MØ : Roskilde Festival, Arena

MØ , Roskilde Festival, Arena

MØ : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

En time før MØ går på på Arena er der kø til pitten hele vejen ned til asfaltvejen. Og da koncerten starter søndag kl. 18.30 på den store, blå scene, er der kødrande i syv lag rundt om gigantteltet. Hende er der mange, der skal høre.

Og det er ikke så mærkeligt. Hun appellerer bredt med sin elektroniske, energiske pop og den der herligt punk-sporty attitude, der stilmæssigt har smittet godt og grundigt af på store mængder af festivalens hunkønsbefolkning. "Nå, der går en MØ", har jeg nok tænkt de første 100 gange i løbet af de sidste fire dage. Og MØ leverer. Der er en herligt ligefrem og upoleret kådhed over både hende og bandet. De ligner allesammen nogle, der er kommet direkte fra en eller anden form for kåd sport som opvarmning. Trommeslageren: surf. Guitaristen: streetbasket. MØ: en punket tenniskamp.

De lægger ud med "Maiden", og så er der eller fuld knald på MØ hele vejen igennem. Bandet spiller godt og stramt, men det, der virkelig fascinerer, er, hvor sikker Møs stemme er, uanset hvad hun laver. Og hun laver en hel del. Allerede ved fjerde nummer crowdsurfer hun ud over publikum og krammer folk på de første rækker, så de tydeligvis næsten ikke ved, hvor de skal gøre af sig selv af fan-befippet begejstring.

Det er meget, meget underholdende at se på. Og der er meget af det. MØ balancerer på gelænderet, kaster sig ud i mylderet, smider sig på scenen, vandrer smilende hele vejen ned gennem det glædesstrålende publikum og tilbage igen. Det er, som om hun helst vil være helt ude i hænderne på publikum hele tiden - i et baglænst, hengivent, timelangt crowdsurf.

Der er så meget gang i hende, at publikum nærmest ikke behøver at bevæge sig. Mest livlig bliver Arenacrowden mod slutningen, da koncerten peaker med "Glass" (naturligvis med mere trodsig crowdsurfing og MØ, der smider sig på scenen, gennemsvedig og med beskidte knæ, til vild publikum-jubel).

"Jeg er totalt fuldstændigt rørstrømsk!" råber hun storsmilende før de to ekstranumre, der bader Arena i en konfettiorkan af en anden verden til "Don't Wanna Dance".

Musikken er effektiv, men den bliver ikke hængende i hovedet på mig. Det gør til gengæld billedet af MØ og den der helt særlige energi. Flettet, iltert og sporty. Hengivent og ægte.

Det er så meget mere opturs-girlpower end al den trivielle twerking og trutmund, man ser så mange andre steder. Og hvor er det opmuntrende, at den har smittet af på så mange.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA