Og hvis man er velbevandret i det katalog, Lorenzo Woodrose, Hobitten og kompagni står på skuldrene af - tja, så kan man kun glæde sig over, at nogen tager arven op og holder netop denne niche af rockmusikken i live. 
 
Velvoksne joints
 
Det er en ufortyndet, udflippet retrorock, som denne sene lørdag aftes foldes ud over det feststemte publikum, og begejstringen vil ingen ende tage, efterhånden som seancen skrider frem og når et hidtidigt klimaks med bandets langstrakte version af netop Hyldemors "Den gennemsigtige mand."
 
'Kæft. hvor er her mange!' har Wodrose bemærket allerede ved koncertens begyndelse, og han har ret:
 
Teltet er stuvende fuldt, stemningen er løftet, og det ligner næsten en slags kollektivt ritual, da påfaldede mange blandt publikum får tændt op i velvoksne joints, mens musikerne på scenen arbejder sig ned i groovet og frem mod den centrale sang "Spids Nøgenhat i græsset," hvor bandet på behørigt syrepoetisk vis besynger den lille (og ganske udbredte) hallucinogene paddehat.
 
Konvulsisk klimaks
 
Da koncerten lidt senere når sit konvulsiske klimaks i et crescendo af psykedelisk lysshow, brølende guitarer og forvrængede orgelflader, vendes der igen tilbage til den lumske og løfterige svamp i en repetitiv messen: "Spids nøgen-hat....spids nøgen-hat.....spids nøgenhat!" og så videre. 
 
Et eller andet sted er der vel noget puerilt over således at centrere et tekstunivers omkring hyldesten til et bestemt rusmiddel (forestil dig den poetiske effekt, hvis det havde været fadøl).
 
Men det virker, på en lørdag aften i Roskilde, hvor Spids Nøgenhat samtidig cementerer, at det hér ikke bare handler om at skovle nogle svampe indenbords og samle instrumenterne op. Det er et hold sammenspillede musikere med styr på deres virkelmidler, som bliver taget taknemmeligt imod og som leverer nøjagtig det, de er kommet for. En sikker sejr.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA