x
Diplo : Roskilde Festival, Apollo

Diplo , Roskilde Festival, Apollo

Diplo : Roskilde Festival, Apollo

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

De er ligesom børn, der løber rundt og rundt i ring om den samme rutsjebane inde i Tivoli. "Igen, mor, igen!" Og sådan bliver det ved 20 gange, 50 gange, eller indtil mor siger "Nok!". Men i Diplos univers er der ingen kære mor. Ingen tilbageholdenhed. Ingen far der siger, "Alt med måde" og bestemt ikke noget musikpoliti, der kan stå nede bagved med krydsede arme og holde kæft, indtil de kan komme hjem til Twitter og Facebook og rigtig fortælle de danseglade teenagere, hvordan tingene hænger sammen med det der kunst (hashtag mig selv). Det er den centrale kvalitet i Diplos kompromisløse bastardstil, og samtidig den overfladiskhed, som pisser puritanerne af.

Teknisk overlegenhed
Diplo er teknisk set en afsindigt dygtig dj og producer. Aftenens sæt bød på særlige højdepunkter at kaste sine håndtegn efter, når han med ret sindsyge miks-skills gik fra Skrillex' "Dirty Vibe" over Dj Fresh & Diplos "Earthquake" til et pludseligt hårdt cut til Grandmaster Flash' "The Message" - i samme tempo - og videre ned i retro-skattekisten til et 2001-remix af Ice Cubes "Check Yo Self". Alt sammen på under et minut. Inden vi har set os om har vi også fået hørt Diplos eget remix af Beyoncés "Drunk In Love" og 30 sekunder af en møgunge af en mp3-knirkende bastardpopversion af Daft Punks "Aerodynamic". Det er jo nærmest blasfemisk - eller et anerkendende nik til det originale "Alive"-show fra 2007, som inspirerede en generation af artister.

Kommerciel konformitet
Musikalsk anarki kan man kalde det. Men til det er det alligevel for konformt (det var nok noget andet tilbage før 2008, inden der var noget, som hed moombahton, og dengang EDM bare var en standardbetegnelse for elektronika). Måske er det i stedet et almindeligt binært fænomen, som hele tiden veksler mellem fuld gas og tomgang. Slap af, byg op, drop. "Igen, mor, igen!". Hvem siger også, at man skal høre et nummer helt færdigt? At en koncert skal have kunstnerisk dybde? Hvem bestemmer i det hele taget, hvor mange farver jeg må male oven i hinanden nede i børnehaven?

I efterrationaliseringens ulideligt klare skær kan man bare konstatere, at konformitet følger forretning. Så kan man råbe på autenticitet og gå ned bagved til musikpolitiet og kramme hinandens hænder i vrede. Faktum er, at mens denne pseudo-etiske debat står på, står der 2000 unger nede foran samlet om en energiudladning, som vel for dem - lige nu - er ligeså ægte, som den var for fattigrøve i favelaer for nogle år siden?

Den politisk ukorrekte pornodans
Midt i sættet får Diplo hevet fem unge kvinder fra publikum op på scenen, twerkende, hoftevridende, ballesitrende og i halvvåde T-shirts. Om de er uvidende ofre for et (politisk) uacceptabelt kvindesyn (hashtag Jesper Buhls Major Lazer-anmeldelse), eller om de rent faktisk bare har det vildt over at ryste røv på en scene til basmusik, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men blot henstille til, at der er altså er en jamaciansk kulturhistorisk årsag til, at den seksuelt ladede booty dancing har fundet vej ind i Diplos dancehall-dubstep-EDM-vortex.

Det virker på undertegnede cirka lige så pornografisk som en Dolly Parton-koncert i Radiohuset. Med andre ord: judgement is in the eye of the beholder. At vi så står på en dansk mark og nyder herlighederne, kan virke falsk, og man må da medgive, at 17 Red Bulls med diverse sidevogne ikke er forsvarligt at fylde på en teenager og så forvente, at de overvejer deres handlinger. Men det er trods alt deres handlinger.

Til slut fik vi også et helt nyt, uudgivet nummer (som jeg ikke kan huske navnet på) fra Mad Decent-pladeselskabet og en af aftenens bedste Diplo-sange "Revolution (feat. Faustix & Imanos and Kai)", inden circlepitten foran scenen i en sidste energiudladning måtte kæmpe om Diplos kastede håndklæde. Nu jeg tænker over det, så kastede han faktisk håndklædet ind i en ring. Hvad betyder det mon så (hastag double rainbow)??

Fem stjerner gives for den absolut musikalsk-energiske relevans for dagens publikum. Selv blev jeg en smule mindre musikpoliti-agtig, da jeg så kæppen i anmelderens øje (hashtag mig selv).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA