Icona Pop : Roskilde Festival, Arena

Icona Pop , Roskilde Festival, Arena

Icona Pop : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Allerede da den neonblå røg blæses hvæsende ud på scenen, bryder folk omkring mig ud i forventningsfulde hvin. Og da den svenske duo dukker frem på scenen, snøret ind i nogle pænt hæslige plastictechnokjoler fra 90'erne, går de bananas. 18.000 mennesker på Arena er SÅ klar på Icona Pop – som hopper direkte ud i "We Can Do This All Night" i entusiastiske sneakers. Flokken til venstre for mig – syv blonde piger i halvt propel-hat, halvt MØ-look - synger begejstret med på alle omkvæd. Det gør drengeflokken til højre for mig også - med stor entusiasme.

Ikke at der er andet end omkvæd i Icona Pops kampklare festunivers. Det er fuld blæs derudad og lige så dybt som et soppebassin.

Numrene fræser af sted med samme hæse topentusiasme som den, man ser hos to bedsteveninder af sted på deres første Roskilde-festival sammen, snublende omslynget i et beruset og entusiastisk angreb på verden og al dens morskab, omsluttet af en beskyttende puppe af hvidvin. I fuld, rejehoppende fart på vej mod de efterfølgende tømmermænd, hudafskrabninger og hjertesorger. Skrålende af fuld hals.

Og jeg kan egentlig godt forstå, at de (Icona Pop, altså) rammer en nerve helt rent. Dén nerve. Wheeeee-vi-er-veninder-og-fulde-og-helt-væk-på-hvidvin-lad-os-feste-igennem-os-to-imod-verden-for-evigt-nerven.

Sagen er bare, at det lyder som noget, der kunne være med i Melodi Grand Prix. Jo, det gør. Og jep, numrene limer sig fast til hjernen og sætter kroge i syng-med-impulsen. Og bliver hængende derinde i dagevis efter. Det er jo en fin kvalitet, hvis man vil på hitlisterne. "It's me and my girlfriiiiiend"! Det er bare såååå ligegyldigt.

Jeg ville egentlig godt kunne lide dem. Der er noget ved deres venskabshistorie og måden, de mødtes på (det var vist noget med en fest, hjertesorger, et ben forstuvet i en trampolin og øjeblikkelig venskabskemi – første fælles sang skrev de dagen efter), der giver mig lyst til at høre, hvad de har at sige.

Derfor opstår der også helt omsonst et lille håb i mit hoved om, at det her kan blive en anelse dybere end soppebasin-centimeterne, da det lyder fra scenen: "We have a question for you".

Uh, kommer der noget, der betyder noget? Bare en lille stump?

"Are you ready to party?"

Seriøst? SERIØST? Nu har de jo aldrig påstået at være andet og mere end fuld knald partymusik derudad, så det kan være urimeligt, at jeg står og håber på noget mere. Men altså... Der kan være 18.000 mennesker på Arena, og I har altså 17.999 menneskers forholdsvist fulde opmærksomhed, piger. Og det eneste, der kommer efter "We have a question for you" (og ja, den kommer flere gange i løbet af koncerten) er ligegyldige tomheder som "Do you like to make out on festivals"? Hvor er det dog kedeligt.

Jeg gad godt drikke vodkaslammers og tage på en vild bytur med de to. Der er ikke nogen tvivl om, at det ville blive en sjov aften. Men deres koncert efterlader mig kold helt ind i skelettet.

Indimellem, når jeg lukker øjnene, og når de to ikke synger, befinder jeg mig i fem-sekunders-intervaller til en udmærket technofest. Men så snart deres stemmer blæser videre, kan jeg ikke holde op med at tænke på den der russiske teenageduo t.A.T.u. Enerverende.

Jeg har aldrig nogensinde set så mange gange på mit ur under en koncert. Første gang var tretten minutter inde. Så bliver den tung.

Det er også ret tungt at have "It´s me and my girlfriiiieeeeeeend" og "I don´t care... I love it!" HAMRENDE løs i hjernen et helt døgn bagefter. Men sådan bliver det.

Well. 17.999 mennesker havde en fest. Nå ja, og så de to på scenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA