x
Jenny Wilson : Roskilde Festival, Arena

Jenny Wilson , Roskilde Festival, Arena

Jenny Wilson : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Hun bogstavelig talt skilter med sine "statements", den svenske indie-dronning Jenny Wilson, der har været så meget igennem rent helbredsmæssigt, men som er kommet ud på den anden side og atter fremstår særdeles vital og determineret - "Demand The Impossible!", som også er titlen på hendes seneste album, er sprayet på ryggen af hendes læderjakke, og på den ene håndryg står der skrevet med sprittusch "The future is now"; en linje, der også oprinder i sidste års udgivelse, der viste den alternative popdiva fra nye, stærkt elektroniske sider.

Sider, der i den grad går igen til nærværende koncert, hvis første syv numre alle er hentet fra Demand The Impossible! (i alt er 11 ud af showets 15 numre herfra). Den står således overvejende på hidsigt dunkende elektroniske beats og basgange, der imidlertid ikke fremelskes på stedet, men mestendels bunder i medbragte, programmerede sager - Wilson, der i langt de fleste numre rent musikalsk udelukkende koncentrerer sig om sin sang, flankeres blot af søster Sara på guitar og en trommeslager, og det er lidt ærgerligt, at man har valgt en så spinkel opsætning.

Nuvel, kvinden i front leverer varen - hun virker glad og tændt, hun danser og smiler forførende, hun har glimt i øjet og trives åbenlyst. Hun spiller op, interagerer og lader helt bogstaveligt publikum komme til fadet, da hun i sættets sidste egentlige nummer, Pass Me The Salt, inviterer 10-15 fans op på scenen, hvor der nummeret ud danses lystigt og begejstret af alle. Hun er sej, Jenny, med sit korte, helt blonde hår og sin evne til at favne og underholde på én og samme tid.

Mod slutningen af koncerten indfinder en stille periode sig - Wilson forkæler os med ballade-perlen Common Around Here fra Love And Youth-albummet (2005), der efterfølges af den ligeledes tyste Ghost Station (et af de få stille numre fra Demand The Impossible!). Numrene udgør et tiltrængt pusterum, og publikum, der i øvrigt kun med hiv og sving kan fylde det enorme telt ud, lytter i reglen opmærksomt.

Men ellers er det en fandenivoldsk fest, og ser man bort fra nævnte anke om den lige vel skrabede opsætning, har undertegnede ikke mange indvendinger. Hovedpersonen synger overbevisende, og såvel søster Sara som trommeslageren gør et absolut godkendt stykke arbejde, om end guitaren drukner en smule fra tid til anden - den måtte gerne trænge endnu mere konsekvent igennem og måske endda få lov at fylde noget mere. Under alle omstændigheder er Jenny Wilson tilbage, hvor hun hører til, på scenen, og det er virkelig en fryd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA